Læsetid: 4 min.

Kyllinge FN?

6. marts 1997

FN'S EVAKUERING AF sit personale i lørdags fra den zairiske by Kisangani efterlader et stort spørgsmål: Hvorfor? Som vi beskrev på denne side i mandags, havde FN's og private organisationers 57 ansatte i byen opstillet tre kriterier til vurdering af deres sikkerhed. De ville indstille til evakuering, hvis garnisionsbyen Kindu faldt; hvis de blev forhindret i at hjælpe de cirka 170.000 rwandiske hutu-flygtninge i Tingi-Tingi lejren; og hvis de ikke længere havde fri bevægelighed i Kisangani.
De første to kriterier blev opfyldt i fredags. Hærens lejesoldater standsede en kolonne af lastbiler med 250 tons fødevarer til Tingi-Tingi, og i selve lejren blev hjælpepersonalet bedt om at forlade stedet. Lejrens Hutu-ledelse havde givet flygtningene ordre til at pakke.
Det tredje kriterium var ikke opfyldt. Men ingen, der har talt med folk der opholdt sig i Kisangani i de seneste uger, kan være i tvivl om, at det var et ubehageligt sted at være. Et ros af lejesoldater, især serbiske og kroatiske, optrådte truende. Fulde og udisciplinerede zairiske soldater, desperate af manglende løn og udsigten til at blive myrdet når oprørerne kom, lurede på at røve udlændingens biler, dollars og øvrige værdier. Kisangani har en lang tradition for både plyndring af og overfald og mord på hvide, når kaos står for døren.
Ingen tvivl om, at nerverne stod på højkant blandt hjælpepersonalet; mange var udslidte, overarbejdede og irritable. Fredag aften, da flygtningene strømmede ud af Tingi-Tingi, besluttede de at bede deres ledelse om at blive evakueret. Om natten bakkede FN's Sikkerhedsråd dem op, og lørdag formiddag forlod de alle byen.
Tilbage i regnskoven befinder sig nu anslået 140-150.000 flygtninge. De er opfyldt af dødsangst. Der er overbeviste om, at de tutsioprørere, som befinder sig i hælene på dem, vil dræbe dem. Rapporter fra oprørskontrollerede områder - og OG flygtningeberet-
ning på denne side - tyder på, at deres frygt er berettiget. Hvem hjælper flygtningene? Hvem fodrer dem? Glem alt om lokale bønder og skovens vilde frugter - vi taler om 80 tons mad i døgnet. Svaret er: Ingen. Det uforståelige ved evakueringen fra Kisangani er, at flygtningene kun havde et sted at flygte hen: Til Kisangani. Hvorfor blev man ikke der og ventede på dem?

DENNE SIGNATUR forsøgte i søndags at få svar på dette spørgsmål i Kinshasa. Ingen brød sig om spørgsmålet. Folkene fra gulvet i Kisangani henviste til deres chefer. Cheferne henviste til højere chefer. Højere chefer var ikke til at træffe, eller de henviste til New York, det vil sige Sikkerhedsrådet - der i sit airconditionerede mødelokale i New York næppe havde kunnet beslutte andet fredag nat end at følge indstillingen fra felten om at redde personalet ud.
Men der blev ikke skudt i Kisangani. Hjælpepersonalet blev ikke overfaldet. Det følte sig truet, men intet var sket.
I Angola har FN's personale heroisk hjulpet flygtninge, mens kuglerne fløj det om ørerne. FN blev. I Rwanda blev fem hjælpearbejdere fornyligt myrdet. FN er fortsat i Rwanda.
Man fornemmer, at der ligger mere bag.
Enten at FN har klokket i det - altså en afspejling af det absurde forhold, at FN i Kisangani havde udlånt sit evakueringsfly til Zaires hær, netop da man skulle evakueres. Altså simpel inkompetence.
Eller at der gik masseangst i personalet i Kisangani - altså at evakueringen byggede på et fejlskøn, som FN-hovedkvartererne nationalt i Kinshasa og regionalt i Nairobi (Kenya) ikke formåede at korrigere i dialog med sine folk i felten. Begge forklaringer er naturligvis uantagelige, og må nødvendigvis føre til fyringer og andre disciplinære indgreb i FN.
Der er en tredje mulighed, og den angår hele den misere, som har hærget hjælpen til hutu-flygtningene i Zaire, lige siden 1994. Alle involverede organisationer har lige siden vidst, at flygtningene var et skjold for hutu-hæren, der nu kæmper på Zaire-regeringens side i Kisangani. Alle har vidst, at denne hær bogstaveligt talt levede af flygtningene. Hjælpeorganisationerne måtte finde sig i massive våbenleverancer til lejren i Tingi-Tingi. Blev FN presset til at 'udlåne' sit evakueringsfly til Zaires hær? Besluttede FN og de private organisationer sig for at sige nej til det misbrug, de længe har været udsat for af Zaires regering og hutuernes kyniske ledelse? Det må have været en meget vanskelig beslutning, vel vidende at den ville koste tusinder af flygtninge livet.
Men det var måske den eneste rigtige beslutning at træffe, for at standse et misbrug, der ville stige med des- perationen i Zaires og hutuernes hærledelse. I så fald vil det klæde FN at sige det højt, i stedet for at gemme sig bag tomme ord og kimende telefoner. Indtil da, vil vi have svært ved at bevare respekten for FN.

pety (Peter Tygesen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu