Læsetid: 2 min.

Kvalitetsreform eller velfærd?

25. maj 2007

Men reelt har Fogh gennem sine 5 1/2 år ved magten demonstreret, at han er mere end 100 pct. på en nyliberalistisk dagsorden; politisk, ideologisk og økonomisk. Den offentlige sektor skal omdannes til en stor markedsplads for profit, hvor privat rigdom betinger offentlig fattigdom. Nyliberalisme har konsolideret økonomisk og social apartheid i Danmark, det ses fx på at finansloven bliver vedtaget med et stort overskud.

Strukturreformen var første led i den endelige markedsgørelse og markedsregulering af den offentlige sektor, hvor den funktionstømte kommune er målet. I den nyliberale optik skal kommunerne reduceres til at være serviceorgan for markedskræfterne, ikke for borgerne. Kvalitetsreformen ligger i politisk, ideologisk og økonomisk forlængelse af Foghs nyliberale dagsorden. Derfor fastholder kvalitetsreformen skattestop og udgiftsloft og dermed økonomisk udhuling af den offentlige sektor og velfærden.

Kvalitetsreformen handler om yderligere markedsgørelse, yderligere udbredelse af frit valg, privatisering, udlicitering, yderligere resultat- og effektmåling og detailstyring af de offentlige ansatte. Kvaliteten i kvalitetsreformen handler om at få profitten til at blomstre. Sagt på en anden måde at offentlige penge bliver private. Reformen i kvalitetsreformen handler om at svække de overenskomstmæssige, ansættelsesmæssige og demokratiske forhindringer for at profitten kan blomstre. Igen: at offentlige penge bliver private.

Derfor står kvalitetsreformen i modsætning til det at udvikle en solidarisk og demokratisk offentlig sektor. Desværre er der tegn på at fagbevægelses top ikke rigtigt har forstået situationens alvor. Hvad hjælper en række kosmetiske forbedringer for de offentlige ansatte, hvis arbejdet skal udføres under markedskræfternes brutaliserende logik. Hvad hjælper det, hvis resultatet af trepartsdrøftelserne bliver mere markedsgørelse og markedsregulering af den offentlige sektor - og dermed dårligere velfærd for os alle?

Fagbevægelsens forhandlere må stille kontante krav til regeringen om flere hænder, reel medbestemmelse og stop for markedsgørelse. Enhver tanke om en ny bonusløn og en tidsbank skal afvises, kræv i stedet højere grundløn og reel frihed. Der skal være synlige, mærkbare, konkrete forbedringer på hver enkelt arbejdsplads og for hver medarbejder. Ellers kan trepartsforhandlingerne om kvalitetsreformen ende med at fagbevægelsen både skyder sig selv i foden og hovedet.

Uden mærkbare forbedringer - forlad forhandlingsbordet. Vilje til velfærd kræver et opgør med nyliberalismen, intet mindre!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu