Læsetid: 6 min.

Kvalitet kommer først

I anledning af Copenhagen International Film Festival, der begynder i morgen, har vi talt med programchefen på både den og NatFilm Festivalen om, hvad der karakteriserer en god filmefestival
17. august 2005

Man kan argumentere for, at der i en ideel verden ikke vil være brug for filmfestivaler, fordi det daglige biografrepertoire til overflod sørger for oplevelser af enhver tænkelig slags. Men sådan en verden lever vi ikke i, og man må være taknemmelig over, at hele to, danske filmfestivaler giver os mulighed for at se film, der ellers ikke ville nå frem til de danske biografer.

NatFilm Festivalen, der i år løb af stabelen for 16. gang, viser film fra hele verden, mens den tredje udgave af Copenhagen International Film Festival (CIFF), der begynder i morgen, koncentrerer sig om Europa.

Men hvad karakteriserer egentlig en god filmfestival, og hvad er det for udfordringer, man kan komme ud for, når man skal udvælge film til en festival i et lille land som Danmark? Det kan Kim Foss og Jacob Neiiendam, programcheferne for henholdsvis NatFilm Festivalen og CIFF, svare på.

- Hvad er en god filmfestival?

Kim Foss: "Der er mange former for festivaler, og jeg synes, at den slags filmfestivaler, vi laver i Danmark, tit er sjovere end de store, såkaldte A-festivaler. Vi har ikke kravet om, at filmene skal være aktuelle eller verdenspremierer. Den gode filmfestival er vel den, som har lov til at se bort fra sådan nogle faktorer, der i virkeligheden ikke har indflydelse på kvaliteten af, hvad tilskueren får ud af at se den givne film."

Jacob Neiiendam: "Jeg er for så vidt enig. For mig er gode filmfestivaler Berlin og Toronto, fordi det lykkes dem at kombinere publikum med professionelle, filmfolk og journalister. De to festivaler har været med så længe, at de får status af premierefestivaler. Det er jo ikke negativt at være premierefestival, men det er heller ikke en kvalitet i sig selv."

Det skal se godt ud

Kim Foss: "Hvis du kigger på konkurrenceprogrammet i Berlin, så ville du ikke udvælge mere end en tredjedel af filmene til en festival i København, fordi kvaliteten simpelthen ikke er høj nok. Og det er den ikke, fordi det skal være verdenspremierer, helt friske film."

Jacob Neiiendam: "De to første år forsøgte Copenhagen at følge de internationale regler om, at filmene ikke må have været i konkurrence på andre festivaler. Det har jeg gjort anderledes i år. Det er jo fuldstændig ligegyldigt for et dansk publikum. Jeg synes, at kvaliteten af filmene kommer først. Og det har gjort, at konkurrencen, for mig at se i hvert fald, hænger betydeligt bedre sammen i år, end den har gjort de andre år, og at kvaliteten er meget, meget højere."

Kim Foss: "Ofte vejer hensynet til instruktøren tungere end kvaliteten af filmen på de store festivaler. Man synes, at der er format over at vise en ny film af f.eks. Wim Wenders. Når Cannes offentliggør sit program, sidder man og kigger på navnene, Martin Scorsese, Wim Wenders, Hou Hsou Hsien og så videre, og så er man allerede nede og bøje sig i støvet. Det ser fandeme allerede godt ud."

Veteraner og nye navne

- Der er instruktører, der pr. automatik bliver udvalgt til en stor festival, når de kommer med en ny film - som Lars von Trier i Cannes.

Kim Foss: "Det er godt, hvis de store festivaler kan levere et miks af veteraner og nye navne. Man kan se, hvor meget det har betydet internationalt for Trier, at filmfestivalen i Cannes har taget ham til sig og promoveret ham. Det er også en slags forpligtelse, som festivalerne har, at prøve at opdyrke nogle nye navne, som virkelig har behov for opmærksomheden. Men det sker også, at de er for radikale eller chancetagende. Det kan give gevaldigt bagslag for de små film. Det er lidt af en balancegang."

