Læsetid: 4 min.

En kvinde finder sine kilder

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst udreder sit forhold til 'de to gamle gubber': Grundtvig og Kierkegaard
1. april 2006

"Mig synes, Grundtvig er et vrøvl."

Sådan skriver Søren Kierkegaard. Ikke desto mindre er Søren Kierkegaard Forskningscenteret nu flyttet under tag med Grundtvig-Akademiet og Grundtvig-Biblioteket i Københavns Vartov.

Denne åndssammenføring er vinteren igennem blevet fejret ved, at kendte personer er hidkaldt til Vartov-bygningen for at holde foredrag om, "hvorledes Grundtvig og Kierkegaard har påvirket dem".

Foredragsserien har den poetiske overskrift: 'Alle mine kilder'.

Den første af de påvirkede foredragsholdere var statsminister Anders Fogh Rasmussen. I torsdags var turen kommet til den kron-aktuelle Hanne-Vibeke Holst, der som forfatter har den fordel, at hun ikke behøver andre til at skrive sit manuskript for sig.

Her er observationerne fra begivenheden:

Allerede 20 minutter før mødestart er Vartovs store sal fuld - af det grånende guld. Modne medborgere - anslået fem kvinder for hver mand - har bænket sig. Der nippes til kaffe og vin.

Folkehøjskolesangbogen ligger omdelt. Udenfor slår regn mod rude.

Den valgte indledningsssang er nr. 116: Moders navn er en himmelsk lyd. Grundtvig selvsagt.

Den åbner med strofen:Modersmålet ved Øresund

og trindt i de grønne lunde

dejligt klinger i allen stund,

men dejligst i pigemunde.

Himmelsk lyd

"Go'daw" siger foredragsholder Hanne-Vibeke Holst fra talerstolen og indrømmer, at hun har lidt hjertebanken:

"I ser alle sammen så forventningsfulde ud. Jeg kommer lige fra Bruxelles og har til lejligheden lavet et manuskript."

For at belyse sin befippelse peger Hanne-Vibeke Holst på en verdenskendt Kierkegaard-forsker i salen og siger:

"Dér sidder Joakim Garff på første række! Og så tror I, det er sjovt! For 14 dage siden vidste jeg ikke en hujende fis om Grundtvig og Kierkegaard. Og det gør jeg stort set heller ikke i dag."

"Da Suzanne Brøgger holdt foredrag i denne serie, kom hun med stentavlerne, men med mig er vi ovre i noget mere show time agtigt."

Hanne-Vibeke Holst kalder sit manuskript "a work in progress" og siger, at det er bygget på hendes "research af de to gamle gubber".

I betragtning af, at Hanne-Vibeke Holst lever af dansk, taler hun påfaldende meget engelsk:

"Hvorfor i alverden har jeg sagt ja til at holde det foredrag? Og så i Vartov, god-damn-it." "Hvorfor skal det være en straf at være kendt? Er det ikke nok at blive overbegloet i supermarkeder, at skulle lade sig hudflette af kritikere og kommentatorer og blive gjort til nar og grin på Ekstra Bladets bagside? Skal man nu også til at gøre rede for sin dannelse? Hvor får du inspirationen fra, som skoleelever, der skriver opgaver, plejer at spørge om."

Hvor er kaninen?

Latter i salen. Holst fortsætter:

"Undskyld, tror I, en tryllekunstner ville være så dum at afsløre, hvor han får kaninen fra? Det er jo illusionskunst, vi bedriver, vi lystløgnere og fortællere forklædt som samfundskritikere - eller er det omvendt?"

Ad disse omveje nærmer hun sig de to gamle gubber, men hun kredser i deres periferi og vender jævnligt tilbage til sin nødstedte situation som foredragsholder.

Ind i mellem laver hun name-dropping, så forsamlingen får oplevelse af talk-show.

Holst refererer til sit møde med "en kendt partileder, jeg siger ikke hvem, men hun-"

Forsamlingen ler indforstået.

Senere får vi at vide, at Hanne-Vibeke Holst også har været i Stockholm for at lave et indslag med den svenske toppolitiker Mona Sahlin til den svenske tv-avis:

"Pludselig sidder vi side om side i hendes sofa, i øvrigt på Anna Lindhs tidligere kontor, og taler fortroligt om 'at gøre det, man må gøre, trods omkostningerne'."

Holst citerer Sahlin for at oplyse, at Sahlin og Lindh sad i den sofa hver uge og spurgte hinanden, om det var det værd. Og hver gang endte det med, at den ene sagde til den anden, jo, det er det. Det, vi gør er vigtigt. Og det er vigtigt, vi gør det.

Hanne-Vibeke Holst citerer sig selv for at have indføjet: "Somebody has to do the dirty job."

Og Holst siger:

"Er vi så ikke inde på noget enten-eller, noget etiker-æstetiker-snak, den etiske fordring?"

Bondsk selvtilstrækkelig

Hun har det sværere med N.F.S. Grundtvig end med Søren Kierkegaard:

"Det er den bondske selvtilstrækkelighed - provinsialismen, for ikke at sige nationalismen - jeg ikke kan holde ud."

Men på den anden side:

"I praksis er jeg lige som N.F.S. Skriver nostalgisk om gamle dage, priser lyrisk det tabte fællesskab, men holder mig væk, hver gang jeg får en invitation til at træde ind i dansen."

I øvrigt har hun et grundproblem i forhold til begge gubberne: "Jeg er ateist, sorry. Ikke-kristen. Snarere rationalist. For ikke at sige feminist."

Hanne-Vibeke Holsts udgangsbøn lyder sådan:

"Hvad angår Kierkegard er den etiske fordring, jeg stiller mig selv, så høj, at jeg uden videre ville kunne opnå et fair trade-certifikat. I hvert fald, hvis vi kun så på hensigten. Hele mit forfatterskab handler jo ikke om andet end det - kvindens dilemma mellem forpligtelse og frihed, nemlig. Ja, om at yde, før man kan nyde-"

"Midt i alle disse VIP-overvejelser må jeg jo give Kierkegaard medhold i den sentens, som - efterhånden som man lever - gør alle spekulationer en smule latterlige: Nemlig at livet forstås baglæns, men må leves forlæns."

"Så måske har jeg slet intet forstået. Hverken af Kierkegaard, Grundtvig eller mig selv. Men jeg arbejder på sagen. Kontinuerligt." Et varmt bifald ruller gennem salen. Dernæst synges Sangbogens nr. 469, der rum-mer linjerne:

Ud vil jeg! Ud! - O, så langt, langt, langt

over de høje fjelde.

Den er ikke af Grundtvig. Den er af Bjørnstjerne Bjørnson.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu