Læsetid: 8 min.

Kys til sprøjten - kys til epo

Den rådgivning, illusionens mester har fået af sin spindoktor, handler om, hvordan han skal lyve, men her behøves faktisk ikke den store rådgivning, for det hele kan gøres meget simpelt, nemlig ved at sige sandheden. Bjarne Riis bør tage konsekvensen af sine løgne og gå
2. juni 2007

"Kys til Bjarne - kys til Danmark!", jublede en overstadig Jørn Mader i mikrofonen, da Bjarne Riis den 16. juli 1996 kom alene til mål på 16. etape af Tour de France og sendte sejrskys mod himlen.

Ingen kunne følge danskeren i den gule førertrøje op ad det afsluttende bjerg Hautacam. Øjeblikket har printet sig ind i danskernes bevidsthed og den danske idrætsidrætshistorie på linje med en fodboldkamp 10 år tidligere, da Svend Gehrs udbrød: "Det er genialt det der", da Michael Laudrup uddriblede Uruguays forsvar og scorede for Danmark.

Nu viser det sig, at Mader retteligt skulle havde tilføjet: Kys til sprøjten - kys til epo.

Efter otte års massiv dopingmistanke stod Bjarne Riis selv frem den 25. maj og erkendte sit årelange og voldsomme misbrug af epo. En erkendelse, der burde udløse en storm af forargelse og underminere Riis' nuværende arbejde som holdejer og sportsdirektør for Team CSC.

Sådan er det ikke gået. Bevares, der har været kritiske skvulp. Brian Mikkelsen er skuffet. Det traditionelle kor af dopingeksperter og dopingjournalister mander sig også op til kritik. Men kritikken vinder ikke gehør i folkedybet. Læserbreve og blogs på nettet er fyldt med forsvar for Riis: "Det er flot, at han tør stå frem og fortælle sandheden".

"Alle var dopede, så de kæmpede på lige vilkår, og hvad betyder det så mange år efter?"

"Cyklingen var spundet ind i dopingkultur, hvor alle var nødt til at tage doping, hvis de ville opnå resultater".

"Riis har lært af sine fejl og kæmper nu for en ren sport".

Sådan lyder nogle af de argumenter, der har været fremført. For mig at se er der intet, der kan forsvare Bjarne Riis, og de nævnte argumenter holder ganske enkelt ikke.

Riis var tvunget til at stå frem, fordi hans tidligere holdkammerater fra Team Telekom på stribe havde erkendt doping. Dertil kom læger og en massør.

Ingen ved deres fulde fem tror vel på, at alle hjælperytterne tog epo, mens Riis kunne køre fra dem alle helt ren? Derfor valgte Riis modvilligt at stå frem. For modvilligt var det. På det historiske pressemøde slog han gang på gang fast, at det ikke var et behov for at ham at fortælle sandheden, og at han egentligt ikke syntes, at der var brug for det. Men nu måtte han gøre det, og hvad var det så, han rent faktisk sagde?

Fremstod vrissen

Jo, først og fremmest, at han havde været systematisk dopet med blandt andet epo fra 1993 til 1998; den periode, hvor Riis gennemgik forvandlingen fra hjælperytter til Tour-vinder. Han indrømmede, at han ikke havde vundet Tour de France i 1996 uden at bruge epo. Men han sagde også, at han stadig var stolt at sine resultater. Den lader vi lige stå lidt.

Hvis Riis erkender, at epo var grunden til hans Tour-sejr, og han stadig er stolt af resultatet, kan forklaringen jo kun være, at han grundlæggende ikke mener, det var forkert. På pressemødet lignede Riis da bestemt heller ikke en mand, der angrede. Han lignede en mand, der var godt gammeldags vrissen over, at han var tvunget til at nedlade sig til at fortælle den ligegyldige detalje, at han var systematisk dopet i den væsentlige del af sin karriere.

Han forstod ikke, hvorfor folk stadig gik op i det. Han havde selv lagt det bag sig. For Riis er det åbenbart ligegyldigt, at han blev hyldet af folkemængder i Paris, København og Herning. Opnåede status af folkehelt. Senere kom i idrættens Hall of fame og indlemmet i idrættens nationale kanon på baggrund af løgn, svindel og kriminalitet.

Han var jo selv kommet videre, så hvad rager det os andre, at vi blev bedraget?

Men selvfølgelig er det vigtigt at få besked om et så omfattende bedrag. Her gælder ingen forældelsesfrist. Hvis det viser sig, at EM i 1992 var aftalt spil, og både hollandske og tyske spillere var bestukket til at tabe, så danskerne kunne juble, ville det også fuldstændigt ændre vores opfattelse af den begivenhed. Bjarne Riis benyttede også pressemødet til at skyde efter dem, der skrev bøger med tilståelser og ad den vej - ifølge ham - søgte at tjene penge på at tilstå en dopingfortid. Den bemærkning var rettet mod hans tidligere massør Jef d'Hont samt Jesper Skibby, der begge har skrevet bøger om 90'ernes dopingforbrug i cykelsporten.

Tilstod for at puge penge

Men Riis' eget argument for at træde frem, var også drevet af penge: Hensigten var at redde hans cykelhold, hvor mange af de millioner af kroner, som han tjente på sin løgnagtige karriere, er placeret. Derfor er der intet imponerende i, at han stod frem. Han gjorde det for sin egen, sit holds og sine penges skyld. Han ville hellere have været fri.

Rent menneskeligt er det forståeligt, at han har svært ved for alvor at tage afstand og angre sin fortid. For det, som er livsfarligt svindel i sportens verden og i nogle lande direkte kriminelt, er hele grundlaget for Riis' tilværelse. Uden epo og doping ville Riis have været en dygtig cykelrytter - men ikke ekstraordinær. Og det er det ekstraordinære, der skabte den popularitet, der er grundlag for hans nuværende cykelhold. For hans nuværende økonomi og levestand med store huse i flere lande. Og grundlaget for, at han fandt sammen med sin nuværende kone. Tager han for alvor et opgør med den svindel, den løgn og den kriminelle adfærd river han tæppet væk under sit eget liv.

Påstanden om, at alle var dopede i 90'erne er hørt mange gange. Meget tyder på, at det er rigtigt i den forstand, at de rytterne, der kørte med om sejrene, alle var dopede. Men det retfærdiggør jo intet.

For hvis ingen tog doping, ville ham, der sluttede som nummer 50 - to timer efter Riis, og som ikke brugte doping måske have haft en chance. Eller hvad med dem, der måske opgav en lovende karriere, fordi de ikke ville være en del af sport, hvor medicin var det vigtigste?

Nogle af dem kunne have kørt fra Riis, hvis de havde kæmpet på lige vilkår. De ville ikke være med til det livsfarlige snydere og har derfor ikke i dag egne cykelhold og bankkonti bugnende af millioner som Riis. At Riis blot var en del af en syg kultur er også for let købt.

Lad os lige slå helt fast, hvad der skete:

Forhistorien og lægerne

Bjarne Riis begyndte efter eget udsagn at tage epo i 1993. Han var 29 år. Far til to små sønner, den ene næste nyfødt. Da traf han valget om jævnligt at sprøjte sig med medicin tiltænkt nyrepatienter, fordi det kunne få han til at køre hurtigere på cykel. Det hjalp, så han fortsatte. Så sine børn vokse op, mens han sprøjtede sig regelmæssigt med nyremedicin i smug.

Det er en adfærd, der i al sin afstumpethed er både beregnende, kalkulerende og usympatisk. Det kan ikke undskyldes med, at de andre også gjorde det. Bjarne Riis viser heller ikke tegn på at have lært af sine fejl. Han brugte sin enetale på pressemødet forleden på et besynderligt forsvar af de læger, der har hærget cykelsporten. Den første var Luigi Cecchini, Riis' ven, som ifølge Riis intet har med doping at gøre.

