Læsetid: 3 min.

Kyoto: knald eller fald?

9. juli 2001

»Af klodens 100 største økonomier er de 49 landes og de 51 transnationale selskabers.«

Wolfgang Sachs fra Wuppertal Institut

HVIS DET lykkes at få Japan med på en Kyoto-aftale, risikerer den at blive så udvandet, at verden er bedre tjent med et sammenbrud. Der dog ikke luller den ind i falske tryghedfornemmelser af, at det trods alt går fremad – i forsøgene på at dæmpe den fortsatte drivhuseffekt, jordopvarmning og klimaforandring med de naturkatastrofer til følge, som bl.a Internationalt Røde Kors allerede registrerer et stigende antal af.
Lykkes det derimod ikke at få noget, der i det mindste kan kaldes en Kyoto-aftale, risikerer verden at blive delt mellem de ligeglade/kyniske, som vil hævde, at aftalen åbenbart heller ikke var så vigtig endda, de fornuftige, som risikerer at tabe modet, og de desperate, som fristes til voldelige modangreb.
Det er essensen af vores forsidehistorie lørdag: »Japan i syv sind før klima-møde«. Ministerpræsident Junichiro Koizumi har lovet præsident Bush, at Japan ikke endeligt vil tiltræde Kyoto-aftalen, uden at USA er med. De to centre for Japans økonomiske magt, Keidanren (svarende til vores Arbejdsgiverforening/DI) og industriministeriet MITI, frygter for Japans konkurrenceevne og finder det uretfærdigt, hvis Japan forpligter sig til at nedskære sit drivhusudslip, uden at USA gør det samme. På den anden side er der dele af den japanske befolkning, som både er oprigtigt anfægtet af de stadigt stærkere advarsler fra alverdens klimapaneler og øvrige sagkyndige og stolte over, at deres gamle kejserby skal lægge navn til et (måske) verdenshistorisk vendepunkt i menneskehedens levnedsløb.
Hvad udfaldet bliver, kan ingen besvare med sikkerhed i dag. Og når svaret foreligger – om en uge i Bonn, om et halvt år i Marrakesh eller måske først i Johannesburg om et år – vil vurderingen af det også bero på et skøn. Bliver det et kompromis, vil nogle finde det katastrofalt udvandet. Bliver det et sammenbrud, vil nogle finde det katastrofalt uforsonligt. Argumenter for og imod (thi nok er skøn ikke af den klassiske fysiks naturvidenskabelige art, men blinde er skøn heller ikke) må vente, til vi véd noget mere om, hvad Japan forlanger af hensyn til konkurrencen med USA. Et emne der også har den almindelige japanske lønmodtagers interesse...

OG DERMED er vi fremme ved det, der allerede i dag kan skønnes særdeles argumenteret om.
Udgangspunktet er den ovenfor citerede påpegning af Wolfgang Sachs fra det tyske Wuppertal Institut, et af verdens højest anerkendte forskningscentre. Fuldstændig uafhængigt af om Kyoto fører til knald eller fald, må vi allerede nu hoppe over i den virkelighed, at de globaliserede gigantvirksomheder er opstået med en magt, der er så stor, at de burde stå mindst lige så meget til ansvar for Kyoto-målene som USA og Japan og alle andre nationer.
På det nyligt overståede møde i København mellem private virksomheder, NGO’er og regeringsrepræsentanter om sociale (og økologiske) partnerskaber, blev det med rette anført, at demokratierne i den vestlige verden er svækket nok i forvejen. Går de stadig mere globaliserede græsrodsorganisationer i direkte samarbejde med de private virksomheder uden om parlamenter, regeringer og demokratisk valgte politikere, kan det betyde demokratiets endelige død.
Det kan det. Men her er tale om noget andet: Forpligtende aftaler mellem de store virksomheder og de økonomisk stærkeste nationer og regioner. Sig bare navnet: EU. Som en løsning har Sachs foreslået, at firmaer for at operere over landegrænserne skal påtage sig en række sociale og økologiske forpligtelser. Leder af FN’s klimasekretariat, Michael Zammit Cutajar, sagde i torsdags i Geneve, at »den eneste realistiske mulighed er, at de økonomisk store lande går i forvejen. USA kan så slutte sig til i den næste fase.« Oversat: påtvinges senere tilslutning...
Hvordan demokratisk valgte regeringer og regioner indgår forpligtende aftaler direkte med de globale virksomheder, er et lige så uopdyrket som påtrængende spørgsmål. Som derfor må dyrkes nu!

POST SCRIPTUM: Hvem har i øvrigt sagt, at private virksomheder fortsat skal være antidemokratiske aktieselskaber? Lønmodtagernes pensionskasser i Vesten råder allerede i dag over den afgørende kapitalmagt – hvad med at bruge den demokratisk?

el

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu