Læsetid: 6 min.

Lad djævlekrukken danse

Midt i september, den 12. nærmere bestemt, 2003, besøgte Marianne og jeg vores ven, maleren Erik Liljenberg, i huset i Lihme, oppe i Vest-salling. Erik gav mig en stak fotokopier, han havde fået på museet i Silkeborg.
7. maj 2007

Christan Vind
Sauherad, Norsjö
14.-15. august 2006

To artikler af Asger Jorn: En ny billedaflæsning og dets konsekvenser og Hvad er et ornament?, trykt i henholdsvis Nyt tidsskrift for Kunstindustri i marts 1946 og Dansk kunsthåndværk 1948, nr. 21, årg. 8 og ikke publiceret siden. Jeg læser artiklerne i løbet af december. Her omtales bogen En bygdekirke af Harry Fett (Gyldendal, norsk forlag) og den usædvanlige dæmonvæg på korbuen i Sauherad kirke, fremdraget af konservator Gerhard Gotås i årene før Anden Verdenskrig.

Harry Fett skriver:

Man kan ikke være i fred noen steder. Overalt stakk demonerne frem. Hadde man først fått jagd dem ut i vinternatten ad en dør, straks kom de igen ad en annen, kom inn gjennen skodder og lukkede vinduer. Og ikke før de kommet ind i rummet, før de smøg sig inn i sjelen, klarte op rummet, tok strupetak om hjertet, så man næsten ikke kunde puste.

I midten af ingenting

Vi er i Sauherad kommune, og jeg står af ved hotellet i Akkerhaugen ved den øvre del af Nörsjö. Bølgende marker med modent korn, brunt som sennep. Mælkegrå bjerge ligger som en takket kant i horisonten, og himlen er høj.

Her i midten af ingenting finder jeg omsider og tilfældigt - ved hjælp fra en pakistaner i en varebil - et rådhus, politigården og et sognekontor.

Skider på handicaptoilettet og går indenfor på sognekontoret: Nej, kirken er lukket!

Et bedehus, der står i beskyttelse af Securitas, her hjælper ingen bønner, tænker jeg. Men graveren Johannessen er særdeles venlig og siger, at han vil køre mig de syv kilometer derop og åbne kirken. Den er fra 1100-tallet, viet til Laurentius og er et af de første stenhuse i Norge, bygget i århundrederne efter kristendommens indførelse. Den står med hvidkalkede, groft tilhuggede stenkvadre.

Her står jeg imellem 900 år gamle mure, i den yderste periferi, i et fladloftet romansk rum. Der er uendelig stille. Lyset falder sparsomt fra højtsiddende vinduer. Set fra skibet over korbuen sidder Frederik den Sjettes monogram. Inventaret i skibet er nyklassicistisk. På loftets brede, hvidskurede planker svæver stiliserede lammeskyer i henholdsvis siennarød og grå - givet stoflig gennemsigtig illusion med tør hvid maling. Det ser helt Matisse-agtigt ud. Alteret fylder i korrummet, malerier; naive og i provinsiel aftapning, almue barokornamentik, to hjerter med latinsk indskrift: S.U.R.S.U.M. og M.U.S.I.C.A. - Ophøj musikken.

Dæmonerne pibler frem

Vender mig imod skibet og ser dæmonvæggen malet rundt om korbuens sienna-røde kant.

Jeg stirrer på dette dæmontræf, en kakafoni, et kor, som langsomt eksponeres for øjnene. På afstand ligner det en ulden sort vævning, tæt på indordner tegningerne sig, nu pibler og syder de frem. Der sker det, som Leonardo da Vinci skriver i sine optegnelser, at når man stirrer ind i en frønnet væg drivende af fugt, fremkaldes illusive landskaber, kampscener eller besynderlige flygtige ansigter som ord hørt i kirkeklokkers ringen.

Det siges, at Sauherad-væggen tæller flere en 2.500 dæmoner i alt, men det ville være svimlende at tælle efter. Mange er ikke større end en fingernegl, spundet sammen til ét nu - en febril samtidighed. I Theatrum Diabolorum fra ca. 1575 beskriver Erasmus Laetus dæmonverdenen og kommer efter indgående studier frem til, at der nøjagtigt findes 2.665.866.744.664 forskellige dæmoner.

Disse hundreder af år gamle billeder har stadig en så stærk præsens og suggestiv kraft, at jeg er ekstra påpasselig på stigen, Johannessen lånte mig.

Dæmonerne fortættes til højre for korbuen og blæses derover sfærisk og gennemsigtigt som sværme imod loftet i en tegning, som synes at tegne sig selv; malet indad lyttende. Gespenster manes frem med tynd pensel i en trukket kontur af bensort, pulveriseret knogle, iblandet lim, som binder deliriet til et sammenvævet flimrende net af kippe- og fikserbilleder, flygtigt som det støv, der følger mennesker og menneskers aktivitet.

Billeder af realiteten

I skær fra tællelys af fedt har malerne arbejdet i secco over få intensive ryk, der er ikke korrigeret, ændret eller føjet til. Tegningen er et råt og nøgent udsagn. Der er ikke skraveret, ingen perspektivisk dybde eller lagt skygger. Stregen er dirrende af nerve i øvet umiddelbarhed, direkte seismografisk som håndskrift og automattegning. Den udvider sig i et uendeligt additionsprincip, som ved celledeling, evigt ekspanderende og omsluttende. Vi ser ikke træsnittets kantede karakter, der er hverken tegnet fra blokbøger eller andre grafiske forlæg som f.eks Cranach eller Dürer. Billederne er opstået af en konkret dybdepsykologisk realitet, i pestens århundrede, under den 400 år lange danske nat. Fikseret på væggen her som den dæmon, Luther så på slottet i Warburg og druknede i blæk. Tegningerne er som sorte ornamentale tråde i Gustave Moreaus syner, hvis konturer ikke synes at kunne finde farvens faste grund - også disse billeder her rummer et ejendommeligt islæt af indisk eller østlig ikonografi.

Konturen fremkalder og materialiserer billederne, skiller dem fra det usynlige, men figurerne har ingen handlen, det er, som er deres tilstedeværelse og blik nok; det er billeder, som ser, som ser, som ser.

Man besættes af ansigts-feber, suges ind i dette nanofelt af øjne. Hvor end man ser, stirrer gloende øjne tilbage, og blikket, der søger væk, driver ind i nye hobe af animalske gestalter, som spaltes og multipliceres i stadig nye dele af større og mindre delfigurer, og blikket tvinges til at zoome ind og ud i dette drivende partikulære inferno af forstørret støv. Der er ingen fred, dyret stirrer vedvarende på dig i stadig nye iklædninger og forvandlinger.

Disse shamanistiske billedtegn var for en kort stund åbenbarede, før de blev usynlige i reformationens hvid for så atter at dukke frem endnu engang som en atavisme. Jeg ser dem nu, og en dag vil de igen være forsvundet.

En indviet sang

Forlader kirken. Og venter. Der er henved to timer, til bussen går. Der kommer en dame forbi, som har en hund for enden af en snor. Hun siger, at bussen ikke går derfra til Oslo, men at jeg skal under tunnellen op på hovedvejen. Over vejen, under tunnellen, hvorefter jeg møder en mand med sponsorvindjakke fra Grarv fodboldklub, briller og over højre øje en sammenvokset vorte, som næsten syntes at lukke øjet. Han bærer et cirka 15 centimeter stort, hvidt plastic-ur, og det tager et øjeblik at opfatte, at manden er retarderet.

Jeg vælger at følge ham tilbage til busstoppestedet. Han taler om en "muse i Frederikshavn", siger "Jæeee" med påtaget flad, dansk dialekt, og så synger han "Jeg er havren, jeg har bjælder på" på norsk. Jeg spørger, om det ikke er en dansk sang, og han siger, at "det er en jysk sang - Jeppe Aakjær". Jeg spørger ham, hvorfra han har en så esoterisk viden. Og han svarer: "Jeg har læst det i avisen". Derpå synger han en selvlært udgave af Dansevise, igen på norsk, og så taler han om Jørgen Ingmann og Lill Babs, tror jeg.

Tilbage ved stoppestedet spørger han mig, hvad jeg laver på egnen, og jeg siger, jeg har besøgt kirken. Han griner og siger: "Djævlevæggen". Han spørger, om jeg så nogle ekstra, og jeg siger: "Ja, jeg så vist et par stykker, ingen har set før".

Lad djævlekrukken danse, lad os smage på fluesvampegiften og hore med skøgen fra syndflodens dage, siger jeg for mig selv, og bussen kommer.

Christian Vind (f. 1969). Maler, tegner, grafiker, skribent. Har blandt andet udgivet kunstbøgerne 'Hvidpapirfeber' og 'Bøf er stegt'. Udstillingsaktuel den 15. september på Silkeborg Kunstmuseum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her