Læsetid: 4 min.

La' nu vær'

Man må glæde sig over, at EU-Kommissionen i sin grønbog trods alt kun bruger en enkelt sætning på at efterlyse ny debat om atomkraft og reelt lægger den afgørende vægt på effektivisering af energianvendelsen og på vedvarende energikilder. Man kunne glæde sig endnu mere, hvis EU-landene omsatte denne prioritering i bindende mål for besparelser og øget brug af sol, vind og bioenergi
11. marts 2006

En fordomsfri debat om det potentiale, der ligger bag atomkraft. Det efterlyser Venstres medlem af Europa-Parlamentet Karin Riis Jørgensen i en kommentar til den grønbog om energipolitik, som EU-Kommissionen fremlagde onsdag. Ifølge Riis Jørgensen »skal vi ikke afskære muligheden for atomkraft uden videre diskussion.« Kommissionen selv lover at arbejde for en ´åben og objektiv debat om atomenergiens rolle i EU.«

Der hersker som bekendt uindskrænket ytringsfrihed i Danmark som i EU, så naturligvis er intet tabu, ej heller tanken om atomkraft som udvidet del af det europæiske energisystem. Men ærlig talt, er der ikke noget mere perspektivrigt, fremtidsrettet og moderne at snakke om?

Det er rigtigt, at der rundt om i Europa er røster, der taler om atomkraftens genkomst. Ikke kun overvintrede stemmer fra den atomindustrielle lobby, men også enkelte bekymrede miljøfolk som den britiske forsker James Lovelock, der ser atomkraften som redning for en verden, der er ved at overophede i sit misbrug af fossile, CO2-forurenende brændstoffer. Samt regeringschefer som Tony Blair, der taler for ny satsning på atomkraft. Men hvorfor vælge mellem pest og kolera? Hvorfor forsøge at håndtere EU's dobbeltproblem med olie-gasafhængighed og klimabelastende CO2-udledninger ved at skabe sig selv en ny hovedpine? når nu der vitterlig er andre og bedre valgmuligheder.

For et land som Danmark giver det sig selv. Danmark er i dag blandt de absolut førende i verden, når det gælder såvel udvikling af vedvarende energi som effektivisering af energianvendelsen. Og det er Danmark, fordi man for 21 år siden valgte atomkraften fra og dermed frisatte ressourcer og skabte motivation til at satse på vindkraft, bioenergi, sol samt på at komme energispild i boliger, virksomheder og andre sektorer til livs. Pionererne, der dengang blev hånet som ´barfodsgængere, biodynamikere og hjemmefødere´, kan i dag betragte en blomstrende milliardindustri for bæredygtige energiløsninger. Danmark har for længst udskiftet den atomteknologiske ekspertise med innovationskraft i verdensklasse i det, der engang hed ´den alternative´ energisektor.

Det er sikkert grunden til, at også en Karin Riis Jørgensen erkender, at ønsket om en ny atomkraftdebat ikke rigtig gælder Danmark.

I de øvrige EU-lande varierer forholdene. Mens et land som Holland henter sølle 3,8 procent af sit elforbrug fra atomkraften, er Frankrig massivt afhængig med 78,1 procent. Og mens lande som Spanien og Tyskland vil afvikle deres atomkraftprogrammer, er Finland som eneste EU-land i gang med at bygge en enkelt ny reaktor. Tendensen gennem de seneste tiår har været, at atomreaktorer i EU er noget, man lukker, ikke noget man starter.

Eneste argument for at gå den anden vej, er CO2-dilemmaet. Atomkraft er som bekendt CO2-fri. Men den er ikke problemfri. I stedet for CO2 har atomkraften sit radioaktive affald. Det er et halvt århundrede siden, det første civile atomkraftværk blev indviet, og endnu foreligger der ingen løsning på problemet med slutdeponering af de flere tusind kubikmeter højradioaktivt affald, der er oplagret rundt om i EU. Hertil kommer et volumen af mellem- og lavradioaktivt affald, der er tusind gange så stort. Foruden selve de aldrende, strålingsfarlige reaktorer. Læg hertil, at man med atomkraft udskifter afhængigheden af Mellemøstens olie og Ruslands gas med en afhængighed af uranleverandører i lande som Kazakhstan, Namibia, Uzbekistan, Niger og Sydafrika, hvis ikke man er så heldig at få del i Australiens eller Canadas uranreserver. Og tilføj perspektivet med spredning af atomvåben via den civile brændselskæde - et perspektiv så truende, at Vesten netop nu for enhver pris vil hindre et land som Iran i at komme i besiddelse af denne teknologi.

Så bæredygtig, endsige vedvarende, er atomkraften ikke. Det er nok forklaringen på, at kun 12 procent af EU-borgerne i en ny Eurobarometer-undersøgelse anbefaler udvikling af atomkraften som middel til at mindske det fossile energiforbrug. Til sammenligning ønsker 48 procent et fokus på solenergi og 31 procent en satsning på vindkraft. Blandt franskmændene, der med 59 reaktorer ved, hvad de taler om, vil kun 8 procent fokusere på atomkraft.

At lægge op til en ny europæisk debat om atomkraft er at lægge op til årelange konflikter og båndlæggelse af masser af menneskelige og institutionelle ressourcer på en teknologi, der hører fortiden til. Hver euro og hver time, der investeres i atomkraften, går fra de egentligt bæredygtige og vedvarende løsninger, som kloden skriger på.

Derfor må man glæde sig over, at EU-Kommissionen i sin grønbog trods alt kun bruger en enkelt sætning på at efterlyse ny debat om atomkraft og reelt lægger den afgørende vægt på effektivisering af energianvendelsen og på vedvarende energikilder.

Man kunne glæde sig endnu mere, hvis EU-landene omsatte denne prioritering i bindende mål for besparelser og øget brug af sol, vind og bioenergi. Og hvis EU gjorde op med de massive økonomiske støtteordninger, som over årene har tilført atomkraften mere end 60 milliarder euro og fortsat favoriserer denne fortidens teknologi på bekostning af fremtidens bæredygtige og nødvendige løsninger.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her