Læsetid: 5 min.

Kynisme og kykkeliky

Ja, Barbas 'Ur-Hamlet' er blevet en seværdig Saxo-tolkning, der sætter Shakespeare i begavet relief - og Kronborg i besk silhuet. En ondskabsintelligent og krible-krablende Odin-forvirring hen over slotspladsens brosten
7. august 2006

Nej, Hamlets far spøger ikke på Kronborg i år. For OdinTeatrets fængslende fortolkning af Hamlet-historien bygger på Saxo og ikke på Shakespeare - og hos den jordnære Saxo findes derikke noget så overnaturligt som et genfærd.

Lige inden premieren på Ur-Hamlet i fredags så det ellers ud, som om Hamlets fars genfærd var ved at tage hævn over denne negligering. Tordenen brølede rundt om slottet, lyn hånede hen over voldgraven, og en mørkesort sky sænkede sig over de grønne tårnspir som en kvælerpude.

Men solen kom mirakuløst frem igen, og Hamlet-realismen holdt sit indtog på Kronborg: Kynismerealismen.

For nej, Odin Teatret spiller selvfølgelig ikke med en Hollywood-realisme, hvor Hamlet snakker sig ind på sin mammas samvittighed med psykotætte Ødipus-tårer. Næ, Odins Hamlet tæsker sin mor med et reb - med en stiliseret, kynisk realisme, der er overfysisk og forsinket, selvmodsigende og rædselsfuld. Og bekymrende forjættende.

Netto-posens illusion

Rebet er bare begyndelsen. For Eugenio Barbas Ur-Hamlet er beretningen om en brutalishersker, for hvem drab er et naturtalent.

Men det er lige så meget den store verdensfortælling om magten, der altid vil blive stjålet og udnyttet og frastjålet igen - suppleret med den nye globalfortælling om masserne fra de fattige og krigshærgede lande, der kæmper sig frem i endeløse horder mod den rige verden.

Hos Barba er Hamlet-pointen, at Hamlet ikke bare hævner sin far. Nej, Barbas Hamlet indleder bevidst et voldsdiktatur, en 'ny orden' kalder Barba det; (han trykker sågar de nye, psykopatiske love i programmet!).

Fungerer det så? Ja. Også fordi Barba indskyder sin egen modpointe. Netop som vi tror, at forestillingen er slut, og dødsvolden har sejret, så invaderes slotsgården endnu engang af forstyrrende fremmede.

Men hvor fattigdom og pest tidligere har taget livet af de fremmede, så kommer netop disse fremmede med deres barnevogn og Netto-poser i det øjeblik, hvor selv diktatoren har brug for en pause for at sunde sig over egne ugerninger.

Kronborg bliver deres! Og midt i det uudholdelige kan man så vælge at forlade forestillingen med den illusion, at sortsynet er blevet punkteret.

Ligfjernerens ro

Men virvar, det er der - multikunstnerisk og multietnisk. Som jeg tidligere har berettet, var der allerede rigeligt at holde styr på for en tilskuer under regnskovsprøverne på Bali og op ad slotsruinen ved Ravenna. Og på Kronborg skal man også have øjnene med sig.

Forskellen er, at på Kronborg har Barba rundhåndet givet hovedrollen til selve slottet som symbol på den magt, som kan ranes. Og slotsgården er blevet til kampplads, effektfuldt tilsat gyldne bedeflag mellem brostenene og levende ildblus rundt om den tolvkantede brøndsten: Kulissen er virkelig.

Her spidder de 106 (!) performere så ondskaben gennem hver deres teatralske og sansemættede stilisering.

Her trisser den japanske noh-skuespiller Akira Matsui, hvis bjergtagende åndestyrke stråler ud af øjenhullerne i hans pestmaske.

Her er balinesiske gambuh-dansere, hvis drab ligner tegneseriemord med guldtryk - I Wayan Bawas nedrighed som den onde konge er synlig alene i hans opadsvirpende fingre, og Cristina Wistari Formaggia er fodelegant som Hamlets ædle far.

