Læsetid: 4 min.

'Kurt er i himlen nu'

Forfatteren Kurt Vonne-gut, der døde onsdag, var en uforbederlig pessimist på menneskehedens vegne, men også en opbyggelig moralist - og humorist
13. april 2007

Det var en af USAs mest inkarnerede pessimister - og moralister - der forsvandt, da den 84-årige forfatter Kurt Vonnegut døde to uger efter, at et fald gav ham alvorlige hjerneskader. Kuriøst nok i samme alder som sit litterære alter ego, forfatteren Kilgore Trout - og ligeså pessimistisk med hensyn til verdens og særlig USA's fremtid, som da han debuterede.

Hvordan Kurt Vonnegut gerne vil ekspederes ud af denne verden, gav han selv et bud på i et af sine essays i det amerikanske tidsskrift In These Times, hvor han gengav sin tale ved begravelsen af sin forgænger som ærespræsident for The American Humanist Association, science ficition-forfatteren Isaac Asimov:

"På et tidspunkt sagde jeg: 'Isaac er i himlen nu'. Det var det sjoveste, jeg kunne have sagt til en gruppe humanister: Jeg fik dem til at rulle rundt på kirkegulvet. Det varede flere minutter, før roen kunne genoprettes. Og hvis jeg nogensinde skulle dø, Gud forbyde det, håber jeg, I vil sige, 'Kurt er i himlen nu'. Det er min yndlingsvittighed".

Religion eller belejlige ideologiske bortforklaringer var aldrig en reel mulighed for Vonnegut, når han insisterende jog fingeren ind de steder, hvor det gør ondt, men hvor bidende bemærkninger samtidig gør menneskelig absurditet åbenlys:

"Latter og tårer er begge reaktioner på frustration og udmattelse. Selv foretrækker jeg at le, da der er mindre oprydning bagefter," som han selv formulerede det.

Født i en bageovn

Som forfatter blev han født ud af en bageovn og en ubehagelig én af slagsen, da han som krigsfange i Anden Verdenskrig overlevede bombardementet af Dresden i slutningen af krigen i den beskyttende slagtehal, som gav navnet til hans gennembrudsroman Slagtehal 5, mens de lokale døde som fluer i ildstormen udenfor.

Absurditeten i den krigsoplevelse blev perspektiveret ved bogens krydsklip til den fremmede planet Tralfadamore, som bogens hovedperson med jævne mellemrum besøgte, og var for ungdommen i slutningen af 60'erne svær ikke at forbinde med Vietnam-krigen, som Slagtehal 5 da også direkte kommenterede. Dermed kom bogen til at stå som Vonneguts hovedværk og er for de fleste den bog, der forbindes med hans navn. Men der var meget mere i Vonneguts hudfletning af amerikansk storhedsvanvid og dets konsekvenser. Hvad enten det var i hans tidlige opgør med sanseløs destruktion af planeten i bøger som Hokus-Pokus og senere Tidsskælv eller hans beskrivelse af folk balancerende på kanten af den amerikanske drøm og den totale galskab, hastigt accellerende mod det totale sammenbrud - som i f.eks. Breakfast of Champions fra 1973.

Kendetegnende for karaktererne er en fuldstændig hjælpeløshed, når de i en verden, der grundlæggende ikke er indrettet til gode mennesker, prøver på at være det.

Det er en pessimisme, som ind imellem ville være svær at holde ud, hvis den ikke var ledsaget af netop den humor, som også løber vederkvægende igennem alle romanerne, og for absurde personager som science fiction-forfatteren Kilgore Trout, der tjener sit udkomme med absurde noveller, der udgør det litterære fyld i billige pornoblade.

Vær god

For Vonnegut var en overvældende pessimisme med både sig selv og verden som helhed svær at holde fra livet, både i de magre forfatter-år forud for gennembruddet med Slagtehal 5, hvor han klarede sig i en myriade af jobs som bl.a. journalist, pr-mand (for General Motors!) og bilsælger - men også efter succesromanen, hvor han røg ned i en dyb depression og siden hen i midten af 80'erne, hvor han uden held prøvede at begå selvmord - og skrev om det bagefter. Måske desillusioneret med de konkrete resultater af den intellektuelle krigsmodstand, som han selv har beskrevet som et "våben, der viste sig at have samme styrke som en bananflødeskumskage, en meter i diameter, kastet fra en to meter høj stige".

Alligevel fortsatte han modstanden, efter at han i 1997 erklærede at have skrevet sit sidste skønlitterære værk. Først og fremmest med klummer i tidsskiftet In These Times, der blandt andet harcellerede mod Irak-krigen og økologisk dødskurs, og som udgivet i bogform blev den sidste bestseller.

Og selvom Vonneguts egne credoer hovedsageligt var pessimistiske, kan et passende opbyggeligt efterskrift måske findes i en hans bøger, lagt i munden på den lettere forvirrede, men godhjertede titelfigur Mr. Rosewater og hans budskab til verdens ufødte:

"Goddag babyer. Velkommen til Jorden. Den er varm om sommeren og kold om vinteren. Den er rund og våd og proppet med mennesker. Når I kommer udenfor, babyer, har I omkring 100 år her. Der er kun en regel, jeg kender til, babyer -God damn it, you've got to be kind."

Laughter and tears are both responses to frustration and exhaustion. I myself prefer to laugh, since there is less cleaning up to do afterward.

Humor is an almost physiological response to fear.

Well, the telling of jokes is an art of its own, and it always rises from some emotional threat. The best jokes are dangerous, and dangerous because they are in some way truthful.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her