Læsetid: 3 min.

Kvindestemmer

14. februar 2003

I dag udkommer en vidunderlig roman, George Eliots Middlemarch, der af tekniske grunde blev anmeldt i Information allerede i går. Middlemarch er den måske berømteste ’samfundsroman’ nogensinde, også måske, fordi den aldrig bliver kedelig. Det er en bog, hvor ’hovedpersonen’ er et helt samfund med land og by, høj og lav, landarbejder og godsejer, og som noget nyt, den ambitiøse akademikerklasse, der altid mangler penge. Handel, sladder og ægteskaber knytter samfundet sammen.
150 år har Middlemarch, der har kanonisk status i sit hjemland, mærkeligt nok været om at sejle over Nordsøen i dansk oversættelse: Middlemarch, ’Midtkøbing’, er en typisk engelsk provinsby omkring 1830 (inspireret af Coventry, hvor Eliot boede i sin ungdom), men beskrevet 1871-72. Den beskriver altså ’samtiden’ med en forsinkelse som en roman fra 2003 om livet i 1960’erne.
»Af alle engelske romanforfattere har George Eliot den bedste hjerne (’mind’)«, mener litteraturprofessor W.J. Harvey i sin introduktion til den engelske standardudgave af romanen, og Harvey parallelliserer Eliot til en anden udpræget ’samfunds’-forfatter som Thomas Mann.

Hvordan kan netop en kvindelig forfatter stå så fejret og centralt i sin sam- og eftertid? George Eliot, født Mary Ann (Marian) Evans, var datter af en anset godsforvalter i Warwickshire, men blev udmærket uddannet og ad en række omveje redaktør af et videnskabeligt og kulturelt magasin. Her mødte hun tidens store forfattere, fra Dickens til Stuart Mill og indledte i 1854 et lykkeligt samliv med kritikeren George Henry Lewes, som varede til hans død i 1878 – dog kunne han ikke blive skilt og gifte sig med hende, hvilket isolerede særligt hende fra familie og selskabsliv. I 1880 giftede hun sig med den langt yngre John Walter Cross, som efter hendes død samme år skrev den første biografi om hende.
Men trods Eliots sociale marginalisering som en kvinde, der selv vælger sit liv og sin mand og betaler prisen, blev hun på ingen måde kulturelt marginaliseret. I det hele taget rummer engelske litteraturhistorier ingen særlige indhegninger for ’kvindelige forfattere’, der, underforstået, ellers aldrig havde fået sneget sig ind i litteraturhistoriens mandlige kánon. Og ingen nutidsafhandlinger har haft nødig at trække oversete engelske kvindelige forfattere fra 1800-tallet frem af den mølpose, som en ugunstig samtid henlagde deres knap udfoldede talenter i.
Lettere sindssygt ville det vel også virke at smaske genier som Jane Austen, Charlotte Brontë, Emily Brontë og George Eliot sammen i én kasse, adskilt fra mandlige kolleger som Dickens, Scott og Thackeray, som de omgikkes, og som læste deres bøger med samme interesse og gensidige inspirati0n, som kvinderne læste dém.
England i det 19. århundrede er det forunderlige land, der skønt stadig et klassesamfund også har et tidligt og livligt parlamentarisk liv samt ’kaffeklubber’, hvor der diskuteres politik. Og altså allerede fra begyndelsen af 1800-tallet, hvor Jane Austen med succes udgiver sine romaner, en tydelig kvindelig stemme, der ikke kun ytrer sig spagfærdigt om kvindeanliggender, men byder ind på selve kernediskussionen om, hvad samfundet skal gå ud på.
Austens ’social comedy’ og udsøgte sans for økonomiske forholds betydning, Charlotte og Emily Brontës visioner om at give kvinder og mænd samme ret til en plads, en stemme og til selv at vælge deres liv, Eliot, der med sit kølige overblik danner en elegant modpol til Dickens’ sentimentale frodighed – alt dette virker så rystende moderne, at man i Danmark skal frem til 1970’erne for at finde kvindelige forfattere, der på samme måde står solidt i mainstream, og som Suzanne Brøgger definerer samfundet på en måde, så det aldrig bliver helt det samme igen.

Man kunne fristes til ganske enkelt at give de stemmer ret, som i kønsligestillingen måler et samfunds evne til social dynamik. Eliots Middlemarch med dets træge jordbesiddere, religionskonflikter og massive sociale skel kan –på en vis afstand – minde om vore dages arabiske verden, hvor der også er liberale stemmer, der taler for demokratisering, uddannelse af kvinder og større ligestilling mellem kønnene. Må de få vind i sejlene og af imperietidens England – som der også er meget grimt at sige om – lære, hvad der faktisk er at lære af fortiden.

mlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu