Læsetid: 4 min.

Kvinders lod

5. september 2001

Mærkeligt som medierne henrykt stiller op, når en bog rummer en provokation mod kvinder eller feminismens landvindinger. Tag nu Lone Nørgaards nye bog, Børn, løgn og kvinder, der udkom i går. Med sin blanding af kvindeligt selvpineri, betoning af familielivets sure sider og godt opfangede pointer i ligestillingsdebatten er både bogen og debatten om den en
’ægte Nørgaard’: Kategorisk, skinger, provokerende – og båret af et dybfølt engagement i børnenes skæbne som dem, der i hvert fald taber krigen mellem kønnene.
Straks åbner SøndagsBerlingeren og landsdækkende tv mikrofonen for de vise ord: »Gå på deltid, kvinder med børn! Hos manden er nemlig ikke megen hjælp at hente, og sådan er det bare.«
Unge mennesker tror det næppe, men faktisk er det ofte sandt: Et barn i familien får kønsrollemønstre til at reproducere sig på mystisk vis, så en kvinde på barsel hurtigt opdager, at moderskabet umærkeligt er blevet et hus-moderskab, med fuld samkvemsret med støvsuger og køleskab. Ikke fordi kvinderne ikke vil give magten i hjemmet fra sig, men fordi mænd statistisk set er bedre til at sætte grænser og bevare deres egne behov for selvrealisering, også når barnet trækker i sine forældre med usynlige tråde af omsorg og kærlighed. En hel del mænd tager reelt ikke ansvar for det hjemlige, men skal bedes pænt om alting ned i små detaljer. Meget få mænd påtager sig den halvdel af børneomsorgen, der ligestiller en ung far og mor i karrieren. Visse mænd kan presses til at holde barselorlov, men holder den så på jobbet, med babyen vel deponeret hos sekretæren i forkontoret. En mand på børne-orlov er sjælden (samt sexet og elsket!) som en rose i maj – og sådan kunne man blive ved.
Problemet synes uløseligt, for hvad gør folk, der både ønsker sig et interessant arbejdsliv, at få børn med den de elsker og at leve lykkeligt til deres dages ende med to-fire gulnæbbede små? Det kan vel ikke være for meget forlangt?

Men for det første er det faktisk ret meget forlangt. Det er stort set kun nutidens vestlige kvinder (og mænd), der overhovedet kan forestille sig sådan noget, og så på én gang. For bare en generation eller halvanden siden hang også danske kvinder fast i små, forkomne ægteskaber, fordi de ikke kunne forsørge sig selv og deres børn. Herom kan man læse i Lone Kühlmanns netop udkomne muntre og tankevækkende Livet er ingen Strøgtur, hvor damebrevkasseredaktører gennem 60 år besvarer breve, der overvejende vidner om en hverdag mellem nullermænd, stofbleer og ægtemænd, som en kvindelig stud.polit. anno 2001 ville flygte fra en-to-tre.
Men selvfølgelig er det hykleri ikke at indrømme, at virkeligheden ikke ser ud som især kvinderne håbede, den ville. Men som det gælder for alle illusioner er man bedre stedt uden dem, og kampen begynder med at erkende realiteterne. Som også er, at mænd i det store spil ikke bør have held med at smøre ansvaret af på kvinderne. Nørgaard påpeger vittigt i sin bog, hvordan Socialforskningsinstituttets Jens Bonke under videnskabs maske fik forklaret offentligheden, at når drenge hjælper mindre til hjemme end deres søstre, ja, så er det selvfølgelig Mors skyld, hvis ellers?! Det kan vel ikke være fordi Far ikke kerer sig om det?
Men alligevel er Nørgaards udgangspunkt og grundtone så underligt sørgelig. Hun får livet til at lyde som en jammerdal af umulige valg, blandt andet ved at betone sjældne ekstremer: »Kvinder bliver nødt til at indse, at hvis de virkelig vil blive til noget, der fører til magt og indflydelse og Nobel-priser, så må de give afkald på at få børn,« meddelte hun i SøndagsBerlingeren den 2. september. Jamen, hvor mange af os – mænd og kvinder – har ambitioner om at få Nobelprisen? Og hvis man har, er det så klogt at bygge sit livs succes op på noget, man ikke selv afgør?

MAN MÅ VEL også tro, at der trods alt er mange slags mænd, mange slags ægteskaber, og at kønsrollerne stadig er til forhandling. Blandt andet fordi en kvinde faktisk udmærket kan forlade sin mand med unger og det hele, hvilket skilsmissetallet jo vidner om
(oftest på kvindeligt initiativ, og huslig dovenskab hos ægtemanden er en hyppigt angivet årsag). Ganske vist vil både mænd og kvinder fra efter-68-generationerne gøre meget for at holde sammen på familien. Men kan man ikke bøje sig mod hinanden, skiftes til at realisere det ene og det andet, vente til børnene er blevet større før man sætter turbo på karrieren (vi nævner i flæng
‘taberkvinder’ som Anne Knudsen, chefredaktør, og Hanne Bech Hansen, Københavns politidirektør, der begge har gjort karriere, da de kom i 40’erne og deres børn var store) – ja, så må man jo blive skilt og koncentrere sig om jobbet til ud på aftenen de uger, hvor den anden har børnene, og hente dem tidligt i sine egne. En ordning så succesrig, at man kan undre sig over, at folk dog ikke fandt på det, mens de var gift.
Men det, man også må fastholde, er at det trods alt er et privilegium at have disse valg. Det er en kildrende fryd at se sine børn vokse op, en glæde med hår på brystet at trykke den af på jobbet, dejligt at have én at dele livet med. Og et værre mas at få det hele til at fungere i den kompakte periode fra man er sidst i 20’erne til først i 40’erne.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her