Læsetid: 4 min.

I kz-lejren støbes den vestlige kulturerfaring

I en ny bog tages der livtag med fire østeuropæiske forfatterskabers bearbejdning af totalitarismen
17. november 2006

"Totalitarismen var ikke en historisk afsporing, men en begivenhed og erfaring, der er solidt placeret i vores moderne verden." Med disse ord afslutter litteraten Morten Lassen sin bog om fire nyere østeuropæiske forfatterskaber (Imre Kertész, Alexander Tisma, Ivan Klíma og Jaan Kross), der på hver sin måde har taget livtag med totalitarismen: med nazi-regimet i Tyskland eller kommunistregimet i Sovjet, eller begge dele.

Bogen falder i to dele: "Mødet med det totalitære herredømme", som omhandler ungarske Imre Kertész og serbiske Aleksandar Tisma, som begge skriver om kz-lejren (Tisma dog uden selv at have været kz-fange), og "Mødet med det selvbevægende system", som omhandler tjekkiske Ivan Klíma og estiske Jan Kross, der skriver om livet i det kommunistiske Østeuropa. "Det totalitære herredømme" defineres med støtte i Hanna Arendt som det regime, der invaderer privatlivet og har som mål at beherske mennesket indefra. "Det selvbevægende system" (det post-stalinistiske Sovjet-regime) defineres med støtte i Václav Havel som et system, hvor magten er decentraliseret, lederen udskiftelig, og fjenden defineret som den, der ikke er med til at opretholde systemet.

Det aktive offer

I behandlingen af Kertész- og Tismas forfatterskaber fokuserer Lassen på kz-lejrfangens transformation af sin passive offer-position til en aktiv position. Lassen peger på, hvorledes denne transformation hos Kertész bliver en absurd-heroistisk akt, mens den hos Tisma er en sadistisk akt. Hos Kertész forvandler den overlevende kz-fange sin passive offerposition til en aktiv position ved at tage den kz-skæbne på sig, som havde til formål at tage enhver skæbne fra ham. Hos Tisma forvandler offeret sig til bøddel ved at mishandle sine medfanger i sin egenskab af "Kapo" (man mindes om ordets seriøst uhyggeligt betydning: Kammeratskabspoliti). Hvor Kertész skildrer den "kolde vold", den tilpasning under systemet, som har grusomme konsekvenser, skildrer Tisma den "varme vold", nydelsen ved sadismen som et menneskeligt karaktertræk.

Nu skal jeg ikke lægge skjul på min store forudindtagethed i Imre Kertész' forfatterskab (rører man min Kertész, bliver jeg en tiger!). Men jeg bliver nødt til at opponere, når Lassen konkluderer, at Tismas analyse af kz-volden (den varme, sadistiske vold) er et "korrektiv" til Kertész- (den kolde, bureaukratiske vold). Snarere er det Kertész' forfatterskab, der er ét langt korrektiv til den dæmoniserende, varmblodede voldsopfattelse, som Tisma gør sig til talsmand for. Desuden kan det undre, at Lassen slet ikke reflekterer over forskellen på selv at have været kz-fange, som Kertész, og ikke at have været det, som Tisma. Lassen registrerer slægtskabet mellem Kertész' fremstilling af Holocaust og Hanna Arendts fremstilling af bureaukrat-bødlen Adolf Eichman som eksponent for "det ondes banalitet", men han misforstår både Kertész og Arendt, når han mener at der i deres "banalisering" af ondskaben sker en skyldbefrielse af bødlen og en forskydning af "fejlen" fra mennesket til systemet. Både hos Arendt og Kertész er "skylden" lige netop den at gå restløst op i systemet.

Det er en gennemgående pointe hos Lassen, at de behandlede værker ikke bare handler om det totalitære, men også spejler det totalitære i deres form. Den kværnende gentagelse, som dominerer Kertész' Kaddish for et ufødt barn, tolkes eksempelvis som en afspejling af "den eksistentielle fangetilværelse", hvor enhver form for fremdrift er udelukket. Her gør Lassen sig forholdet mellem litteraturens form og dens tema lidt for let, for gentagelsen er hos Kertész så sandelig snarere det greb, hvormed den absurde hero aktivt generobrer sin skæbne, frem for at være passivt offer for den - et greb, der er helt i overensstemmelse med den Kierkegaard, som Lassen ellers helt kongenialt bringer i samspil med Kertész.

Eksistentiel opposition

I behandlingen af Ivan Klíma og Jan Kross støtter Lassen sig vægtigt til Václav Havels bog De magtesløses magt. Her henter han en vigtig pointe, nemlig den, at i et totalitært system finder oppositionen ikke sted på "magtens" niveau, men "på den menneskelige videns og samvittigheds niveau, på et eksistentielt niveau."

Hvis man definerer det totalitære som ambitionen om at beherske mennesket indefra, at lade den herskende ideologi invadere dets privatliv, er "totalitarismen" netop noget, der stadig lever. Lassen påpeger da også, at den anti-totalitære litteraturs "kritik af totalitarismen ikke alene er rettet mod nazismen og stalinismen, men også mod åndelig dovenskab og bureaukratiske magtstrukturer i Vesten."

I den pågående debat om forholdet mellem litteratur og politik minder Morten Lassens bog os om en vigtig pointe: at det kan være en stærkt politisk gestus at værne om en politik-fri eksistenszone. Da Vestens litterater hyldede Kundera for at skrive 'dissidentromaner', blev han fortvivlet over, at de ikke kunne se, at de lige så meget var kærlighedsromaner. Hvis totalitarismen er karakteriseret ved at fratage mennesket dets privatliv, så bliver det totalitarisme-kritikkens opgave at give det ét.

* Morten Lassen: Mødet med det totalitære. Læsninger i nyere østeuropæisk litteratur, 126 sider, 148 kr. Museum Tusculanums Forlag. ISBN 87-635-0348-4

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu