Den vestafrikanske harpe, koraen, giver - i kombination med sin musiktraditions rytmiske underlag - en særlig sprød, svævende stemning. Og som det er tilfældet i adskillige etniske musiktraditioner, er det udpræget tilstandsmusik, cirkulær musik, der har den indbyggede begrænsning, at den er baseret på gentagne mønstre og simple akkordstrukturer. Hvilket dog kan have en fascinerende hypnotisk kvalitet og et kriblende liv, hvad den malinesiske sangerinde, Rokia Traoré, er et bevis på (hør hendes cd, Bowmboï, fra 2003!). Den vestafrikanske musik er dermed langt fra kernen i efterkrigstidens jazzbevægelse: bopmusikken og den amerikanske sangbogs højt udviklede harmonik og improvisationstradition (men til gengæld ikke så langt fra bluesmusikkens kulører).
Banalt materiale
Lørdag aften i Jazzhouse var det netop de to omtalte traditioner, den vestafrikanske og den bopjazzede, der søgtes forenet i saxofonisten Simon Spang-Hanssens nyeste initiativ, gruppen Rainbow Spirit. Den består foruden af ham selv på saxofoner og fløjte af el-bassisten Thomas Fonnesbæk, perkussionisten Ayi Solomon og den gambianske kora-spiller, Dawda Jobarteh. Der skulle være rige muligheder for at skabe spændende musik ud af denne fusion. Men sådan som det blev gjort af Rainbow Spirit, fungerede det ikke godt.
Spang-Hanssens materiale, skrevet med skyldigt hensyn til koraen, tenderede for det første det banale, og her tænker jeg især på det melodiske og arrangementerne. Men værre var en mærkelig mangel på indre sammenhæng i kvartettens sammenspil.
Gispede efter luft
Lyden var sådan set indbydende med Solomons daskende håndperkussion og Jobartehs overlegent plukkende kora-spil som pulserende rytmisk underlag sammen med Fonnesbæks ostinatprægede basspil. Og ovenover flaksede Spang-Hanssens boppede saxofoner med Parker og Rollins indkodet i bevægelserne. Men somme tider var det, som spillede instrumenterne hver sin vej i forhold til det angivne tempo, og her swingede det mildt sagt ikke! Og så blev der høvlet soloer af i en lind strøm - ikke mindst af kapelmester Spang-Hanssen - med masser af tonekaskader og arpeggios, så man gispede efter luft og åndehuller. Jeg savnede musikalske 'historier', indre ro, fokus på de små detaljer, der kunne få denne type musik til at leve. I stykke på stykke blev samme recept anvendt med solo til alle. Og den ofte decideret forivrede Solomon skulle partout hver gang forlade grundpulsen og give den store showprægede opvisningsguide på sit arsenal frem for at holde os i musikkens vuggende rille og udvide vores oplevelse af den. Det var ærlig talt noget af en ørkenvandring. Paradoksalt nok med følelsen at være låst fast - ikke fri og opløftet i et vidtstrakt land.
Rainbow Spirit, Copenhagen Jazzhouse, lørdag
