Læsetid: 4 min.

Lad folket selv bestemme

INGEN VED, hvornår Castro dør eller overgiver magten, men hans nuværende sengeleje burde være en god lejlighed for ham til at tænke sig om og for et øjeblik lade de politiske rygmarvsparoler ligge på sengebordet. Tænke over hvilken arv, han ønsker at efterlade sig og måske skrive et politisk testamente. Omdrejningspunktet i det testamente bør være, at det cubanske folk selv får lov til at vælge deres ledere i et demokratisk valg - af den anerkendte slags naturligvis, hvor alle har ret til at stille op. Han burde starte med at løslade resten af de 75 kritikere, som i 2003 blev fængslet - og meget gerne tage resten af de omkring 300 politiske fanger med, som menneskerettighedsorganisationer vurderer pt. sidder i de cubanske fængsler. Det vil være en arv, resten af det venstredrejede Latinamerika vil kunne bruge.
12. august 2006

I de forløbne uger har et miniputland på 11 millioner indbyggere med en halvskidt økonomi og en temmelig begrænset politisk betydning indtaget overskrifterne i uvant grad. Landets navn er Cuba, og når det har fundet vej ind i alverdens avisoverskrifter, er det naturligvis, fordi dets leder, Fidel Castro, er blevet så syg, at det har skabt tvivl om styrets fremtid.

Men det er også fordi, at Cuba i dag står som det eneste reelle levn af den politiske ideologi, som udgjorde modsætningen til liberalismen i det forrige århundrede: Kommunismen - efter Kina reelt er slået ind på en anden kurs med sin omfavnelse af markedsøkonomien, og det nordkoreanske galehus længe har stået uden for kategori.

Som sådan er det også Cuba, der kan henvises til, når tilhængere og modstandere skal afgøre, om der kom noget godt ud af dén isme, og det lokale eksempel, som den nye latinamerikanske venstrefløj har at referere til - i de fleste tilfælde med en vis distance - når de skal indrette deres egne samfund i lande som Brasilien, Argentina, Bolivia, Uruguay, Venezuela og om ikke så længe måske også Nicaragua. Lande hvor venstrefløjspartier i de seneste år har erobret regeringsmagten.

De skal finde et ståsted i en globaliseret verden, hvor et basalt ønske om mere lighed skal realiseres på de vilkår, som verdensmarkedet dikterer. Og hvor et ideologisk slag lige nu står om, hvilken retning, der er den rigtige med Venezuelas rabiate Chavez på den ene side og Brasiliens mere kompromissøgende Lula på den anden.

Cuba har siden en nytårsaften i 1959 på godt og ondt udgjort det eneste stabile venstrestyre i en region, som først i de seneste år fodslæbende har fået en vis politisk frihed fra USA, efter at stormagten i mange år har forbeholdt sig retten til at vælge eller vælte lokale ledere.

DET ER OFTE blevet hævdet, at styrets politiske forfølgelser, undertrykkelse af ytringsfriheden og manglende demokrati er prisen for velfærdsgoder som fri uddannelse, et sundhedssystem som er gratis for alle og politisk uafhængighed af USA. Goder som betyder sul på kroppen, hvide tænder og oceaner af læger, og som i en velfærds-orienteret forstand hæver Cuba langt op over de fleste af dets nabolande.

Men velfærd og velstand står naturligvis ikke i modstrid med demokrati og rettigheder, og selve sammenkædningen viser styrets problem og legitimiteten, det har mistet ved ikke at inddrage folket.

Den absolutte leder af det styre er Fidel Castro, der søndag fylder 80 og som en almægtig landefader, hævet over demokratiets institutioner, styrer landet mere eller mindre enevældigt, som han har gjort det i 47 år. Det får sandsynligvis snart en ende, og spørgsmålet er, hvilken arv, han vil efterlade sig.

ET GODT BUD er, at Cuba vil forsøge at forfølge en kinesisk model, hvor en øget åbning af økonomien skaffer flere penge til et presset budget.

Håndfast styret af den cubanske hær med bror Raul i spidsen har vestlige penge allerede gjort deres indtog på revolutionsøen, og det er sandsynligvis en udvikling, der vil fortsætte.

Men indtægtsforskellene mellem de, der arbejder i turistbranchen, og de der ikke gør, ligner i bekymrende grad allerede noget, der kunne have eksisteret, før Castro vippede diktatoren Batista af pinden - i Havanas gader fungerer markedet allerede for de, der har råd til at deltage i det. Og intet tyder på, at nogen vil forsøge at lokke den trold tilbage i æsken.

Denne økonomiske åbning bliver dog næppe ledsaget af en politisk. Kommunistpartiet mener stadig, at de er de eneste, der kan beskytte cubanerne mod den omgivende verden og ikke mindst USA, der konstant bruges som en blankocheck for stramninger af de borgerlige rettigheder.

INGEN VED, hvornår Castro dør eller overgiver magten, men hans nuværende sengeleje burde være en god lejlighed for ham til at tænke sig om og for et øjeblik lade de politiske rygmarvsparoler ligge på sengebordet.

Tænke over hvilken arv, han ønsker at efterlade sig og måske skrive et politisk testamente.

Omdrejningspunktet i det testamente bør være, at det cubanske folk selv får lov til at vælge deres ledere i et demokratisk valg - af den anerkendte slags naturligvis, hvor alle har ret til at stille op.

Han burde starte med at løslade resten af de 75 kritikere, som i 2003 blev fængslet - og meget gerne tage resten af de omkring 300 politiske fanger med, som menneskerettighedsorganisationer vurderer pt. sidder i de cubanske fængsler.

Derefter skulle han indlede en dialog med de hjemlige dissidenter, der for hovedpartens vedkommende har en agenda, der ikke er så forfærdelig forskellig fra den, det cubanske styre selv hævder at stå for med velfærd som det centrale omdrejningspunkt.

Det vil være en arv, resten af det venstredrejede Latinamerika vil kunne bruge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu