Læsetid: 4 min.

Kvindedyrker og legebarn

På film var den unge Dirch Passer morsom, poetisk og tilbageholdt erotisk. Senere blev han mest pinlig og plat
18. maj 2006

Var han "Danmarks største komiker", som det ideligt skrives? Måske i allround forstand, men ikke på film. Her var hans legendariske, tidligt afdøde revy-partner Kjeld Petersen ofte langt morsommere, fordi Petersen med sin overlegne skuespildisciplin kunne forene crazy farcestil og træfsikker karakterkomedie.

Passer havde langtfra altid samme styr på virkemidlerne. Trist nok spillede Passer og Petersen relativt sjældent sammen på film, men når det skete - som i den afskrækkende betitlede, men ikke uefne Sømænd og svigermødre (1962) - fik man en mundsmag på en komisk magi, der for evigt forgylder ældre teatergængeres minder fra ABC-teatrets storhedstid i 1950'ernes sidste halvdel.

Kjeld Petersen ville hellere spille seriøse roller, og derfor blev hans skuespillerskæbne tragisk. Det blev Dirch Passers i virkeligheden også. En dødeligt udmarvende parodi på Kim Larsen afsluttede Passers revykarriere, og er det ikke en lidt sørgelig sortie for en så original skuespiller at sige farvel med en skygge-præstation, som en parodi altid vil være?

Den druknende Passer

Værre er, at Passers filmpræstationer op gennem 1970'erne fremstår som et uhyggelige eksempler på en komiker i forfald - overvægtig, svampet i ansigtet og hjælpeløst flaksende mellem udpinte brandere og mistimede gags. Kørende sit eget små-desperate løb i mekaniske farcer.

Som han selv sagde:

"Jo mindre jeg har at tage fat i, jo højere råber jeg. Nøjagtigt som man gør, når man er ved at drukne."

Hvis man vil opleve et autentisk eksempel på sjælekval i 1970'ernes danske film, bør man se ham til slut annoncere Piger i trøjen 3 efter at have råbt sig gennem Piger i trøjen 2 som en fjoget sergent. Bare tanken om mere af samme slags synes at give ham et uforglemmeligt udtryk af pinsel.

Uskyldsvæsen

Passers store periode er 10-året 1953-63. Her lyser han op som dansk films mærkelige blanding af urkomisk fabeldyr og meget menneskelig hverdagsdansker. Et uskyldsvæsen, der lever i sin egen drømmeverden og derfor ofte er fortabt i den prosaiske virkelighed. Som alle andre skuespillere ville han skabe en figur, men som han selv udtrykte det: den endte altid med at blive Dirch Passer. Et drenget charmebundt på en meter og 90 cm, kejtet og undselig, men også i stand til at demonstrere enorme energi-udladninger.

Allerbedst var den unge Passer til at spille forelsket. Da han blev ældre, forgrovede han kvindedyrkelsen til komisk småliderlighed, men i sine film indtil ca. 1965 var han uimodståeligt rørende og morsom som den uskyldige og lettere enfoldige ungersvend, der af hele sit vemodige hjerte sukkede efter sin udkårne og først fik hende til allersidst. Egentlig var det ikke så underligt, at denne rolle klædte Passer, for han har fortalt, at han - i mangel af et teaterpublikum - forestillede sig, at filmkameraet "er en smuk pige. Hun er i rummet og iagttager mig. Jeg lader, som om jeg ikke ved, hun er der, men jeg ved, hun er der, og jeg gør alt for at gøre indtryk på hende".

Det er i film som som Poeten og Lillemor (1959), Baronessen fra Benzintanken (1960), Bussen (1963), Hvis lille pige er du (1963) og Sommer i Tyrol (1964), at Passer dyrker den drømmeriske og romantiske side af sit talent, heldigvis uden humoren nogensinde tabes af syne. Og bag den lidt specielle fyrtårns-frem-toning var der også glød og gnist. Se ham f. eks. (i Han, hun, Dirch og Dario) flirte med purunge Gitte Hænning i nummeret "Lille frk. Himmelblå" på så forførende vis, at det fuldstændig distancerer filmens nominelle hjerteknuser, Dario Campeotto. Passers Celestin-Floridor i Frøken Nitouche (1963) er en anden af hans suveræne charmeudfoldelser, ikke mindst i sangnumrene.

Vil man nyde Passer som det rene legebarn, udfolder han sig mest vindende i samspil med Ove Sprogøe i Saga-farcerne fra midten af 1950'erne. I deres duet "Der kommer altid en sporvogn og en pige til" fra Ved Kongelunden (1953) jonglerer de yndefuldt med Poetens inspirerede rim i en afslappet drillende, solbeskinnet demonstration af venskab. Passer har aldrig virket lykkeligere på film end i dette gudbenåde øjeblik.

Endelig er der crazy-komikeren Passer, som på en revyscene kunne nå svimlende højder. De ustyrlige soloridt var sværere at passe ind i filmsammenhæng, men heldigvis fik man hans overdådige kvindeudklædte komik fra Charles tante (1959) overført til film.

Fornyet rovdrift

Ældre danske film tilføjes sjældent det store ekstra-materiale i dvd-udgaven, hvilket Scanbox tilsyneladende vil råde bod på med udsendelsen af 11 gamle Passer-film, ni fra Henrik Sandbergs Merry-selskab, to fra Palladium.

Blandt titlerne hævder kun Bussen, Sommer i Tyrol og Det tossede paradis sig ved en vis kvalitet - resten er bundskrab. Dvd'erne kommer med to disks hver, men uden nyproduceret materiale. På omslaget hævdes det, at "sangperler" er et selvstændigt punkt på menuen, men det er langtfra tilfældet. Og et ofte brugt klip fra teater-reportagefilmen Solstik på badehotellet fra 1973 annonceres, som om det drejede sig om et uddrag fra den oprindelige Solstik fra 1953.

Ekstramaterialet består væsentligst af reklamemateriale for andre Scanbox-udgivelser med Passer - trailers, klip og programmer. Og man kan derfor kun konstatere, at den kommercielle rovdrift på "Danmarks største komiker" fortsætter uanfægtet nu mere end et kvart århundrede efter hans død.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu