Læsetid: 5 min.

Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud

Det tog mere end 100 år, førend en kvinde fik lov til at tage over, men så var det til gengæld hele to af slagsen, der fik i opdrag at kuratere Venedig Biennalen, som åbner i morgen for 51. gang. De to kuratorer er til gengæld ganske uenige om sigtet: Om det er en feministisk biennale eller ej
10. juni 2005

Venedig Biennalen er en af de allervigtigste begivenheder på den internationale kunstscene, hvilket egentligt kan undre. At en biennale, der er bygget op om noget så altmodisch som nationale pavilloner, med så stor succes fastholder sin plads midt i en globaliseret samtidskunst.

Ganske vist er der kommet nye lande til. I år eksempelvis Afghanistan og Albanien, Kasakhstan og Kirgisistan - i alt 70 lande. Men biennalen har overlevet som et væsentligt pejlemærke på kunstscenen siden 1895, mere end 100 år i en mildt sagt omskifteligt kunsthistorie. Som en amerikansk kunstkritiker med britisk reservation har formuleret det: Om ikke andet er Venedig en 'overlever'.

Og overlevelse har igen og igen været et tema for biennalen, Som en anden rockmusiker har den prestigefyldte kunstudstilling levet helt ude på kanten, derude hvor man er lige ved bukke under for stofferne og alkoholen.

Sidste gang - i 2003 - var det varmen, der var lige ved at slå benene væk under det hele. 40 grader i skyggen. Vindstille. Det internationale pressekorps var lige ved at give op sammen med kunstnerne og de kunstprofessionelle - kuratorerne, museumsfolkene, galleristerne. Den danske kunstnergrupper Superflex havde som de eneste ramt helt rigtigt: På den alternative udstillingsplatform Utopia Station introducerede de den politisk korrekte læskedrik Guaraná Power.

Mest på grund varmen, men også på grund kaotiske installationer, blev Biennalen i 2003 med mild ironi omdøbt til døden i Venedig.

Ofte politiserende

Venedig er ikke monumental på samme måde som Dokumentaen i Kassel, der finder sted blot hvert femte år. Siden 1976 har biennalen været forsøgt styret af et fælles tema - men som oftest har temaerne enten været så flyvske, at det ikke har begrænset nogen i nogen som helst retning, eller også har kunstnere og kuratorer på høfligt italiensk ignoreret instruktionerne.

I årenes løb har Venedig Biennalen stillet sig til rådighed for tidsånden. Det er både dens svaghed og dens styrke. Det var dens svaghed i 1931, da bystyret i Venedig overlod kontrollen med biennalen til den fascistiske regering og de deraf følgende mindre heldige kunstneriske prioriteringer i årene op til Anden Verdenskrig. Det var dens styrke i 1968, da ungdomsoprøret satte sig på tværs, og det var dens styrke i 1974, da hele Biennalen samlede sig og løftede Chile som tema i protest mod Augusto Pinochets styre. Først og fremmest er det denne åbenhed, der gør, at samtidskunsten har fundet sig til rette midt i en af verdens allermest anakronistiske byer. Midt mellem byzantinske kirker og dekadente paladser.

Men fra i år er det være slut med italiensk kaos og tilfældige tidsstrømninger. Da Biennalen 2003 (døden i Venedig) var overstået, blev Venedig Biennalen omdannet til en fond og en tidligere bankmand, Davide Croff, hvis karriereforløb gik fra bilgiganten Fiat over Banca Nazionale di Lavoro, blev indsat som direktør.

Da han på et pressemøde i oktober i fjor fortalte om sine planer, var alting 'for første gang': Det var første gang, at en kvinde blev kurator for Biennalen, det var første gang at der var to kuratorer, og faktisk var det for første gang at der var hele tre kuratorer. For Croff introducerede en 36 måneders plan og udnævnte med det samme lederen for biennalen 2007: for første gang en amerikaner, Robert Storr.

En ny orden

Allerede til efteråret vil Storr begynde at afholde seminarier i de store biennale-byer som Istanbul, Sao Paulo og Shanghai. Og til december vil der blive konkluderet på et stort anlagt symposium i Venedig, der skal angive retningen for Biennalen 2007. Davide Croff mener, at det var blevet for uklart, hvad Biennalen egentligt stod for. Som han formulerede det fornylig i et interview i Financial Times:

"Samtidskunsten er blevet mere kompliceret. Det voksende antal sprog, som kunstnerne betjener sig af, de mange følger af globaliseringen og de voldsomme begivenheder i den nyere verdenshistorie gør, at tingene er mere forvirrede. Vi har ingen ambition om at ville forklare det hele, men blot at sige: Ok, lad os prøve at sætte tingene ind i en ny orden."

Kritikere har indvendt at Croff på den måde låser biennalen fast i en bedømmelse af og et bestemt syn på samtidskunsten. Og man kunne indvende, at Venedig Biennalen i højere grad kommer til at minde om Dokumentaen. Men Croff mener ikke, at ambitionen er ny:

"Biennalen har altid været optaget af ikke blot at afspejle de væsentlige tendenser i samtidens kunst, men også at foregribe udviklingen. Det har altid været en del af biennalens kulturelle mission."

Kvinder eller ej

Rosa Martínez og María de Corral - de to spanske kvinder, der styrer dette års biennale - blev fornyelig betegnet som personager fra en af Pedro Almodóvars film Kvinder på randen af et nervøst sammenbrud.

Det var ikke ment så meget som en karakteristik af de to kvinders sindsstemning, så meget som en karakteristik af de udfordringer, de to spaniere stod overfor. Budgetterne er blevet beskåret gevaldigt i år - sådan er det med en bankmand for bordenden - og antallet af deltagende kunstnere uden for de nationale pavilloner er blevet skåret fra over 300 sidste gang til under 100 i år.

De laver ikke én udstilling sammen, men en hver. María de Corral, der blandt andet har været direktør for det moderne Reina Sofia Museet i Madrid, har ansvaret for en mere historisk - så historisk som det nu bliver med samtidskunst - udstilling i den italienske pavillon.

"Jeg er interesseret i at fremhæve relationen mellem kunstnere i forskellige generationer, i ideer, der dukker som fragmenter eller skitser," forklarede hun fornyelig. Corral mener ikke, at man kan tale om en særligt feministisk agenda på årets biennale:

"Jeg har ingen overlagt agenda om at inkluderer flere kvinder."

Det har til gengæld Rosa Martinez. Allerede da hun blev udpeget, tolkede hun sin egne udnævnelse i Artforum:

"Jeg er fuldt ud bevidst om den feministiske dimension i denne udnævnelse," sagde hun i oktober sidste år.

Martinez står for udstillingen i den monumentale renæssance-værftsbygning Arsenale. Hun har inviteret det feministiske kunstnerkollektiv Guerilla Girls, men er utilfreds med, at blot en tredjedel af de 92 inviterede kunstnere er kvinder - selvom andelen aldrig har været højere. I den danske pavillon er tre af de fem kunstnere kvinder.

"Jeg tror på positiv særbehandling," forklarede Martinez i sidste til The Economist. "Jeg ville have, at halvdelen af kunstnerne skulle være kvinder. Men jeg kunne ikke finde nok, fordi kvindelige kunstnere har børn, kærester og skilsmisser, som forsinker deres karriere. De samme ting sker også for mænd, men på en eller anden måde fortætter deres karriere. Kvinder kan ikke slappe af."

Venedig Biennalen åbner officielt i morgen og for publikum søndag og er åben indtil den 6. november. Se hele programmet på www.labiennale.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu