Læsetid: 6 min.

Jeg er kvinde - Hør jeg brøler

Afrikanske kvinder er med Liberias nyvalgte præsident Ellen Johnson-Sirleaf i spidsen begyndt at indtage nogle af kontinentets mest magtfulde positioner. De er spydspidser i en proces, der mærkes helt ud i de afsidesliggende landsbyer
31. januar 2006

Afrikas stærke kvinder tænder i disse år et politisk håb på det store, plagede kontinent. I Liberia er Ellen Johnson-Sirleaf netop blevet indsat som Afrikas første folkevalgte kvindelige præsident, valgt på sloganet 'Jeg er kvinde - Hør jeg brøler'. Og også i en række andre afrikanske lande er kvinderne begyndt at indtage magtfulde nøgleposter. Mange i den nye generation af politisk indflydelsesrige kvinder har typisk taget en eliteuddannelse i Vesten og er klar til et opgør med fortidens synder og tabuer. Flere af dem er kørt i stilling til at flytte ind i de lokale præsidentpaladser.

De politiske udfordringer for disse kvinder er enorme.

"For kvinder at nå til tops i Afrika svarer nogenlunde til den samme udfordring som den en afrikansk husmor står over for, når hun skal lave et måltid til en stor familie uden at have ingredienserne," som Kenyas kvindelige statsminister Luisa Diogo udtrykker det. Hun har næsten undtagelsesvist nået toppen, selv om hun ikke er barn af eliten. Hun er dog uddannet i London.

Liberias nye præsident, Ellen Johnson-Sirleaf, er ud af Liberias gamle elite af frigivne amerikanske slaver og har været aktiv i politik i næsten 30 år. Hendes jernvilje har holdt hende gående og har givet hende tilnavnet 'Afrikas jernlady'. Der bliver hårdt brug for den Harvard-uddannede kvindes stålsatte målrettethed. Liberia ligger efter års borgerkrig i ruiner og hun skal forene de gamle stridende grupper under sit lederskab, men Ellen Sirleaf-Johnson har stor international opbakning, og det giver håb for landet.

Afrikaeksperten Garba Diallo fra Den Internationale Højskole i Helsingør ser Ellen-Sirleaf Johnson og Liberia som et positivt eksempel for Afrika.

"Det er godt, at vi begynder at se kvinder valgt på disse vigtige poster i afrikansk politik. De virker som et lys for enden af tunnelen. Men sammenlignet med hvad kvinder bidrager med i hverdagen til de afrikanske samfund, er kvinders politiske indflydelse fortsat relativ lille," siger han, der selv stammer fra Mauretanien.

Der skal ikke herske tvivl om, at kvinder fortsat generelt er underrepræsenteret i de fleste afrikanske sammenhænge. Kampen for at fremme kvinders politiske ligestilling, ikke mindst i u-landene, startede i 1980'erne og fik sit endelige gennembrud på den fjerde verdenskonference for kvinder, der i 1995 fandt sted i Beijing. Her opstod kravet om, at kvinder minimum skal være repræsenteret med 30 procent i parlamenter og regeringer. I september 2000 blev kvinders ligestilling skrevet ind som et af FN's 2015-mål.

Lars Buur, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, mener, at der et langt stykke ad vejen har været handling bag de fine målsætninger.

"Der har været et enormt drive fra donorkorpset for at tage særlige hensyn til kvinder. Stort set alle projekter har haft en kønspolitisk dimension. Det har også medvirket til at de nye afrikanske demokratier har fået nogle meget progressive forfatninger, der sætter fokus på ligestilling og menneskerettigheder og emner som voldtægt," siger han, der sidder i afdelingen for globaliserings-, udviklings- og reguleringsforskning.

Hårde straffe for voldtægt

Som eksempel på at de nye magtfulde kvinder er bevidste om at sætte en ny politisk dagsorden, tog Ellen Johnson-Sirleaf netop det ømtålelige emne voldtægt op i sin indsættelsestale. Dagen efter hendes tiltrædelse trådte en ny lov, der indfører strenge straffe for voldtægt i Liberia, i kraft. Grusomme voldtægter har været udbredt i Liberia under borgerkrigen, men kun én mand er blevet straffet siden 1999 ifølge Lois Bruthus, der er forkvinde for Liberias kvindelige Advokatsamfund. Ellen Johnson-Sirleaf har erklæret, at hun frygtløst vil håndhæve den nye lov.

Afrikanske kvinder har også været aktive i udformningen af de nye forfatninger, der gennem kønskvotering har været med til at sikre, at kvinder i lande som Mozambique. Rwanda og Burundi dag udgør mere end 30 procent af parlamentsmedlemmerne. I Sydafrika er det ikke forfatningen, men de store partier, ANC, der gennem kønskvotering medvirker til kvindernes ligelige repræsentation. Sydafrika har i dag en lang række kvinder på absolutte topposter, blandt andre vicepræsident Phumzile Mlambo-Ngcuka, udenrigsminister Nkozana Dlamini-Zuma, som måske en dag bliver præsident, energiminister Lindiwe Hendricks og landbrugsminister Thoko Didiza.