Jacob Neiiendam: "Ofte bliver en god film hevet op i konkurrencen, og netop fordi det er konkurrencen, synes folk ikke, at filmen er god nok. I forhold til filmfestivaler har alle danske filminstruktører det samme fokus. Det er hovedkonkurrencen i Cannes eller nothing. Lykkes det ikke, er det hovedkonkurrencen i Venedig eller nothing. De får prøvet dem alle sammen af. Hele den strategi skal tænkes mere igennem. Det er federe at være en stor film på en lille festival end at være en lille film på en stor festival. Du får mere opmærksomhed på en lille festival. Du kan rent faktisk gå hen og vinde priser."

Europa og verden

- Hvad er forskellene på jeres festivaler?

Kim Foss: "Jeg synes egentlig, at de er ret ens, fordi de viser spillefilm, og fordi de primært handler om at gå uden om det, som 93 procent af publikum ser - dvs. danske og amerikanske film. De sidste syv procent er de film, hvor der skal gøres en kæmpe indsats for at få folk til at indse, at der findes nogle kvaliteter uden for det hjemlige, som du kan identificere dig med, og uden for det amerikanske, som bare forstår at smøre hjulene. Men selvfølgelig er NatFilm Festivalen også anderledes end CIFF, fordi den har et mere globalt sigte og flere film."

"En anden lighed mellem de to festivaler er, at vi prøver at opdyrke forskellige publikummer, fordi vi ved, at folk er forskellige. Vi skal dyrke et lidt midaldrende publikum, der godt vil have et lødigt drama. Vi skal dyrke et ungt publikum, der godt vil have lidt slag i bolledejen. Vi skal dyrke et intellektuelt publikum, som godt vil have nogle tematikker, der berører deres hverdag og samfundet omkring dem. Det handler for mig om at være så åben og have så bred en smag som overhovedet muligt. Det ville være et kedeligt arbejde, hvis jeg kun interesserede mig for én type film. Virkeligheden er en anden."

Opdragende rolle

Jacob Neiiendam: "Jeg har valgt at begrænse CIFF's program rent geografisk. Vi vælger film fra Europa i bred forstand, fordi vi mener, at vi sagtens kan finde den type film, der skal være på en festival, i Europa. Men som udgangspunkt ser jeg film lige så åbent som Kim. Hvis man ikke elskede film i det her job, ville det være fuldstændig sindssygt, fordi man ser så meget bras i et forsøg på at finde film, som har en kvalitet. Vi skal vise film for et dansk publikum, og vi må gerne skubbe til dem, provokere dem og finde nogle ting, som de ikke lige forventer. Men vi skal også sørge for at vise film, som de har lyst til at se."

Kim Foss: "Det er vigtigt, hvordan man præsenterer sine film. Man er nødt til at arbejde meget målbevidst for at få budskabet ud. Som jeg husker det, var vi en af de første festivaler, der viste filmene i tematiske serier og prøvede at lave nogle overordnede rammer for programmet. Det gør mange festivaler i dag, også CIFF, og det er en god ting, fordi folk har nemmere ved at overskue, hvor der er noget, som rammer deres interesser."

- Føler I, at I opdrager på publikum og samtidig gør distributørerne opmærksom på, at der er et publikum til anderledes film?

Kim Foss: "En filmfestival er ikke tvangsernæring. Det er lysten, der driver værket - også i forhold til programlægningen. Og det er den lyst, som man gerne vil give videre til publikum. Den største tilfredsstillelse er, når festivalen endelig kører, man sidder i salen og ser en film, som ingen havde regnet med, og kan mærke publikums positive reaktion. Men det er klart, at det handler om at lære publikum at se anderledes film, og det hænger tæt sammen med udlejerne, fordi de kigger også på, hvad publikum kan lide på en festival."

Jacob Neiiendam: "Men i modsætning til en distributør behøver vi ikke at tænke på, hvor mange billetter en film sælger. Det er en forpligtelse for os at sørge for at udvide publikums udsyn. Tv-stationerne har fuldstændig negligeret europæisk film i de seneste 10 år, og det er synd, fordi der er mange store biografoplevelser i dem. Derfor spiller vi som festival en opdragende rolle."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu