Læsetid: 4 min.

Med lånte øjne

Det var nødvendigt for mig at lave den film, siger Jon Bang Carlsen om 'Blinde engle'
18. august 2006

Instruktøren henter sin blinde skuespiller (Rune T. Kidde) i lufthavnen i Cape Town. Selv om de begge er danskere, aftaler de fra starten at tale engelsk indbyrdes, for filmen er allerede i gang. Instruktøren forklarer, at skuespilleren skal agere i rollen som en blind mand, der vender tilbage til Sydafrika for at realisere en vanvittig drøm om at flyve.

Han skal kaste sig ud fra toppen af en klippe i en paraglider. Men først skal han installeres i en lejlighed med udsigt til havet, og dernæst skal han introduceres for sin sorte stuepige. Hun skal være hans øjne.

Ret meget mere ved instruktøren ikke. Åh jo, han ved, at filmen skal afslutte den trilogi om det religiøse, som blev indledt i 1999 med den dokumentariske Addicted to Solitude og fortsat med den mere essayistiske Portrait of God (2001). Men så ved han heller ikke mere. Spillet kan gå i gang.

I den følgende halvanden time guider instruktøren sine to skuespillere - den blinde mand og den sorte stuepige - gennem en fiktionshistorie, hvis omrids er så rudimentært, at han flere gange må spørge de agerende, hvad de selv synes, der skal ske. Ind imellem reflekterer instruktøren over sin films tema og sit eget forhold til det religiøse. I andre passager trænger den sydafrikanske virkelighed sig ind i filmen som en brise af brutal virkelighed. Men kun en brise.

Til forskel fra Jon Bang Carlsens to foregående Sydafrika-film, hvor det dokumentariske lag spiller en fremtrædende rolle, er den ydre virkelighed denne gang kun en kulisse omkring den iscenesatte handling. Som instruktøren siger et sted i sin speak, tog han til Cape Town for at finde endnu en historie, men i stedet kom han på en rejse ind i sig selv. Dog trænger virkeligheden sig hen imod slutningen på med en styrke, som er tæt på at vælte både fiktionen og det dokumentariske niveau omkuld.

Men hvorfor en så mærkværdig film lige nu?

"Det var det, fordi jeg med Portrait of God var ved at bevæge mig ind i litteraturen," forklarer Jon Bang Carlsen. "Den nærmede sig et punkt, hvor jeg næsten kunne lukke billedet ned og tale mig igennem filmen. Selv om jeg kalder de tre Sydafrika-film essayistiske, måtte jeg stå ved, at jeg er billedmager, ikke forfatter. Jeg måtte tilbage og have fat i min primære glæde ved at lave film, tilbage til det rent filmiske, det visuelle."

Det hele skal kunne ses

Jon Bang Carlsen peger på, at han hverken er intellektuel eller journalist, og at han under sin opvækst med to forældre, der begge kom fra kunstakademiet, naturligt lærte at orientere sig visuelt.

"Generelt har jeg det sådan, når jeg laver film, at hvis jeg kan finde en indfaldsvinkel til mit kameraarbejde, så skal alt det andet nok falde på plads. Det gælder både mine fiktive og mine dokumentariske film - selv om jeg dybest set ikke skelner mellem de to former. Hvis ikke jeg intuitivt ved, hvor kameraet skal stå, er jeg på vildspor."

- Normalt siger man, at film er bevægelse, action?

"Det er noget rent sludder, synes jeg. Selvfølgelig findes der fantastisk gode actionfilm, og selvfølgelig kan historien være vigtig. Men historien er også bare en anden måde at tegne et psykisk portræt på. Jeg elsker den gode historie, men det er ikke min mission at fortælle historier. Min mission er at gå ind i en situation, der er genkendelig, både for mig selv og for publikum, og så nærme mig den på en ny måde. At beskrive den på en måde, der slår hul i det sædvanlige sprog, så man forhåbentlig kan se det genkendelige i en anden og måske også større sammenhæng."

Opgør med sandheden

"Jeg vil gerne problematisere forestillingen om, at der findes en sand måde at fremstille virkeligheden på. Hvis jeg på nogen som helst måde skulle se mig selv som en politisk filmmager, så har hele mit virke været ét langt opgør mod sandhedsbegrebet. Jeg har altid haft problemer med de store faderskikkelser, hvad enten det er 'den kloge mand' på Danmarks Radio eller præsten, der står oppe på prædikestolen og ødelægger troen med alle sine velformede sætninger, som ikke tør tøve. Når vi taler om dokumentarisme, taler vi jo ikke om journalistik, men om kunstneriske udtryk, måder at spejle verden på i et sind, og i den forbindelse er sandhedsbegrebet helt irrelevant. For mig drejer det sig om at spejle en energi videre, en lyst til at leve og en lyst til at nærme sig sit eget liv. Dét er vel det mest fornemme, vi som fortællere kan give videre til andre mennesker."

Jon Bang Carlsen er ved at forberede en ny film fra Sydafrika. Denne gang er han atter tilbage i instruktørstolen bag kameraet, og stilen er hans velkendte iscenesatte dokumentarisme.

nBlinde engle.

Instr.: Jon Bang Carlsen. 2005. 90 min.

Odense Film Festival.

Vises i BioCity i aften kl. 20

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her