Læsetid: 3 min.

Kvinder æder mænd

30. oktober 2002

Åbenbart interesserer og provokerer det mange mennesker voldsomt, at der nu skrives ’råt’ om kvinders seksualitet. Der skældes ud, og der uddeles roser. Men som en understrøm af interesse går for eksempel Catherine Millets udskældte seksuelle selvbiografi i det ganske Europa – og et godt stykke ud i resten af den vestlige verden – som varmt brød. Selv om den både går under bæltestedet og et godt stykke ind. Eller netop derfor. Intet er så spændende som ’det mørke kontinent’, der er at finde under kvindernes skørter. I Danmark har vi vore egne damer, der tager bladet fra munden og både taler og fylder godt op i det offentlige rum: Som Maria Marcus med sin selvbiografi Med krop og sjæl, eller Suzanne Bjerrehus, der bedriver seriel romantik i Livet i mine mænd.

Kritikernes reaktioner er lige så forskellige, som bøgerne er det. Fra ørkenvandring til begejstring, med behørigt hensyn til bøgernes litterære kvalitet. Men er der overhovedet brug for denne næsten regressive litteratur, hvor kvinden for en stor del er genstand for mandens lyst – og oven i købet nyder det? Nu troede vi lige, vi havde alt det der med den seksuelle frigørelse godt på plads. At gøre lige hvad man vil. Også selv om man er kvinde. Trenden er at have en hel del partnere, så man kan ’prøve sig frem’. Så finder man ’den eneste ene’ og gifter sig og udlever en blomstrende seksualitet, inklusive børn og job og alt det andet, der skal lykkes. Man har et afslappet forhold til vibro-dildoer, SM-fantasier og G-strenge og kan i damebladene ud over opskrifter på nøddeis med hindbærcoulis finde lige den pisk med pikhåndtag, der kan live op på et hvilket som helst forhold. Alt er gennemtygget, normaliseret og ordnet på linje med tøjvask, indkøb, livsforsikring og sexkategorier på internettet. Og basis for alt dette er selvfølgelig venskab, tryghed og et fornuftigt forhold til tilværelsen. Ingen ved, om det holder. Endnu.

Hvorfor skal der så komme nogle midaldrende damer og skrive vanskelige, provokerende (sex)livshistorier, hvor der overhovedet ikke er noget, der går op i en højere enhed, hvor lysten udleves grænseløst og fortabende, og hvor mænd, børn og redningsbåde tilsidesættes i livsprojekter, som ingen ved deres fulde fornuft kan tilslutte sig?
»Hjertet har sin fornuft, som fornuften ikke kender noget til«, skrev tænkeren Blaise Pascal sådan nogenlunde i det tænksomme 17. århundrede. Hjertet og de romantiske forestillinger har kvinder været garanter for i hundredvis af år. Måske er de det stadigvæk. For når kvinder beskriver deres lyst – uden omsvøb eller slør – langt ind under skørterne og et godt stykke ind i sjælen, bebrejdes de i al fald for at være: hjerteløse. Kvinderne skulle jo redde kærligheden, dér hvor mænd kun har tanker for seksualiteten og i øvrigt ikke ser længere ud i verden end rækkevidden af deres eget kønsorgan.

Den franske jurist Marcela Iabub konstaterer så tørt som en ulysten skede i Liberation, at »i stedet for at kvinder i vore dage har ret til en lige så fri, alsidig og talrig seksualitet som mænd, forsøger man at civilisere mænds seksualitet, så den får det samme udtryk som kvinders. I stedet for at sige, at kvinder muligvis kunne have lyst til at fortære mænd«.
I vore dage forventer man sig uhæmmet, at kvinder skal have lyst til at blive magthavere, direktører og fanden og hans pumpestok, og man undrer sig over, hvorfor de ikke bare tager magten. For vi gør jo alle, lige hvad vi har lyst til, og hvem er det nu egentlig, der har tænkt over, hvad lysten består i? Læser man godt efter, er der ingen af de ’pornografiske’ damer, der skriver manifester. Til gengæld skriver de ekstremt subjektivt. »Gør, hvad du har lyst til, men dette var, på godt og ondt, vor lyst,« skriver de sådan cirka. Og det er nyt.
Der er nogle ældre og meget erfarne damer, der har skrevet nogle bøger om, hvordan livet og seksualitet hang sammen for dem. Og det hænger så igen dybt sammen med resten af samfundets tilstand, at man – i stedet for at forarges eller at puste sig op som skråsikker bedrevidende – i al ydmydighed kunne hviske ssshhh: Hvad er det mon, de vil fortælle os?

tib

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her