Læsetid: 4 min.

L. M. Ericssons film

20. december 1997

KULTURREDAKTIONEN modtog forleden et sæt reklamemateriale i forbindelse med premieren på den nye James Bond-film, Tomorrow Never Dies. Det er der i sig selv intet usædvanligt i. For enhver film gøres reklame på den måde. Det afvekslende var, at kuverten ikke kom fra filmselskabet, men fra den svenske virksomhed, L. M. Ericsson, der bl.a. er kendt for at sælge mobiltelefoner. Og hvorfor hægter Ericsson sig så på James Bond? Fordi firmaet sponsorerer Bond-filmen med teknisk grej, bl.a. Bondofonen, som ikke blot er en talemaskine, men også kan fjernstyre heltens bil samt bryde ind i pengeskabe. Ikke at det vakte vild opsigt på redaktionen, men man noterer sig alligevel endnu engang den hastigt accellererende udvanding af skellet mellem hård kommercialisme og blødt indhold... hvis man kan sige sådan om en Bond-film.
(Bemærk: Vi har nu nævnt Bond-filmen ikke tre, men fire gange - samt L. M. Ericsson fire gange og Bondofonen to gange. Taxameteret tikker).
Apropos taxameter var der for nylig ballade om den populære danske tv-serie, Taxa, fordi det kom frem, at den var spækket med skjulte reklamer for firmaer som Merrild, Carlsberg, Dancall og Toyota. Sponsorfirmaet Tempo Media havde lovet sponsorerne, at deres produkter blev placeret rent fysisk i seriens billeder. Noget med at der jævnligt skulle stå en pose kaffe af mærket Merrild med etiketten ud mod seeerne, når man var inde på taxakontoret, og den slags. Det hedder produktplacering og er en af de store trends i moderne marketing. Radio- og tv-reklamenævnet påpegede det tvivlsomme i foretagendet, hvorpå Danmarks Radio erkendte at have begået en ulovlighed. Der er nemlig regler for den slags.
(Vi har nu nævnt tv-serien Taxa, Danmarks Radio, Tempo Media, Carlsberg, Dancall og Toyota to gange hver samt Merrild-kaffe tre gange.)

INGEN KAN forhindre et privat filmselskab i at gøre deres film til genstand for produktplacering. Den trafik har været kendt siden filmens barndom, og man forstår, at det er en metode til at strække filmens budget. Hvorfor i alverden betale dyre flybilletter, når man kan få dem gratis ved at lade Olsen-banden flyve med Sterling Airways - og vise det i filmen?
Man forstår også, at det kan være nødvendigt at strække en films budget, hvis der overhovedet skal komme film ud af det. Det forstår man ikke mindst af den kampagne, som et stort, københavnsk dagblad kører i disse dage for at vise, hvilke trange kår, film produceres under. Det hævdes af avisen, at en filmproducent har set sig nødsaget til at udbetale løn i form af Irma-bon'er til de unge filmarbejdere.
(Vi har nu nævnt Olsen-banden, Sterling Airways og Irma to gange samt Politiken én gang).

DEN ULOVLIGE produktplacering i Taxa-serien fandt sted i DR's fiktionsafdeling, der har Rumle Hammerich som chef. Hammerich kommer fra filmbranchen, hvor han selv har opereret som instruktør. Det kunne være ham, der som den naturligste sag af verden har tænkt, at han ville spare seernes surt betalte licensmidler ved at få gratis produkter mod placering, altså en simpel erfaringsoverførsel. Men uanset hvad, så løb DR altså hovedet ind i en kodeks, der trods alt er.
Hvilket ikke er ensbetydende med, at linjerne er klare. Hele området bliver mere og mere grågrumset. Det er tilladt at vise og nævne sponsorer før og efter en udsendelse, som det skete, da Carlsberg sponsorerede Bryggeren, men i den decideret grågrumsede afdeling finder man de efterhånden helt gængse udsendelser om optagelserne af store instruktørers film, som tv-stationerne er så venlige at time, når filmene lige har haft premiere. Sportsudsendelserne er efterhånden gennemkommercialiserede, især på TV2.
Skjulte fristere, hed Vance Packards berømte bog om reklamen fra 1957. I dag kunne den hedde Åbenlyse fristere.

OGSÅ DEN trykte presse er naturligvis interessant for reklamefolkene, der i øvrigt bruges mere og mere af tv-stationerne til at kommentere alt fra livsstil til landspolitik i nyhedsudsendelserne.
En annoncesælger på nærværende dagblad blev ringet op af et stort kosmetikfirma, som ville kende annoncepriserne. Firmaet ville ikke annoncere, men var ved at regne ud, hvor meget det havde sparet ved at få sit navn placeret i almindelige avisartikeler rundt omkring. Firmaet havde engageret sig med skuespillerinden Juliette Binoche, der rejste rundt for at lancere en i øvrigt seriøs film. Hun reklamerede samtidig for en bestemt parfume på forskellige måder, hvad en del aviser i sandhedens interesse på new journalism-vis havde noteret sig. Der var med andre ord tale om en af de af firmaerne så efterstræbte tekstannoncer, hvor reklamen smugles ind i den redaktionelle tekst.
(Vi har nu nævnte et uhørt antal produkter et uhørt antal gange. Dog ikke Lancome, som vi kun har nævnt én gang.)

JOVIST er det blevet vanskeligere at holde svinestien ren for både filmkunstnere, skrivende journalister og tv-folk. Den amerikanske nyhedsstation, CNN, har taget konsekvensen af dette: Vi er stolte af, at vort navn forbindes med det og det produkt, brøler den ud i æteren... Troværdigheden vakler, skellene udviskes, de grågrumsede skyer tårner sig op i fremtidshorisonten, jo mere mediemogulerne fusionerer med multinationale firmaer. Hjælp!
Vor regnskabsafdeling vil i øvrigt sørge for, at alle de her nævnte firmaer præsenteres for en stor regning. Det manglede bare. I øvrigt er vi stolte af, at netop den sætning, De læser lige nu, ikke er sponsoreret af nogensomhelst. Bjørk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu