Læsetid: 5 min.

Kvindekunst - feministisk eller almenmenneskelig

Kvindelige kunstnere og deres værker stereotypificeres og sælger dårligere - både i bogstavelig og overført betydning - og de udstiller langt sjældnere end deres mandlige kolleger. Men har samtidskunsten generelt, og kvindelige samtidskunstnere i særdeleshed, et særligt blik på det feminine og kønnet?
19. marts 2007

Kvindelige kunstnere laver særlig kvindekunst. De arbejder ofte med organiske materialer - måske fordi de har en forkærlighed for blomster og naturmotiver - og de fortæller gerne poetiske historier om deres personlige følelsesliv. Hvis de fremstiller en kvinde, er det enten en selvreference eller et feministisk udsagn. I øvrigt er de meget optaget af cyklus.

Hvor absurde sådanne påstande end er, er faktum, at fordomme som disse florerer og gør det svært for kvindelige kunstnere at præsentere deres arbejde, uden at deres køn og værkets forhold til samme straks skal italesættes. Ofte kommer dette kønsfanatiske blik til at overskygge værkernes universelle og almenmenneskelige tematikker og problemstillinger, og kvinderne går fra at være kunstnere til at være kvindekunstnere. En degradering, hvis der skulle herske tvivl.

En ligestillingsrapport fra Kunstrådet slog tidligere på måneden fast, at det fortsat står grelt til med ligestillingen i kunstverdenen. Ikke desto mindre kan man på fire københavnske gallerier og et jysk museum lige nu opleve værker af kvindelige kunstnere, der har gjort sig overvejelser i forhold til kunsten, kønnet og det kvindelige.

Eksistentielle spørgsmål

I paint what I like er titlen på en af Judit Ströms tidligere udstillinger, og udsagnet er stadig gældende for hendes praksis. Adspurgt om sit forhold til det feminine i sine værker svarer maleren Judit Ström:

"Mange tænker nok det følsomme og poetiske udtryk som feminint, men også mange mandlige kunstnere beskæftiger sig med dette felt. Det viser blot, at man ikke kan generalisere. For mig handler det om eksistentielle spørgsmål; det menneskelige sind. Jeg laver kunst ud fra, hvem jeg er; hvad der er betydningsfuldt for mig. Der hersker hårrejsende urimeligheder i samfundet og på kunstscenen, hvad angår ligestilling, men kønsmæssige spørgsmål har aldrig været godt brændstof for mit kunstneriske arbejde. De har aldrig givet mig næring til billeder.

Jeg arbejder ikke ud fra en bestemt agenda eller strategi, og når jeg blandt andet beskæftiger mig med den kvindelige identitet, udspringer det fra noget helt personligt og skal således ikke ses som en formulering af det feminine generelt. Hvis værkerne imidlertid formår at nå længere ud og berøre mere almene områder af det menneskelige sind, glæder det mig meget."

Spiller på stereotyper

På samme måde ræsonnerer Maria Wæhrens, hvis værker om noget er inspireret af et maskulint univers og emmer af referencer til pornografi og sadomasochisme:

"Jeg håber selvfølgelig, at min kunst appellerer bredt på tværs af kønnene, ligesom jeg synes, at de tematikker, jeg arbejder med, er almene. Selvom det er oplagt, at jeg spiller på stereotyper om køn og seksualitet i mine værker, er de ikke tænkt som feministiske udsagn om kvindelig eller mandlig identitet. Jeg leger snarere med de fantasier og forestillinger, der florerer, og er fascineret af den magt og styrke, man forbinder med det maskuline. Imidlertid tænker jeg denne magt som noget, der ikke er kønsspecifikt, men noget begge køn kan tage på sig i forskellige situationer. Det er i sådan en verden, mine malerier udspiller sig."

Maleren Lise Blombergs værker er ligeledes ofte blevet karakteriseret som feminine, om end hun selv udtaler:

"Det er væsentligt for mig primært at tænke almenmenneskeligt og dernæst kønsspecifikt. Jeg går ud fra, at ens køn- for langt de fleste mennesker - indgår som del i ens mangfoldige individ, og det kan man på godt og ondt ikke sætte sig ud over. Jeg vurderer selv, at spørgsmål om køn fylder 25 procent af min kunst. Derfor er det ikke urimeligt, at der fokuseres på det aspekt, men det er fortsat påfaldende, at de øvrige almenmenneskelige tematikker, jeg arbejder med, og som altså udgør 75 procent af mit arbejde, ikke møder helt samme interesse. Når jeg arbejder med den kvindelige identitet, sker det ikke ud fra et radikalt kunstfeministisk perspektiv, selvom jeg har stor forståelse og sympati for den vej, det har banet for nutidens kunstnere. De landvindinger betyder blandt andet, at jeg som kunstner kan tillade mig at arbejde med dybereliggende psykiske problemstillinger, der angår kønnet. Tidligere tiders feminismer har et efterslæb, som jeg mener skal bearbejdes for eksempel i forhold til kvinders selvforståelse og temaer som afvisning, bekræftelse, melankoli. Relationen mellem mand og kvinde er interessant og optager mig."

Kønnet afspejles altid

Kathrine Ærtebjerg maler udelukkende kvinder, når hun gengiver mennesker, og bruger konsekvent ordet 'hun' frem for 'han' i værktitler. På spørgsmålet om, hvilken rolle kønnet og den kvindelige identitet spiller i hendes kunst, svarer hun:

"Det spiller en stor rolle. Når man som jeg skaber værker, der handler om identitet, seksualitet og køn, så vil ens eget køn altid afspejles. Mine værker er ikke er biografiske, men jeg tager ofte udgangspunkt i min egen erfaringsverden og mennesker, jeg er tæt på, f.eks. veninder. Jeg tror ikke, at kønnet kan adskilles fra individet, og jeg tror, at mænd og kvinder på mange måder har forskellige forudsætninger for at indgå i verden, fordi kønnene er blevet skolet forskelligt. Det betyder dog langtfra, at jeg ser mig selv som kvindekunstner, tværtimod. Min baggrund for kun at male kvinder og bruge ordet 'hun' er et bevidst forsøg på at italesætte et kvindeligt subjekt og vise muligheden for at kunne tale om generelle, almenmenneskelig ting ud fra det. Jeg arbejder ikke med et kvinde-politisk budskab og kan godt lide, at mine billeder er flertydige og peger mere på en indre verden end på, om det nu er kvinden eller manden, der vasker op. Det ændrer dog ikke ved, at vi selvfølgelig skal arbejde for ligestilling både med henblik på repræsentation i kunstinstitutionerne og i samfundet generelt."

Mere kvindekunst, tak!

Lilibeth Cuenca Rasmussens interesse for kønsproblematikker er generel, men blev for alvor stadfæstet, da hun præsenterede videoinstallationen Cock Song i x-rummet sidste år. Hun udtaler:

"Mine værker handler ikke kun om køn, men om mennesker og almene, universelle problematikker og temaer, men når jeg arbejder med køn, fremhæver jeg alt det feminine, jeg kan trække på. Imidlertid skaber jeg altid en kvinde, der ikke er et offer, men er aktiv og stærk på det mentale og idemæssige plan. Jeg er meget bevidst om kønnets repræsentation i mine videoer. Min seneste video The Artist's Song, handler om at være kunstner. Det er et alment tema, der ikke handler om køn, men idet jeg er kvinde, vil jeg gerne fremhæve det feminine, fordi jeg er stolt af det. Samtidig skal min karakter have styrke, mod og vilje og ikke være for piget. En rollemodel karakteriseret af nostalgisk længsel efter barndommen eller en Lolita-figur er ikke frugtbar, hvis man gerne vil have et budskab igennem med sin kunst i forhold til kønnet og det feminine. For den ulighed, der hersker, er virkelig skræmmende. I København kan jeg kun nævne to gallerier, der repræsenterer kønnene ligeligt (kirkhoff og Mogadishni). Til gengæld åbner Brooklyn Museum i New York meget snart en særlig afdeling på museet for feministisk kunst, og jeg glæder mig til at se en masse kvindekunst."

Maria Wæhrens: Donde está la Maria. LARMgalleri, til 4. april

Judit Ström: Silhouette Strings. Helene Nyborg Contemporary, til 4. april

Lise Blomberg: Paths in the Garden. Mogadishni CPH, til 4. april

Lilibeth Cuenca Rasmussen: A Void. Kirkhoff Contemporary Art, til 28. april

Kathrine Ærtebjerg: Særudstilling. Skovgaard Museet, til 3. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu