I 1853 havde Verdis første 'samtidsopera' La Traviata urpremiere i Venezia. Operaen, som tog et hot emne op, blev en dundrende fiasko, den vistnok værste i Verdis lange karriere. Dels var den nye opera efter alt at dømme, og eftersom komponisten siden beskar den betydeligt, for lang; dels var publikum ved at kløjs af grin, da Violetta dør. Sopranen, der lagde krop til kurtisanen, var så fed, at hendes angivelige død af svindsot fik karakter af farce. La Traviata (den vildfarne) står og falder med andre ord med titelfiguren. Her går Inger Dam-Jensen rent ind som Operaens bud på Verdis krav om ledende lady i violet (!) kjole. Inger Dam-Jensen synger så fyldigt og smukt, som en sopran skal synge i dette parti, behersker registret - også det overjordiske pianissimo ved Violettas afsked med Alfredo i 2. akt. Dam-Jensen lægger dertil et overbevisende udseende til karakteren. Hende kan man godt forstå, levemændene betaler for. Men hvorfor hun til sidst, da alt håb er ude, skal optræde med ål i raksokkerne, forekommer gådefuldt; selv i dødens stund er Violetta kvinde for at opretholde standarden! Ål i sokkerne, sådan kan man ikke dø demimonde-døden på opera! Skønhedsfejl er der et par stykker af undervejs. Hvorfor falder der en kvinde med bar røv om på gulvet i 2. akt? For husarerne? De kommer ikke på Dokøen.
Tager konsekvensen
Hvad angår selve sagen, rives Violetta jo brat ud af sin tilværelse som luksusluder - dem var der mange af i Paris i 1800-tallet. Alfredo er som antydet objektet for hendes første ægte kærlighed, og her tager hun konsekvensen, som også får sociale følger. David Radok, det var ham med den formidable Peter Grimes-opsætning på Det Kgl. for nogle år siden, betoner, at Alfredos og Violettas korte samliv ikke kun byder på senromantisk kærlighed med K, men at denne ledsages af gensidig erotisk betagelse. På det punkt knirker forestillingen, idet gnisten i nogen grad fattes mellem Inger Dam-Jensen og premiereaftenens i øvrigt vel syngende Alfredo, Niels Jørgen Riis. Ikke at det er en fuser, men det er heller ikke en fænger.
På den facon bliver Violetta endnu mere hovedperson, hvilket giver skævhed i dramaets indre linje. Egentlig forstår man ikke, hvorfor Violetta ikke lader Alfredo være Alfredo og i stedet snupper hans far i John Lundgrens majestætiske skikkelse med den fyldige bas.
David Radok har henlagt sin Traviata til en tidløs, ikke identificerbar periode i byernes by. Stedet synes at være det indre af et postmodernistisk højhus på Montmartre med gennemgående etager, høje vinduer og døre. Denne velfungerende faste dekoration, der i detaljen og ved baggrundsprojektion skifter karakter, som spillet skrider frem, understreger Violettas fangenskab mellem fire vægge, der uanset deres forandring fra Paris' saloner til et badested med klitter på gulvet og hav i rundhorisonten, understreges af det statiske. Det er godt tænkt og monumentalt udført af scenografen Lars-Åke Thessman. Denne faste, men forandrende scenografi tilfører også hele den i bund og grund sørgelige historie det element af klaustrofobi, som disse trælbundne kvinder, hvad de jo var, måtte leve med i en verden af ærkereaktionær mandsdomineret undertrykkende uforanderlighed. Facisme har mange udtryk.
Truende hav
I 2. akts begyndelse tager Violetta og Alfredo på landet, som her er med havudsigt. Et hav, der lidt efter lidt rejser sig truende og vel skal forestille at opsluge den beskedne lykke, de to en kort stund opnår. Det er stærkt gjort. Hvad de dog kan på den opera. I det hele taget en smuk og vellykket La Traviata. Den musikalske ledelse har den dynamiske Giancarlo Andretta, som ikke mindst århusianske læsere har haft lejlighed til at høre i et flerårigt samarbejde med byens orkester. Det er værd høre Traviata også for dirigent og orkesterspillets skyld. Endnu en stor forestilling på Operaen.
Giuseppe Verdi: La Traviata. Medvirkende: Inger Dam-Jensen, Niels Jørgen Riis, John Lundgren, Elisabeth Halling, Carl Christian Rasmussen, Ulla Kusk Jensen, m.fl. Det kongelige Operakor. Det Kongelige Kapel. Iscenesættelse: David Radok. Scenografi Lars-Åke Thessman. Dirigent Giancarlo Andretta
