Læsetid: 4 min.

Kys det nu, det satans liv

Hvori skribenten skriver på den elementære glæde over at have det godt og kunne nyde det stille liv, som septembersolen har en særlig måde at belyse
23. september 2006

Blank. Jeg er helt blank. Sidder musestille på min stol og lytter til The Matthew Herbert Big Band (prøv det! prøv det!) - ovenpå dage med festivitas i spandevis, stramme tidsplaner, tusinde gøremål, gæster og hurlumhej ad libitum har freden sænket sig over det lille hjem. Den eneste larm er den, jeg selv laver - og den er faktisk liflig. Måske er jeg bare en lille smule lykkelig, idet jeg tillader mig at se bort fra altings generelle deroute.

En indstilling, der i mit tilfælde naturligvis er en livsstil. Thi efter at have sagt ja til et prøveabonnement på Jyllands-Posten får jeg i denne tid et interessant indblik i borgerlig selvforståelse, og det er en gyser. Men selv det faktum, at disse destruktive, hjernedøde røvhuller sætter dagsordenen skal ikke få mig ned med nakken. Ikke i dag. No siree!

Tænder i livets gebis

Vi har udover det sjove og det frivole levet tæt op ad en syg vens prøvelser, og det har trukket de sidste par tænder ud af livets gebis; i den forstand, at der er ikke noget som hjælpeløshed for nu ikke at sige afmagt, der kan gøre mig træt, så træt.

At han p.t. er i bedring, tillader jeg mig at tolke derhen, at vi måske - forhåbentlig - også kan se en art lykkelig udgang på det. Vedkommendes livsvilje fejler i hvert fald ikke noget, og hans stoiske og værdige opførsel ansigt til ansigt med heftig personlig ulykke er både respektindgydende og inspirerende - kommer til at tænke på Steffen Brandt og hans "Kys det nu (Det satans liv)", hvori han bemærker:

"Jeg tænkte, nå, men det er så livet/ sådan ser det altså ud/ lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt/ og helt almindeligt// Der er nogen chancer, som man selv kan ta/ og flytte rundt med hvis man synes/ lidt op og ned, du ved, man klarer sig / åh, Gud hvor åndssvagt // Kys det nu, det satans liv/ grib det, fang det før det er forbi-"

Det er pissesvært, at skrive om det nære og banale på uopstyltet hverdagsdansk, men Brandt gør det godt. Sgu.

Den første velsignelse

Nå. Ud af det blå - sådan føles det i hvert fald - har alting atter fundet sit normale leje. Som vel så heller ikke er mere normalt, end det er til at holde ud. Og der er altid stablen af ulæste aviser, uåbnede breve og rudekuverter, beskederne på telefonsvareren og den endeløse strøm af e-mails at hygge sig med, hvis alt andet slår fejl. Oh fagre ny elektroniske verden. Som manden sagde til sin søn: "Jeg skal give dig en databehandling, du sent glemmer, min dreng!"

Men ikke i dag. I dag - hvor solen skinner så velsignet, hvor jeg for første gang i ugevis kan høre, hvad jeg selv tænker, hvor sollyset har den der særlige septemberstoflighed, som jeg elsker med noget nær afsind - vil jeg gøre, hvad der i den angelsaksiske verden betegnes som counting your blessings, og trods min perverse evne til at spotte det værste ved så godt som enhver given situation er der ikke stort at finde fejl ved på denne herresmukke sensommerdag.

Godt. Den første velsignelse, der falder mig ind, er livets nådegave. Banalt? Måske - so shoot me. Det er dog nok ikke så sært, når man løbende er i kontakt med én, der kæmper for samme i, hvad der godt nok ligner en både nådesløs og højst unfair kamp. Perspektiv, mine venner.

Overtroisk? Mig? Ja!

En anden velsignelse er i dén grad min hustru, som jeg har kendt og elsket i adskillige årtier. Med tilhørende ups and downs, med kriser og kradsere, men også med en følelsesmæssig dybde og en gensidig hengivenhed, som jeg kun andægtigt tør berøre, for hvad nu, hvis alt det, vi har kæmpet så hårdt for, pludselig gik væk.

Overtroisk? Mig? Det kan De bide Dem selv i næsen på jeg er. Aldrig sige noget vigtigt højt, for så ødelægger man det bare.

Derimod er det okay at nedskrive det, hvis blot der tages masser af forbehold og en række afværgende fagter udføres i et nøje gennemtænkt system.

Og så er der musikken. Hvem der end fandt på at bryde stilheden (som altså også er en messe værd) med toner i diverse rækkefølger, ja, han/hun skal i glas og ramme. Mindst. Guitaren i hjørnet. Min ven. De (alt for mange) plader, der hober sig op. De titusinde minder, bundet op i toner og tekster og sang. Og at tænke sig, jeg stadig kan blive begejstret over endnu en plade fra en kunstner, som af en eller anden grund taler direkte til min kulsorte sjæl. Eller blive blød ved genlytningen af et værk, der holder.

Åh guder - må hellere stoppe denne tirade, før jeg bryder hulkende sammen af den skinbarlige og fuldstændig (for andre) flæbende taknemmelighed over at have alle lemmer i behold og være nogenlunde ved sans og samling (hvilket kan diskuteres!). Jeg byder Dem derfor farvel, kære læser og byder Dem gakke ud og kysse det satans liv. Nu!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu