Læsetid: 4 min.

'Kvindefri lyrikkanon er trist og uforståelig'

Kanonens lyrikantologi afspejler et støvet litteratursyn, mener professor Anne Marie Mai, SDU. Også andre litteraturfolk savner især Tove Ditlevsen på listen
26. januar 2006

Det litterære kanonudvalg afstår fra at forholde sig til litteratur efter 1966 og tror tilsyneladende, at kvalitet er kønsneutral, mener professor Anne Marie Mai, Syddansk Universitet der med sine egne ord især er 'trist og dødærgerlig' over den lyrikantologi, der er det 12. værk i udspillet fra det litterære kanonudvalg, der blev offentliggjort tirsdag.

Antologien rummer ikke ét eneste digt skrevet af en kvindelig forfatter.

"Det er virkelig en overraskelse, at man kan fravælge Tove Ditlevsen, men genopfinde Christian Winther og Holger Drachmann," mener Anne Marie Mai, der bla. har redigeret den store udgivelse Danske Digtere.

At den folkekære Ditlevsen er valgt fra betyder, at vigtige dele af moderne erfaring slet ikke er repræsenteret i litteraturkanonen.

"Tove Ditlevsen er morsom, grum og realistisk og samtidig én af dem, der blander folkelighed og finlitteratur i skildringer af hverdagsliv, kvinders erfaringsverden og kærlighedsforhold," siger Mai, der bakkes op af fremtrædende litterater som lektor Hans Hauge fra Århus Universitet og Elisabeth Møller Jensen, direktør for Kvinfo.

"Tove Ditlevsen ville jeg personligt have slået et slag for," siger Hans Hauge, mens Elisabeth Møller Jensen mener, at Tove Ditlevsen fortjener sin egen kulturkamp:

"Fravalget udtrykker en foragt for det kvindelige univers, som udvalget åbenbart ikke har kunnet genkende kvaliteten i," siger Elisabeth Møller Jensen, der også beklager, at Ditlevsen ikke er obligatorisk, men kun 'anbefalet' læsning i Undervisningsministeriets kanon for skolerne.

Formanden for det litterære kanonudvalg, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet Finn Hauberg Mortensen, afviser dog, at fravalget af Ditlevsen betyder fravalg af kvindeerfaring og hverdagsliv:

"Vi har hverken valgt efter forfattere eller køn, men ud fra værker og indsats," pointerer han, der mener, at bl.a. Rifbjergs Og andre historier repræsenterer danske hverdagserfaringer.

Desuden er Ditlevsen langt fra det mest markante fravalg. Både Nexø og Tom Kristensens Hærværk glimrer ved deres fravær, mens essayistik er valgt radikalt fra. At bl.a. Holbergs Epistler ikke er med, giver en systematisk urimelighed i forhold til udviklingen i 800 års dansk litteratur, siger Hauberg Mortensen.

Kvalitet og støv

Anne Marie Mai er begejstret for, at tre af den litterære kanons 12 større værker er forfattet af kvinder (Leonora Christina, Karen Blixen og Inger Christensen).

Hun er desuden glad for, at udvalget med hendes ord 'stritter' af mangfoldigheden i dansk litteratur, men har svært ved at gennemskue lyrikantologiens kvalitetskriterier: "Udvalget skriver i sit oplæg, at hvis udvalget havde bestået af andre medlemmer, ville listen formentlig have set anderledes ud. Men når man netop er opmærksom på sin egen subjektivitet, kunne man have udfordret sig selv noget bedre," mener hun, der også undrer sig over, at lyrikantologien frivilligt har begrænset sig til præcis 24 digte - ikke f.eks. 25 eller 30.

Ifølge Finn Hauberg Mortensen har udvalget dog lagt helt sædvanlige litterære kriterier til grund:

"Originalitet, mod, nyskabelse, arbejdet i sprog og rytme, perspektiv, sanselighed, men vi mente ikke, at Tove Ditlevsen som prosaist eller lyriker matchede teksternes øvrige niveau," siger han, der forsvarer valget af et digt af Holger Drachmann (som eftertiden generelt har givet en ublid medfart) med digterens musikalske sprogbehandling:

"Drachmann har leveret adskillige nybrydende og originale lyriske tekster i dansk digtning, og Jeg hører i Natten den vuggende Lyd er en original indsats," fremhæver Finn Hauberg Mortensen.

Hans Hauge er derimod ligesom Anne Marie Mai generelt skeptisk over for kvalitetskriterier, der kalder sig universelle:

"Enhver ved, at universelle æstetiske kvalitetskriterier ikke findes. I sådan et udvalg er der jo studehandler og fravalg, og de fleste forfattere kommer jo ikke med," påpeger Hauge, mens Anne Marie Mai udover Ditlevsen savner nyere litteratur. Yngste forfatter på listen er Henrik Nordbrandt, debut 1966:

"Det er meget tilbageskuende og lettere støvet, mens teaterudvalget har taget stilling til det kunstneriske opbrud i 1960'erne og 1970'erne," mener Mai, mens det tilbageskuende ifølge Finn Hauberg Mortensen er helt bevidst:

"Teksterne skulle have en vis slidstyrke og historik gennem 800 år. I 1960'erne sker der en betydelig retraditionalisering, men at repræsentere det ordentligt ville fortegne den samlede kanon," mener han, der dog mener, at en kanon med mere nutidslitteratur ville have rummet flere kvinder.

Kanon kræver konsensus

Både Anne Marie Mai og Elisabeth Møller Jensen anser fraværet af kvinder i lyrikantologien for problematisk, fordi enhver kanon danner forbillede og etablerer en vis arvefølge. Også Hans Hauge mener, at kanon både kræver og skaber konsensus:

"Man kan ikke kanonisere et værk, ingen har hørt om, eller de fleste ikke vil være enige om," siger Hauge, der dog samtidig gør opmærksom på, at en statslig kanon får konkurrence af f.eks. bestsellerlister, og desuden jævnligt genforhandles:

"Man er ikke garanteret det evige liv, og det er omvendt ikke døden ikke at komme med," siger han.

Dét argument køber Anne Marie Mai ikke:

"Jeg har jo ikke mulighed for at trykke en liste over mine litterære favoritter i 175.000 eksemplarer med fondsstøtte. Derfor er denne kanon ikke kun et tilbud, men en facitliste med magt bag," siger hun."

Side 18-19: Kommentar af Lilian Munk Rösing

Side 23 og 25: Debat om kulturkanonen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu