Shane Blacks nye film, hans instruktørdebut efter næsten 20 år som højt betalt manuskriptforfatter, inklusive en 10 år lang krise på grund af manglende billetsalg, er et ufiltreret, begejstret og selvrefererende stykke populærkultur. Det begynder med titlen, Kiss Kiss Bang Bang, der både vækker mindelser om en essaysamling af filmkritikeren Pauline Kael og et øgenavn, som James Bond har fået - enten af italienerne eller japanerne, det fortaber sig lidt i det uvisse - fordi Bond-filmene basalt set består af lige dele kysseri og skyderi.
Der bliver også kysset og skudt med skarpt i Blacks film, og er man som undertegnede fan af de rapkæftede, selvbevidste og genrefornyende actionfilm, han har signeret som manuskriptforfatter - Dødbringende våben, The Last Boy Scout (1991), The Long Kiss Goodnight (1996) - bliver man ikke skuffet over Kiss Kiss Bang Bang.
Filmen kan stilistisk måske forekomme en smule anakronistisk, fordi vi i de 10 år, der er gået, siden Shane Black sidst gjorde opmærksom på sig selv, har oplevet en regulær revolution i skikkelse af Quentin Tarantino. Men selv om Black og Tarantino bevæger sig rundt i det samme populærkulturelle, B-film-agtige rum, så er der stor forskel på deres udtryk - Tarantino er den mest kyniske og voldsomme af de to - og det er stadig muligt at nyde Blacks sans for genre, kvikke replikker og absurde situationer.
Et umage par
Robert Downey Jr. har hovedrollen som en simpel tyv fra New York, Harry Lockhart, der ved et af den slags fantastiske tilfælde, som filmhistorien er fuld af, ender i Hollywood som skuespiller på en stor film. Hvad Harry dog ikke ved - og derfor ikke har ondt af - er, at han udelukkende er et led i producentens snedige plan om at presse Colin Farrell ned i pris.
Harry er Kiss Kiss Bang Bangs veloplagte fortæller, der ikke undlader at henvende sig direkte til publikum, hvis han har en vigtig pointe at slå fast. Han stopper filmen, spoler tilbage og spiller en scene igen eller undskylder, hvis han har glemt et eller andet essentielt og skynder sig så at sige det.
Det er meningen, at Harry skal spille detektiv i en film, og han får timer i faget af en cool, homoseksuel detektiv ved navn Perry, kaldet Gay Perry (en fantastisk Val Kilmer). Selvfølgelig bliver de to - et af efterhånden mange umage par i Shane Blacks karriere - hurtigt blandet ind i en kringlet affære omkring et brutalt mord. Heldigvis får de hjælp af en ung, smuk og håbefuld skuespillerinde, Harmony (Michelle Monaghan), der søreme viser sig at være Harrys barndomsveninde og store kærlighed.
Chandler og Chinatown
Men handlingen i Kiss Kiss Bang Bang er reelt 'kun' et pulp-inspireret påskud for at placere hovedpersonerne i et næsten mytologisk landskab af film noir-ikoner, gangstere, privatdetektiver og starletter, der ofte minder én om nogen eller noget, man har set før.
Det er så 43-årige Blacks fortjeneste, at det alligevel føles frisk, og man morer sig over de skøre ting, der sker. Det er bestemt ikke uinteressant at lede efter referencerne til andre film i private eye-genren - Ridderfalken, Chinatown, L.A. Confidential - og den klassiske, hårdkogte kriminallitteratur fra Dashiell Hammet og James M. Cain til Donald E. Westlake og Raymond Chandler. F.eks. er Kiss Kiss Bang Bang delt ind i kapitler, der hver har titlen på en Philip Marlowe-historie som overskrift: The Long Goodbye, The Lady in the Lake etc..
Det kunne være blevet for meget, hvis ikke det havde været for Downey Jr.'s charmerende facon og Blacks trods alt afvæbnende, selvironiske stil, der både understreger, at det hele mest bare er en leg med figurer og skabeloner, og demonstrerer instruktørens store kærlighed til de samme skabeloner og figurer.
Humørfyldt, respektløst
Der er også et mindre, menneskeligt centrum i Kiss Kiss Bang Bang, hvilket især har med Downey og Kilmers præstationer at gøre. De to er ganske enkelt forrygende sammen. Hvor Downey giver den på alle tangenter som rapkæftet drengerøv, der ikke kan tie stille, men alligevel gemmer på et følsomt gemyt, så underspiller Kilmer og yder ham stærkt modspil i adskillige meget morsomme replikskifter.
De to skuespillere har tydeligvis moret sig med deres roller, og det er rart at se dem begge tilbage i topform efter nogle magre år. Kilmer karrieremæssigt, Downey på grund af et heftigt narkomisbrug.
Jeg ved ikke, om Hammett og Chandler, der begge kunne være meget vittige, ligefrem ville være begejstrede for Kiss Kiss Bang Bang - den har f.eks. ikke deres skarpe blik for det omgivende samfund. Men mon ikke de to forfattere ville have moret sig over Shane Blacks humørfyldte og respektløse omgang med de konventioner, de i vid udstrækning selv stod fadder til!?
