Læsetid: 3 min.

Kyllinger er da gule

15. juli 2005

Michael Rasmussen kunne vågne torsdag morgen med bevidstheden om, at der forude lå to etaper, hvor han blot skulle koncentrere sig om at holde sig på cyklen og i feltet. Ikke to hviledage ligefrem, men to dage til at restituere og lade op i, inden det på lørdag og søndag kan blive hans store dage. Kører han, som han har gjort hidtil, vil det ikke være verdens største overraskelse, hvis han på søndag kan trække den gule førertrøje over sine magre skuldre. Om end den blot bliver til låns.
På Bastilledagen torsdag kunne han regne ret sikkert med, at et stort udbrud med mange franskmænd og andre lavt placerede ryttere ville få lov til at køre væk på den kuperede, men ikke halsbrækkende rute, og at Lance Arm-strong ville nøjes med at kontrollere farten i feltet – med den fordel for Rasmussens bjergtrøje, at dagens point til den ville blive scoret af folk, der er ufarlige for ham i bjergkonkurrencen.
Og fredagens etape til Montpellier er gennem fladt sprinterland. For de højstplacerede i klassementet blot en transportetape frem mod Pyrenæerne.
Før højderne
Begge weekendens etaper har mål i højden. Om lørdagen er der blot en enkelt gigantisk knold før opstigningen til Ax-3-Domaines. Om søndagen er der hele fem før afslutningen oppe på Pla d’Adet. Begge dage vil det formodentligt være en meget lille gruppe, der når frem til sidste stigning, og helt frem dertil skal Rasmussen ’bare’ koncentrere sig om at lægge sig i baghjul på Armstrong. Kan han det, skal han angribe på det sidste bjerg. Ikke så sent, som han forsøgte det forleden op til Courchevel, men længere fra toppen. Den konstante forcering, som Arm-strong og de tilbageværende af hans folk praktiserer, vil i sig selv bringe mange af favoritterne til fald eller grænsen af deres ydeevne, men hvis Rasmussen kan træde væk fra denne forcering og med sit antrit skifte rytme og tempo, vil han sprede ødelæggelse bagude hos de folk, der hader pludselige temposkift. Det gør Ullrich, Klöden, Landis, Leipheimer, Botero, Moreau og Basso, der ikke er fødte klatrere som Rasmussen, men opad befinder sig bedst i jævnt tempo. Vinokourov kan heller ikke lide temposkift, med mindre det er ham selv, der laver dem. Mancebo og Valverde er i det spil de ubekendte efter det, de viste på Courchevel. Og så Armstrong selvfølgelig, der formodentlig selv vil forestå henrettelsen på de sidste kilometer – med mindre Rasmussen kommer ham i forkøbet.
Pantanis regnestykke
Det vil være dristigt, stort og spektakulært, hvis Rasmussen angriber allerede i bunden af weekendens finalestigninger, men nok ikke klogt og slet ikke nødvendigt, hvis det blot er andenpladsen, han kører for. På vellykkede angreb blot fire-fem kilometer fra toppen og mål kan han skabe så stort forspring til dem, der i øjeblikket truer hans andenplads, at de ikke kan hente ham på den 55 km lange afsluttende enkeltstart.
Marco Pantani regnede altid med at skulle tabe et minut pr. 10 km til feltets stærkeste enkeltstartsryttere. Overført til Rasmussen betyder det, at han skal regne med at tabe 5’30’’ til Lance Armstrong, og dermed har han ingen chance for at vinde Tour de France. Men med det forspring på mellem to og fem minutter, han allerede nu har til sine nærmeste konkurrenter til andenpladsen, skal han blot tjene to-tre minutter til i weekenden for at komme på podiets næstøverste trin.
Tankespin, javel. Men ren Konen med æggene… øh, kyllingen… er det ikke.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her