Naturligvis har mainstream-Hollywood også gjort sig gældende på den røde løber i Cannes i år. Star Wars, der blev vist tidligt på festivalen, løb med en del opmærksomhed, men det er to moderne fortolkninger af den klassiske film noir, som ret beset har haft mest nyt at byde på - Shane Blacks Kiss Kiss Bang Bang, der bliver vist uden for konkurrencen, og Robert Rodriguez og Frank Millers Sin City, der måske en smule overraskende er med i konkurrence.
Manuskriptforfatteren og skuespilleren Shane Black har skrevet tre af de bedste og mest vittige actionfilm gennem de seneste 20 år, Dødbringende våben (1987), The Last Boyscout (1991) og The Long Kiss Goodnight (1996), der alle rummer en mængde populærkulturelle referencer, en rap dialog og nogle benhårde og fysisk og mentalt arrede mennesker med et noget desillusioneret syn på livet.
Desværre blev kun den første af Blacks film, som han skrev, da han var midt i 20'erne, en stor succes, og det har været svært for ham at få realiseret sin instruktørdebut, Kiss Kiss Bang Bang, der har amerikansk premiere senere på året, og som forleden blev vist i Cannes.
Måske ikke så overraskende, hans øvrige arbejde taget i betragtning, har Shane Black denne gang kastet sig over L.A.-privatdetektiv-genren, og han har lavet en meget morsom, begavet, cool og smart - indimellem måske lidt for smart - film noir, der er så fuld af in-jokes og meta-lag, at man med fordel vil kunne se den flere gange.
Selvbevidst ånd
Black sagde ved pressemødet, at han er meget inspireret af Raymond Chandler - Kiss Kiss Bang Bang er delt ind i kapitler, der har taget deres titler fra Chandler-historier - og det er heller ikke svært at høre et ekko af Philip Marlowes selvironiske røst i Robert Downey Jr.s Harry Lockheart, filmens hovedperson og historiens fortæller.
Vi begynder til en fancy fest i Hollywood, men helt i Kiss Kiss Bang Bang og genrens selvbevidste ånd stopper Harry historien - det sker flere gange i løbet af filmen - for lige at forklare, hvordan han overhovedet er kommet med til den fest. Faktisk er han kun en ussel tyv fra New York, der på flugt fra politiet uforvarende endte i en prøvefilmning på en Hollywood-thriller og gjorde det så overbevisende - han var bare sig selv - at han blev hyret, fløjet til Hollywood og installeret på et hotel.
Nu skal han have lektioner i at være detektiv af den strømlinede Perry Van Shrike (Val Kilmer) - kaldet Gay Perry, udtales Gai Pari, fordi han er homoseksuel - og snart er det umage makkerpar involveret i en speget og livsfarlig sag, der også omfatter en sexet skuespillerinde, Harmony (Michelle Monaghan), som Harry viser sig at være vokset op sammen med og altid har været hemmeligt forelsket i.
Okay, det er ikke historien, der er det vigtige i Kiss Kiss Bang Bang, der har taget sin titel fra en aldrig benyttet James Bond-sang, som igen refererer til japanernes øgenavn til agent 007: Han kæler med damerne og skyder på skurkene, og det er basalt set også, hvad der sker i Blacks film. Nej, det interessante og morsomme i Kiss Kiss Bang Bang er Blacks på én gang respektløse og kærlige omgang med allerede kendt og ofte gennemtygget materiale, karakterernes bevidsthed om, at de medvirker i en film, og den rappe dialog, der vækker mindelser om både screwball-komedie og Billy Wilder-noir-klassikeren Kvinden uden samvittighed, en anden af Blacks store inspirationskilder.
Fortællinger om synd
Downey og Kilmer synes at befinde sig vel i deres roller, og deres samspil er intet mindre end forrygende. Kilmers detektiv er en cool cat, der altid ved, hvad der skal gøres, Downeys Harry er fjolset, der ikke aner, hvad det er, han har rodet sig selv ind i, og heller ikke gør det nemt for Gay Perry at finde ud af det.
De bidske bemærkninger sidder løst hos begge hovedpersoner, og man kan ikke i hvert fald ikke klandre Shane Black for at holde sig tilbage - på et tidspunkt vender Harry og Perry sig sågar mod publikum og kommer med en lidet overbevisende undskyldning til dem ude i Bibelbæltet.
Det er mere, end hvad hovedpersonerne i Sin City kan få sig selv til. Men det siger måske sig selv, når man bor i en by med det navn. Filmen, der er skrevet og instrueret af Robert Rodriguez og Frank Miller, er baseret på en række populære, stilskabende grafiske noveller af Miller, der gennem de seneste 20 år har været en af de store fornyere af ikke mindst den amerikanske superheltetegneserie.
Sin City er en fiktiv by på linje med Batmans Gotham City og Supermans Metropolis, og ligesom de to byer er den i glimt også ganske genkendelig - det kunne være bagsiden af Los Angeles. En række bizarre eksistenser - psykopatiske mordere, korrupte strømere og politikere, poetiske hitmen, farlige og forførende prostituerede - befolker Millers Sin City-univers, som er stykket sammen af en række korte, sort-humoristiske og temmeligt voldsomme fortællinger, der handler om synd og dens ofte fatale konsekvenser og i filmversionen vrider sig ud og ind mellem hinanden.
Opfindsom
Det er en brutal, amoralsk verden fuld af shades of grey - ingen er udelukkende gode, mange er gennemført onde - og det er for så vidt ikke så interessant at genfortælle de enkelte historier, fordi de alle er blevet fortalt adskillige gange før - bare ikke så visuelt originalt og energisk som her.
At se Sin City er som at opleve Frank Millers tegneserie træde lyslevende ud af de to-dimensionale tegneseriesider. Figurerne bevæger sig rundt i hyperstiliserede, sort/hvide-omgivelser, hvor blodet flyder tykt og rødt og næsten bliver et sindbillede på film noir-genren.
Robert Rodriguez, der også har lavet Desperado-trilogien og de tre Spy Kids-film, er en yderst opfindsom én-mandshær af en filmskaber - instruktør, producer, fotograf, klipper og komponist - som sjældent lader sig stille hindringer i vejen. Han insisterede f.eks. på at lade Miller blive krediteret som medinstruktør og måtte melde sig ud af den amerikanske instruktørfagforening, fordi den ikke ville tillade det.
Skuespillerne, der inkluderer Bruce Willis, Mickey Rourke, Elijah Wood, Cliwe Owen, Brittany Murphy og Rosario Dawson, har ikke voldsomt meget at arbejde med, selv om Miller forsøger at vise både deres hårde og bløde sider, men de får hver især alligevel etableret deres figurer som unikke brikker i hans og Rodriguez' labyrintiske puslespil.
Hvis Sin City har et problem, er det, at den bliver ved for længe, og at man besynderligt nok, midt i al denne vold og sex, faktisk begynder at kede sig en smule. Det er ikke nogen oplagt palmevinder, men en usædvanlig film at se i Cannes.
www.festival-cannes.dk
Sin City har dansk premiere den 3. juni. Kiss Kiss Bang Bang kommer senere på året