Og den 12-årige Ni Wayan Pia smutter smukke øjne som hellig fugleunge, inden hun ender på toppen af slottets brønddæksel som nyudråbt hersker - mon fremtidens magt alligevel ligger hos kvinderne?

Og så er der Odin Teatrets egne performere, hvis følelser koges ind i kroppene, så replikkerne bliver til digte og armbevægelserne til dans - og sorgen til en sang, der aldrig slutter.

Smerten tvinger Roberta Carreris smukke moderøjne til at stirre indad, og Julia Varley bemægtiger sig snigende rollen som Saxo med klaskende skeletknogler i hænderne og sorgblændede skrig; et originalt fortællerportræt af brechtske dimensioner, blot frataget ethvert ønske om indladenhed.

Altsammen kommenteret af et indifferent skuldertræk af Torgeir Wethals ligfjerner.

Men kærligheden da? Den kniber det med, men lyst er der da. Mia Theil Have spiller Hamlets plejesøster med en instinktiv elskovslyst, der blafrer lige så frit som hendes lange, lyse hår op ad Hamlet.

Han danses til gengæld af Augusto Omolú som et bundet dyr. Opfindsomt laver han kunster med sit reb, indtil han får viklet sig ud af det og galer sit vanvittige hanegal - og bider igen. Ind til knoglerne.

Fløjtens forførelse

Når øjnene har løbet slotspladsen rundt et par gange, er det ørernes tur til at finde rundt i dette menneskehedsunivers.

I komponisten Frans Winthers nænsomt indfangende globalunivers kan ingen rytme vide sig sikker for indblanding - og ingen melodistump bliver spillet, uden andre refrainer lige lægger en ekstra tone til. Og dog fremstår hvert udtryk stadig suverænt som sit eget. Hvordan det så end går til - kykkeliky! På Kronborg lyder det, som om hvert instrument sigter mod hver sin helt egen blyindfattede rude. I hvert fald klinger hver eneste balinesiske hamreklokke her klart, og den franske Brigitte Cirlas vilde kirkevokal slår prinsesseflikflak op ad den balinesiske Chandris mørkemuntre nasalsang.

Jan Ferslevs mørke stemme sætter pludselig i slotsløb hen over guitaren i en dyster match med underskønne kærlighedspust fra den indiske fløjtespiller Butto, der også har en stemme så forførende blid, at sjælene bliver drømmetunge på tilskuerrækkerne.

Indtil metalklikkene fra den brasilianske trommekonge Cleber da Paixao bryder ind i idyllen som løsrevne tårnspir i tordenvejr, og Magnus Errboe søger ly i diplomathornet under hatten, indtil også han hvirvles ind i det blodige kølvand fra skæbnetrompeten og Kai Bredholts dødsmærkede isnesang, der skingert kaster jord på sig selv.

Barbas gaffeltruck

Så for nu at komme til kernen: Ja, Ur-Hamlet er blevet enfascinerende sanseforestilling. En seværdig Saxo-tolkning, der sætter Shakespeare i begavet relief - og Kronborg i besk silhuet. En Odin-intelligent krible-krable-forestilling hen over slotspladsens brosten, der både forvirrer og forskrækker.

Saxo giver something rotten-Denmark endnu mere at tænke over. Og Barba tilføjer et mystificerende mågeskrig til 'at være eller ikke være'-traditionen - med kraniehelten kommenteret af både guldbroderier og gaffeltruck, sådan i vanlig Barba-clash.

Så nej, Hamlets far spøger ikke på Kronborg i år. Men det gør Barba. Og tak for det.

'Ur-Hamlet af Eugenio Barba. Baseret på Saxos 'Vita Amlethi' (ca. 1.200). Musik: Frans Winther. Scenografi: Luca Ruzza. Kostumer(sagaværdige): Jan de Neergaard. Lyd (kongelig): Cy Nicklin. OdinTeatret m.fl. i Theatrum Mundi på Kronborg. Til sø 13. aug. kl. 21. Kr. 250. 1 time 20 min.

www.hamletsommer.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu