Læsetid: 1 min.

Kvindelige arabiske journalister i frontlinjen

Kvinder er i forreste linje som krigsreportere i det ellers mandsdominerede Mellemøsten
29. juli 2006

En mandlig studievært styrer på sikker afstand af krigen afviklingen af nyhedsudsendelserne på den arabiske tv-station al-Jazeera i Doha, mens to kvindelige korres-pondenter klædt i sikkerhedsveste rapporterer live fra begge sider af den israelsk-libanesiske frontlinje.

Dette er den nye virkelighed, når den arabiske offentlighed følger dækningen af kamphandlingerne i Libanon. Kvindelige arabiske korrespondenter, deriblandt irakiske kvinder, bliver i stigende grad brugt af arabiske tv-stationer til at dække konflikterne i regionen, og en del er blevet dræbt under udførelsen af deres arbejde.

Den 23-årige libanesiske freelance-fotograf Layal Nagib blev for få dage siden dræbt på stedet i det sydlige Libanon, da et israelsk missil ramte den taxa, som hun kørte i. Et andet kvindeligt medlem af pressekorpset i Libanon er Katia Nasser, som er blevet et kendt ansigt i de arabiske lande i de seneste dage.

"Jeg meldte mig frivilligt til at tage til det sydlige Libanon, selv om jeg normalt arbejder på tv-stationens newsroom i Doha," siger hun og tilføjer: "Ledelsen forsøgte ikke at tale mig fra det, fordi jeg er kvinde. Tværtimod tror jeg, at de satte pris på min beslutning," siger hun.

Kvinder er ellers normalt tilbageholdende i de mandsdominerede mellemøstlige samfund, men i de elektroniske medier er det oftere og oftere dem, som står i forreste linje. Tv-stationen Al-Arabiya i Dubai sendte også kvindelige journalister til Beiruts forstæder, mens Libanons private tv-stationer også fortrinsvis sendte kvinder til brændpunkterne i landet, da kampene blev optrappet.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her