Kvinder for Friheds hule søstersolidaritet

Det er på tide, at der udvises søstersolidaritet overfor muslimske kvinder, udtaler Vibeke Manniche, der er forkvinde for den nystiftede forening Kvinder for Frihed i en artikel i Information den 4. april.

Således arbejder foreningen aktivt for at den kvindelige tv-vært i programmet Asmaa og Adam, der sendes på DR2, skal bortvises fra sendefladen, fordi hun har valgt at bære tørklæde.

Denne søstersolidaritet klinger yderligere hult, når man i foreningens pressemeddelse kan læse, at det muslimske hovedtørklæde er et "synligt, fanatisk religiøst symbol", og at Asma Abdul Hamid er kendt som "islamisk fanatiker og tilhænger af sharia."

Frihedsrettigheder er åbenbart betingede af den enkeltes religiøse og politiske overbevisning, og det er endog meget svært at få øje på den fremstrakte hånd til kvinderne, når retorikken er så uforsonlig og hård.

Misforholdet mellem hvad der fremføres som målsætningen for foreningens arbejde, nemlig et grundlæggende princip om "ligeværdighed og ytringsfrihed, som de fornemste af alle frihedsrettigheder, som selve fundamentet for et levende, moderne demokrati" (se foreningens hjemmeside på www.kvinderforfrihed.dk) er oprørende al den stund, at Asma Abdul Hamid med rollen som studievært tydeligvis udfordrer udbredte fordomme om muslimske kvinder - både i forhold til den danske offentlighed og visse patriarkalsk-sindede indvandrerkredse.

At dømme ud fra deres hårde udfald mod muslimske kvinders ret til at bære tørklæde i det offentlige rum, er det i virkeligheden friheden til suverænt at definere og bestemme vilkårene for kvindekamp på vegne af de etniske kvinder i Danmark, der lader til at være hovedformålet med Kvinder for Friheds arbejde.

Deres aggressive fremfærd i forhold til Asma Abdul Hamids person er ganske givet foranlediget af den kendsgerning, at hun på vegne af en række muslimske organisationer anlagde sag mod Jyllands-Posten i forbindelse med Muhammed-tegningerne.

Netop Muhammed-krisen fremdrages som den væsentligste årsag til oprettelsen af foreningen, som i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts valgte at politianmelde de omrejsende imamer under henvisning til deres landsskadelige og kvindefjendske virksomhed.

Den uforsonlige og generaliserende retorik, som er gennemgående i artiklerne på foreningens hjemmeside (med bidrag af blandt andre islamofoben Lars Hedegaard) udgør en rodet og farlig sammenblanding af begreber om kvindekamp, ekstrem islamisme og selektiv ytringsfrihed, og indeholder hverken konstruktive forslag til hvad der kan gøres for de etniske kvinder, der befinder sig på krisecentrene, for de unge piger som tvinges til at vælge mellem en dansk virkelighed og en utopisk hjemstavn, eller for den ufaglærte, der har svært ved at lære dansk.

Den bekvemme fællesbetegnelse "muslimske kvinder" dækker i realiteten over en mangfoldig vrimmel af forskellige nationaliteter og overbevisninger, som vanskeligt lader sig sætte på en enkelt formel, og der er ingen fremtid for en ligestilling, der gælder alle kvinder i Danmark "uanset alder, race og religion," hvis nogle på forhånd dømmes ude.