Læsetid: 4 min.

Hvad med kvaliteten i kvalitetsreformen?

Der har aldrig været så mange, der har brug for omsorg og pleje og aldrig været så gode vilkår for at få alle i arbejde, men kvalifikationerne hertil mangler. Omsorgssvigt omfatter både brugere og personale
19. maj 2007

En rundringning til KL, LO og FOA om, hvad de lægger vægt på i trepartsforhandlingerne om medarbejdernes arbejdsforhold i regeringens kvalitetsreform for den offentlige sektor, besvares med trylleordene: God og kvalificeret ledelse, medarbejder-inddragelse, medarbejdertilfredshed, mindre kontrol og afbureaukratisering. Så bliver det nemmere at fastholde og rekruttere medarbejdere.
Det er vigtigt, fordi bomben under velfærdsstaten er mangel på kvalificerede medarbejdere – især dem med borger-kontakten. I en 1. maj-tale i Silkeborg blev det sagt, at kommunen ingen ansøgere har til otte ledige stillinger som hjemmehjælpere! FOA-formand, Dennis Kristensen taler også for at sætte de ansatte fri, om at give de 14-16.000 uuddannede på ældreområdet og de mange uuddannede på børne- og handicapområdet en uddannelse samt om en ny form for velfærdsledelse med et nyt og genfundet sprog med vægt på omsorg og borgere frem for på service og kunder. Den offentlige sektor kan ikke sammenlignes med markedet. Den skal også tage sig af de opgaver, markedet går udenom.

Spøger man ind til, hvordan de offentlige arbejdspladser så skal indrettes, og hvordan omstillingsprocesserne skal foregå for at blive tiltrækkende for medarbejderne, er svaret, at det er en ledelsesopgave. Men erfaringen viser, at det klarer lederne ikke alene, de har ikke kvalifikationerne, og de daglige ledelsesopgaver fylder dagen ud. Der bliver så henvist til Væksthuset for offentlig ledelse, som er et partsprojekt mellem KL og lønmodtager-organisationerne. Men det er helt i sin vorden og har ikke meget at byde på. Jo, de taler med professorer, der er rejsende i powerpoint show om god og innovativ ledelse, men ofte er det italesat ønsketænkning og animerede projektfortællinger.
Her er der en kerneopgave, trepartsforhandlingerne bør prioritere højt. Hvem gør det ellers? Der er ingen, der politisk-administrativt føler sig ansvarlig for udviklingen af evidensbaseret omstilling af offentlige arbejdspladser til tidens krav om nye ledelses-, organisations-, ansvars-, relations,- dialog-, kvalifikations- og lønformer. Danmark er belagt med projekter og blottet for forskning i, hvad der er indsatsfelterne, og hvad der er metodikken for at gennemføre vellykkede omstillinger som ramme for kvalificeret og effektiv praksis. Den viden kan hverken universiteterne, handelshøjskolerne eller de selvuddannede konsulentfirmaer levere. Det er ganske enkelt uetisk, når man tager de mange omstruktureringer, de offentlige virksomheder har været igennem med både ledelse og medarbejdere som forsøgsdyr og med medarbejderflugt og højt fravær til følge.

Den anden store opgave for trepartsforhandlingerne er manglen på evidensbaseret uddannelse i de afgørende velfærdsfunktioner. Det drejer sig især om omsorg for og pleje af børn, ældre, syge og handicappede og om arbejdet i de nye og for tiden kuldsejlede jobcentre, der har til opgave at få ledige og sygemeldte op på sporet til et selvforsørget liv. .
Nok findes der mange grund-, efter- og videreuddannelser til de nævnte kerneydelser for velfærd, men hvor er professionsfunderingen? Der er næsten ingen forskning i omsorg og pleje og heller ikke i, hvordan det professionelle og individuelt tilpassede match foretages for at bringe mennesker med vanskeligheder blivende ind på arbejdsmarkedet. Igen: Hvad laver uddannelsesstederne, universiteterne og sektorforskningsinstitutionerne – jo de screener virkeligheden og bliver rejsende i resultaterne, men hvordan arbejdes der professionelt med de problemer, screeningerne afdækker?

Husmodergen er ikke nok
Hvordan kommer der gang i det, der på højskoledansk hedder ‘remtrækket mellem ide og virkelighed’, eller fødekæden mellem forskning og praksis? Fødekæden har mange led og dermed mange ansvarlige for dialogen mellem reflekteret praksis, forskning og uddannelsesstedernes anvendelse af den indvundne viden. Københavns Kommune har netop søsat det, den kalder flagskibsplejehjemmet Sølund, der forskningsbaseret og i samarbejde med kommunens nye Sundhedsakademi skal afdække de bedste former for omsorg og pleje. Men spørger man igen nærmere ind til indsatsen, er der ikke tale om forskning og ikke tale om evidensbaseret metodik, men om inspiration fra anden bedste praksis, som så alene afprøves. Men i sin kerne er brug af bedste praksis tilbageskuende, hvor forskning kan inddrage fremsynede tilgange. Kommunen håber også på at få et professorat i omsorg, og alle andre ser andre beundrende til. Men hvad kommer der ud af det?
Der pågår for øjeblikket en konfrontation mellem betydningen af ‘best practice’ og ‘best evidence’. Bedste praksis har helt klart overtaget, og eksempler udspys i en lind strøm. Men evidensvurdering og forskning i de beskrevne fagområder er mulig, hvis det anerkendes, at omsorg og pleje kræver andet end et poleret husmodergén og andet end et kortere introduktionskursus til et jobcenters svære opgaver. Der er inspiration at hente i den medicinske og pædagogiske metode- og praksisforskning.
Hvis der ikke knytter sig anerkendelse og kvalitet til et fag og dets udførelse, er der heller ingen faglig stolthed. Den er forudsætningen for et fagområdes tiltrækningskraft, medarbejdernes kvalificerede medvirken og lavt fravær. Tro ikke, at kontrol og resultatmålinger giver den samme kvalitet. Arbejdsmæssigt får man det, man måler på – og måler man det relevante? Hvad hjælper det, at man kender svaret, hvis man ikke kender spørgsmålet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her