Læsetid: 2 min.

Kvalitetskrimi fra det skotske samlebånd

Ny tophistorie om John Rebus
22. juni 2006

I Storbritannien er det efterhånden ret ligegyldigt at anmelde Ian Rankins bøger om kriminalkommissær John Rebus. Rankins bøger stod sidste år for imponerende 10 procent af det totale krimisalg i de forenede kongeriger, så Rankin er for længst blevet en industri i sig selv og har dermed sat sig ud over banalt anmelderi. Så vidt er det endnu ikke kommet i Danmark, men forlaget Klim har med bøgerne skabt en solid succes og ekstremt flotte anmeldelser, der i de fleste tilfælde har været velbegrundede.

Ian Rankins nyeste skud på dansk, Bundet af blodet, er ingen undtagelse. Særdeles solidt håndværk - og Ian Rankin har dermed endnu til gode at begå en fuser, sådan som de fleste, der sprøjter krimier ud på samlebånd, ellers normalt forfalder til.

Ian Rankin føjer i sin nye roman nye lag til den cigaretrygende og whiskydrikkende, skotske kommissær Rebus - først og fremmest ved at gøre ham lidt mere sympatisk end i de forudgående mange bøger. Måske netop derfor overlever serien, selv om den på originalsproget nu har passeret nr. 14.

Forbrændte hænder

I Bundet af blodet møder vi kommissær Rebus på et hospital med hænderne solidt indbundet i gaze. En uheldig position for en kriminalkommissær, der aftenen forinden er blevet set på vej ind i en småkriminels lejlighed - en småkriminel, der blot et døgn senere findes død, brændt ihjel.

Vil Rankin virkelig have os til at tro, at den kyniske kommissær nu er begyndte at ordne kriminalstatistikken på en meget personlig måde, eller er Rankin i gang med at sende sin superhelt på elefantkirkegården? Men der ødelægges formentlig ingen spænding ved at henvise til salgsstatistikkerne og bekræfte, at ingen forfatter nakker en guldkalv.

Minder om Dunblane

John Rebus' egen sag og den egentlige hovedhistorie får lov at udvikle sig i to parallelle handlinger på både begavet, velskrevet og lagvis facon. Tilmed med samme håndværksmæssige præcision som i tidligere udgivelser. I hovedhistorien vækker Rankin minder om én af Skotlands største virkelige katastrofer, den brutale nedskydning af 16 skolebørn og en lærer i Dunblane: Han placerer kommissær John Rebus på en skotsk privatskole, hvor to døde og et såret skolebarn er resultatet af en tidligere SAS-soldats nedslagtning. Drabsmanden har taget sit eget liv. Forklaringerne på hvorfor og hvordan er om-drejningspunktet i fortællingen. Vi møder hævn og familiemotiver, mystiske teenagere i undergrundskulturer og så altså kommissæren med de ubelejligt forbrændte hænder og den evige cigaret i flaben.

Ian Rankin er i stand til at få både sin detektiv og læseren til at tænke. Til at stoppe op og overveje, hvordan livet leves, hvad der driver os og ham. Undervejs er der rig lejlighed til, at læseren kan lufte amatørdetektiven og gætte med.

Hist og her spores der træthedstegn og livslede hos kommissæren, så måske burde Ian Rankin overveje at gøre som Henning Mankell og lade sin detektiv glide i baggrunden. I John Rebus' unge kvindelige assistent, Siobhan Clarke, er der gods til en afløser, og en førtidspensionering kunne måske give plads til at forløse det strejf af seksuel spænding, der altid anes de to imellem. For en sikkerheds skyld kan Rebus holdes ombord som en biperson, hvis salgstallene alligevel skulle få brug for kunstigt åndedræt.

Ian Rankin: Bundet af blodet. Forlaget Klim. 373 sider. 399 kr. ISBN: 87-7955-448-2

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her