Læsetid: 3 min.

Lad bordet fange

11. februar 2004

Det er lige meget, om jeres kvinder kan få kørekort eller gå ud alene. Forfølg bare jeres politiske modstandere. Det skal vi nok se gennem fingre med, så længe I holder oliehanerne åbne.
Sådan har den vestlige verdens udenrigspolitik i praksis været over for det saudi-arabiske kongehus gennem mange år. En tilsvarende nænsom behandling har den indflydelsesrige, egyptiske præsident, Hosni Mubarak, fået. Det på trods af at hans styre er bundkorrupt og gerne smider demokratifortalere i spjældet.
Nu er der imidlertid tegn på, at de vestlige lande stille er ved at tage fløjshandskerne af i forhold til de arabiske ’venner’. Som omtalt i Information i går vil både EU og USA hellere end gerne bruge millioner af euro og dollar på projekter i de arabiske lande, som kan fremme demokrati og menneskerettigheder. I løbet af i år ventes adskillige samarbejdsprojekter søsat indeholdende alt muligt lige fra kulturudveks-ling til naturkatastrofe-beredskab.
Det er beskæmmende, at der skulle en 11. september 2001 til, før det for alvor gik op for os i Vesten, at manglen på demokrati og den skrigende, sociale uretfærdighed i de arabiske lande gøder fundamentalisme og terror. Fortidens forsømmelser bør dog ikke afholde os fra at glæde os over, at udenrigsministre fra Per Stig Møller til Colin Powell nu aktivt forsøger at fremme folkestyre og frihed langs Middelhavet og i Golfen. De skal bare holdes fast på alle de fine er-klæringer.

Forleden spurgte den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, under et internationalt møde: »Hvorfor satser vi ikke på frem til 2010 i fællesskab at få indfriet det ambitiøse mål at oprette en frihandels-zone, der omfatter hele Middelhavsområdet?«
Det er et knaldgodt spørgsmål. For hvis vi virkelig vil give araberne og nordafrikanerne smag for demokrati, så er det bydende nødvendigt, at indsatsen garneres med økonomisk vækst. Der bliver ingen stabilitet i regionen, så længe halvdelen af de unge arabere i mismod ønsker at flytte til Vesten, sådan som det fremgik af en undersøgelse foretaget af FN’s Udviklingsprogram i 2002.
For at sætte skub i økonomierne i Mellemøsten og Nordafrika skal vi i EU slå dørene helt op for deres eksport. Det vil sige, at vi ikke skal møde T-shirts fra Egypten og tomater fra Marokko med told og kvoter. Den frie samhandel vil gøre ondt på os i form af mistede arbejdspladser fra Sicilien til Helsinki, men der er ingen vej udenom.

I EU bliver vi også nødt til at se på vores flygtningepolitik. I stedet for at lade desperate fattigdomsflygtninge lide druknedøden ud for vores kyster bør vi undersøge mulighederne for kontrolleret indvandring. Arabere og afrikanere på arbejde i EU vil sende en masse penge hjem.
Derudover vil de afbøde manglen på arbejdskraft i det aldrende Europa.
Hvis Per Stig Møller og alle de andre udenrigsministre mener noget med at indgå partnerskaber med arabiske lande, så må de også tage bladet fra munden over for deres arabiske kolleger. Det er jo f.eks. meget fint, at Jordan gerne vil have dansk støtte til at oprette en ombudsmands-institution. Men den gave bør jo følges af dansk pres for øget politisk kontrol med kongen. Det vil heller ikke være i et sandt partnerskabs ånd, at EU-landene lader misgerninger passerer, som det f.eks. skete, da Egyptens styre i 2001 fik idømt demokratiforkæmperen Saad Eddin Ibrahim syv års fængsel.
Hvis de arabiske lande skal tage imod vores demokratipakker, så skal EU og især USA lægge et langt større pres på Israel for at finde fredelig sameksistens med palæstinenserne. Konflikten er et kæmpe hul i vejen til demokrati i regionen. Jordans kong Abdullah kommenterede for nylig alle de mange tilbud fra EU og USA på følgende måde:
»Kernepunktet er den israelsk-palæstinensiske konflikt. Ingen anden konflikt har kastet så store skygger over resten af verden.«

En helhjertet indsats for velstand og demokrati i de arabiske lande bør ikke få os til at nedprioritere arbejdet for de samme mål andre steder. F.eks. er det en meget dårlig idé, når den danske regering finansierer sit arabiske initiativ ved reelt at tage penge fra bistanden til Afrika syd for Sahara. Frustrerede afrikanere kan vise sig at være lige så farlige for os som frustrerede arabere.

hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her