Rwanda overhaler Sverige

I Rwanda har de fremstormende kvinder ligefrem lagt sig i en global førerposition og har siden valget i 2003 udgjort 48,8 procent af parlamentsmedlemmerne - 15 pladser flere end de 24, der på forhånd var afsat til dem. Rwanda har dermed overhalet Sverige, som hidtil har ligget i spidsen med hensyn til en ligelig fordeling mellem mandlige og kvindelige parlamentsmedlemmer. Til sammenligning er ligger de samme tal for de europæiske parlamenter i gennemsnit 19 procent. Sverige fører stadig på regeringssiden, hvor over halvdelen af ministrene er kvinder.

Erfaringerne viser, at kønskvoteringen i de afrikanske lande betyder, at selv kvinder i små afsidesliggende landsbysamfund er begyndt at engagere sig i beslutningsprocesserne, og at de ser de kvindelige politiske ledere, som rollemodeller, bekræfter Garba Diallo fra Den Internationale Højskole.

Et signal til de unge

Kvindernes indtog på Afrikas politiske scene sender også vigtige signaler til kontinentets ungdom. 85 procent af befolkningen i Afrika er under 36 år, og ifølge Lars Buur fra DIIS er det af afgørende betydning, hvorledes denne store gruppe opfatter ligestilling.

"Nu lærer de yngre generationer at se det som noget naturligt, at både mænd og kvinder har ledende stillinger," siger han.

Han advarer dog også mod de negative sider ved kønskvoteringen, som kan betyde, at mænd fra især de økonomisk svageste grupper får problemer med deres identitet.

"Det kan medføre stigende vold mod kvinder," siger han.

Ved lokalvalgene i Lesotho sidste år var der mænd, der truede med at boykotte valgene, fordi kvinder på forhånd var sikret 30 procent af sæderne.

Kønskvoteringen leder ikke automatisk til, at der føres en mere kvindeorienteret politik. Ganske vist gør Ellen Johnson-Sirleaf - ligesom en anden højt profileret kvindelig afrikansk rollemodel, nobelpristageren fra 2004, kvindeforkæmperen og miljøaktivisten Wangari Maathai - en dyd ud af at bringe en kvindelig tilgang til beslutningsprocessen. Ellen Johnson-Sirleaf siger, at hun ønsker at tilføre præsidentembedet 'en moderlig følsomhed' i håb om at det vil medvirke til at hele sårene efter de mange års krig.

Den tror Lars Buur dog ikke på.

"Realpolitik er realpolitik. Men der er ikke tvivl om, at hun både i kraft af at være kvinde og hendes baggrund og personlige netværk vil stå sig godt med de internationale donorer," siger han.

Forkvinden for Kvindernes U-landsudvalg i Danmark, Janice Førde, har primært bemærket sig de afrikanske kvinders opgør med myten om, at kvinder ikke kan håndtere økonomiske spørgsmål. Men hun minder også om, at billedet af de afrikanske kvindelige politikere ikke er sort-hvidt.

"Det er positivt, at kønsbalancen bliver udjævnet og kvinders position styrkes, men disse kvindelige politikere kommer ofte fra velhavende familier og er veluddannede, og ikke alle er ligestillingsmindede. Nogle af dem er i politik for at bevare deres klasses privilegier. Derfor er det vigtigt også at se på, hvad de enkelte kvinder står for," siger Janice Førde.

Hun fremhæver dog også Ellen Johnson-Sirleaf som et positivt eksempel.

Uddannelse en udfordring

At ikke alle Afrikas kvindelige politikere er kendetegnet ved kvindelig følsomhed, personificeres ved Zimbabwes vicepræsident, Joyce Mujuru. Hun kæmpede i landets uafhængighedskrig og blev i 1980 den hidtil yngste minister i Mugabes regering. Hun har været en fast støtte bag præsident Mugabes brutale styre, og står klar til at overtage hans post, når han forventes at træde tilbage i 2008. Mujuru har dog opnået en vis respekt, fordi hun trods sin travle politiske karriere besluttede sig for at tage en uddannelse efter i ung alder at have droppet skolen til fordel for frihedskampen.

Uddannelse - eller mangel på samme - udgør fortsat en af de største politiske udfordringer i Afrika. Det gælder ikke mindst kvinderne. I Afrika er det ikke usædvanligt, at 30-40 procent af en befolkning aldrig gennemfører grundskolen. Hertil kommer, at pigernes andel i grundskolen ligger stadig omkring 10 pct. lavere end drengenes i store områder, ifølge tal fra Undervisningsministeriet.

Det er derfor ikke tilfældigt, at det fortrinsvis er de vestligt uddannede kvinder, der er vendt tilbage til hjemlandene, der står på spring for at indtage nogle af de mest magtfulde poster i Afrika. Foruden alle de traditionelle politiske udfordringer, står denne gruppe over for endnu én. Hvis deres projekt skal lykkes, er det ifølge Lars Buur afgørende, at det lykkes dem at kombinere deres vestlige ideer med deres afrikanske rødder og traditioner, så folket tager dem til sig, og de ikke bliver opfattet som 'fremmede'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu