Læsetid: 4 min.

En kvart boligreform

18. oktober 2002

DEN REFORM af boligpolitikken, som vicestatsminister Bendt Bendtsen (K) i denne uge fik forhandlet på plads, dækker kun en flig af de mange problemstillinger, der burde tages hånd om.
Der er selvfølgelig positive tiltag i den konkrete reform – især at der afsættes en milliard kroner til at bygge nye ungdomsboliger med; at staten øger sit tilskud til handicapboliger; at der sættes gang i byggeriet og renoveringen af de almene boliger; og at private
investorer motiveres til at bygge udlejningsboliger.
Men der er så sandelig også en række meget negative forhold i den nye reform – mest markant at det offentlige sparer på byfornyelse, og, ikke mindst, at staten træder ud af finansieringen af nye almennyttige boliger til landets svageste. Men det allerværste handler om de mange emner, som reformen slet ikke beskæftiger sig med. Især er det stærkt problematisk, men i grunden ikke særligt overraskende, at reformen slet ikke rører ved de privilegier, som den halvdel af danskerne, der bor i ejerboliger, nyder.

BOLIGEJERNE har i de seneste tre årtier tjent enorme summer på omlægninger af lån og på fortjeneste ved salg af boliger. De penge, som langt hovedparten af alle boligejere – uanset om der tales om lejligheder eller huse – har tjent, overgår langt, hvad almindelige lønmodtagere kan gøre sig håb om at tjene ved
arbejde. Alligevel slipper den halvdel af danskerne, der ejer deres bolig, for at betale skat af deres gevinster.
Den skat, der rent faktisk betales – den tidligere lejeværdi af egen bolig, som nu kaldes ejendomsværdibeskatning – er kun et beskedent bidrag til samfundsøkonomien. I alt betaler de 1,5 millioner boligejere tilsammen 10,3 milliarder kroner om året i skat til landets kommuner – svarende til i underkanten af 7.000 kroner per husstand.
Det fradrag, som boligejere har på grund af renteudgiften til et boliglån, betyder i virkeligheden, at boligejerne samlet set slet ikke bidrager til samfundskassen.
De danskere, der bor i forskellige former for lejeboliger – private, almene, andele eller andre – betaler af indlysende årsager heller ikke skat, men tjener altså heller ikke noget på værditilvæksten af deres boliger.

DE RABATTER, der gives forskellige former for boligejere, begunstiger især dem, der har haft boligen længst og bor i de dyreste villaer. En ny boligejer, der har en ejerbolig til en million kroner, betaler ti promille i skat – det vil sige 10.000 kroner om året. Er boligen erhvervet før 1. juli 1998, slipper ejeren af en lignende bolig med at betale 6.800 kroner årligt. Hvis ejeren også er folkepensionist, falder yderligere rabatter, så ejeren kun betaler 6.000 kroner, hvis huset er købt efter 1. juli 1998, og sølle 2.800 kroner, hvis det er købt før denne dato.
Disse mange særrabatter begunstiger husejere, der enten har købt for mere end fire år siden eller er nået pensionsalderen. Det giver af indlysende årsager ingen særlig motivation til at flytte fra deres måske for store bolig, da skatten så vil stige markant – og modvirker derved den nødvendige cirkulation på boligmarkedet.
Skattestoppet hjælper yderligere boligejerne, idet et af statsminister Anders Fogh Rasmussens mange valgløfter var, at det beløb, som en ejer betalte i ejendomsværdiskat, da Fogh tiltrådte, aldrig måtte stige. Samfundet vil miste et sted mellem en og to milliarder kroner om året på den konto, fordi de værdistigninger, som boliger historisk set altid har, ikke må føre til, at boligejeren skal betale mere. Logikken er, at hvis en ejer betaler 10.000 kroner om året i skat for sit hus til en million kroner i 2002, så skal han i al evighed højst betale 10.000 kroner for samme hus – også selv om huset stiger i værdi.
For at hjælpe de borgerlige kernevælgere i de rigeste kommuner har Fogh oven i købet indført en særlig rabat for de danskere, der bor i de allerdyreste huse i steder som Søllerød, Holte og Nærum.

SAMLET SET er VK-regeringens kombinerede bolig- og skattepolitik – igen ikke særligt overraskende – til klar fordel for dem, der allerede har det bedst. Boligreformen hjælper på nogle felter de svagere, men fastholder på grund af sine udeladelser samtidig store fordele for landets boligejere, som typisk også er dem, der allerede har det bedst økonomisk. Et fremsynet boligudspil burde derfor tage helt anderledes fat på de fundamentale skævheder.
For det første øjeblikkeligt ophæve den fastfrysning af ejendomsværdibeskatningen, der giver boligejere, især de mest velhavende, en helt urimelig skatterabat. Alene en tilbagevenden til systemet før skattestoppet ville på dette ene punkt sikre mellem en og to milliarder kroner om året – midler, der passende kunne bruges på byfornyelse og nybyggeri af ordentlige lejeboliger for unge, familier og ældre.
For det andet burde der overvejes modeller for, hvordan samfundet kunne sikres skatteindtægter fra de enorme provenuer ved salg af ejerboliger.

-dt

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her