Alligevel har Ivan Basso netop sagt, at det var denne Cecchini, der førte ham til hovedpersonen i den spanske dopingsag Operation Puerto, læge Eufemiano Fuentes.

Cecchini har tidligere sagt, at han er private venner med Fuentes. Hvis Riis taler sandt, er det et besynderligt venskab mellem den 100 procent rene Cecchini og superskurken Fuentes. Og fakta er, at der går en lige linje fra ryttere, som Riis har henvist til Cecchini: Basso, Hamilton og Jörg Jaksche, til Fuentes. At Riis er uvidende om denne trafik virker fuldstændig usandsynligt.

Som han forklarede om sin egen dopingfortid, så hjalp Telekom-sportsdirktør Walter Godefroot ham ikke; han vendte blot det blinde øje til. Og så kan man jo selv tænke sit om, hvad Bjarne Riis har gjort i forhold til Basso og Hamilton.

Riis forsvarede også lægerne på Telekom, Andreas Schmid og Lothar Heinrich, fordi de ikke havde bidraget til doping, men blot kontrolleret, at det ikke løb ud af kontrol. Et helt igennem horribelt synspunkt for en mand i Riis' position.

Hvis en læge finder ud af, at en hans patienter for sjov skyld sprøjter sig jævnligt med medicin til nyrepatienter, skal han da gøre alt for at stoppe det. At kontrollere, at det ikke køber løbsk, er fuldstændig uacceptabelt, og at Riis kan mene, at det er i orden, giver ham endnu flere skrammer i sin slidte troværdighed og gør ham uegnet til at lede et cykelhold i dag.

'Aldrig testet positiv'

Riis blottede også sig selv, da han skulle forklare sit berømte svar fra 1998: "Jeg er aldrig testet positiv".

Ni år senere forklarede han så, at han ikke fik rådgivning i mediespørgsmål og således ikke vidste, hvad han skulle svare, da han blev spurgt direkte. Det lyder som om, at den rådgivning, han får af spindoktor Brian Nygaard, handler om, hvordan han skal lyve.

Hvordan han skal komme med smarte svar på ubehagelige spørgsmål og på den måde skjule sandheden. Her behøver der faktisk ikke den store rådgivning fra spindoktorer som Brian Nygaard. Det hele kan nemlig gøres meget simpelt ved at sige sandheden. Og altid sandheden. Løgnen bliver altid blottet før eller siden.

Riis har nu ansat dopingforskeren Rasmus Damsgaard til at teste sine ryttere på alle leder og kanter. Det ser jo fint og flot og ud, men betyder også, at det er Damsgaard, der skal tage skraldet, hvis en CSC-rytter bliver taget for doping. 'Rasmus sagde jo, at han ville opdage, så hvad skal jeg gøre?', vil Riis stå og sige bagefter.

Selvfølgelig kan det ikke afvises, at Riis har ændret sig. Men det skete ikke ved Festina-skandalen i 1998. Eller da han stoppede sin karriere året efter. Eller da han begyndte sit virke som sportsdirektør i 2001. Det skete tidligst i 2006, da Basso afslørede den seneste løgn. Derfor ligner det nu blot et spørgsmålet om, hvor mange år der skal gå, før Bjarne Riis igen indkalder til pressemøde. Hvor han flankeret af sin følgesvend Nygaard hiver en seddel op ad lommen og arrigt vrisser:

"Jeg hjalp Hamilton og Basso med at tage doping, men jeg er stadig stolt at, at jeg gjorde dem til verdens bedste cykelryttere. Er I så tilfredse, og skal vi så ikke se fremad i stedet for tilbage, så jeg kan koncentrere mig om mit cykelhold?"

En ting kan forhindre den situation. Bjarne Riis må trække sig fra cykelsporten.

Anders Svendsen er journalist - har blandt andet været sportsjournalist på Ekstra Bladet og Ritzaus Bureau

Mandagens kronik:

Et åbent 60-årigt sår

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu