Læsetid: 5 min.

Lad folket være kritikere

Årgang 1983. Debut. Det er de to eneste oplysninger, der står om Louise Rosengreen ved siden af hendes digte i det nyeste nummer af tidsskriftet Hvedekorn. Men bag de to oplysninger gemmer sig en ung kvinde, der godt nok er duperet over at havne i Hvedekorn, men ikke er bange for at kritisere den generelle tendens til at hylde det uforståelige i dansk lyrik
19. juli 2006

Læs bøger, send ind og vær stædig, lød lærerens råd til digterspiren. Louise Rosengreen hørte efter og debuterer nu i tidsskriftet Hvedekorn. Da hun selv fik at vide, at Hvedekorn havde udvalgt hendes digte, var hun et helt andet sted. Mentalt. På grund af eksamensræs og en svartid på op til et år, var hun langt væk fra Hvedekorn. Fysisk stod hun ved postkassen og stirrede på brevet fra redaktionen.

"Det var jo helt surrealistisk. Men selvfølgelig også ret rart. Ofte går man jo rundt og siger til sig selv, at der jo alligevel ikke er nogen, der gider at læse det, man skriver," siger hun om det at debutere.

Louise Rosengreen har i et par år forsøgt at få trykt sine digte. Det lykkedes hende også i tidsskriftet Reception, der udgives af Københavns Universitet.

"Det er ikke fordi, jeg kæmper for at debutere, men man begynder jo også at blive stædig på et tidspunkt. En lærer sagde engang til mig, at det handlede om at læse bøger, sende ind og være stædig. Det er nogenlunde den rækkefølge, jeg har fulgt."

Hvedekorn har en lang tradition med at lade unge håbefulde digtere debutere.

Tidsskriftet, der udgives af Borgen, er udkommet i over 80 år og regnes for at være alle danske litterære tidsskrifters moder. Blandt tidligere redaktører kan nævnes Halfdan Rasmussen, Torben Brostrøm, Poul Borum og også Per Kirkeby - Hvedekorn består nemlig af to dele: Én for billedkunst og én for poesi.

Mange kendte danske forfattere og digtere skriver eller har skrevet til det lille tidsskrift: Michael Strunge, Emil Bønnelycke, Tove Ditlevsen, Klaus Rifbjerg "og Per Højholt", tilføjer Louise Rosengreen og afslører en lidenskab for Per Højholts og Inger Christensens system-digte, der trods hendes unge alder går mange år tilbage.

På skuldrene af kæmper

Louise Rosengreen arbejder ikke bevidst med inspirationen fra ikonerne, men ved, at det selvfølgelig ikke kan undgås, at hun er påvirket af at have læst så uendeligt meget lyrik.

"Jeg opdager det for det meste, når det sker. Hvis der lige er en sætning, der minder utrolig meget om mit yndlingsdigt af Naja Marie Aidt."

Det må ikke blive en vane at stå på skuldrene af kæmper, mener Louise Rosen-green. Men man kan selvfølgelig også vælge at arbejde bevidst med det en gang imellem. Et af de digte, hun har fået trykt i Hvedekorn, indeholder endda en lille hilsen til Bo hr. Hansen

"Derfor er det egentlig meget sjovt, at det lige er i Hvedekorn, det bliver bragt. Han debuterede også i Hvedekorn. Og skrev et digt om kampen for at debutere og beskriver, hvordan han fortryder og ender med at fastslå, at man jo også kan rive teksten i stykker."

Louise Rosengreen fortryder ikke debutten, men håber, at den kan bygge hende lidt op.

"Jeg har jo fundet ud af, at det at blive trykt i Hvedekorn ser meget godt ud på cv'et i den branche. Det er egentlig lidt noget pjat, synes jeg. Men sådan er der vel meget, der fungerer."

Hun vil selvfølgelig også gerne udgive egne digtsamlinger.

"Man bliver enormt bevidst om, hvad tekster kan gøre, når man får læsere på, og det lærer man af. Og jeg vil selvfølgelig gerne være bedre."

Kritik og feedback

Louise Rosengreen arbejder meget disciplineret med digtningen. Selvom hendes arbejdsmetode er en kombination af "at slå hjernen fra og hænderne til og så ellers bare associere", så gennemarbejder hun ofte teksterne mange gange. Mens hun vandrer frem og tilbage i den lille kollegielejlighed. Og lytter til musik. Old school rock'n'roll og country. Og hun er ikke sin eneste kritiker.

"Jeg har en gruppe venner, der også skriver. Dem mødes jeg med engang imellem, og så læser vi hinandens tekster og giver kritik. Og så redigerer jeg. Det bliver digtet som regel kun bedre af. Men der er jo også tilfælde, hvor man sidder i toget, og så siger det lige svup, og så er den der. Den gode tekst."

Men hun oplever, at mange unge digtere benytter sig af at give hinanden feedback.

"Det er lidt noget pjat, at mange forsøger at leve op til fordommen om, at man skal være en lidende kunstner. Man bliver kun bedre af, at man får at vide, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer, og hvornår man er uforståelig, og hvornår man er til at forstå. Det er vel sådan, man kommer frem til god kunst."

Louise Rosengreen opfatter sig selv som en ung fattig studerende. Fordi det er hun - hun læser dansk og historie på RUC. Men det betyder ikke, at hun dyrker det.

"Der kan selvfølgelig godt komme noget godt ud af dårligt humør. Men jeg render ikke forvirret rundt og hiver mig i håret og har bunker af afslag liggende på gulvet."

Faktisk har hun én gang fået afslag fra Hvedekorn.

"De skrev, at det nok var en god idé at læse nogle flere bøger. Det morede jeg mig lidt over. Jeg læser faktisk ret meget."

Og det vidner den meterlange hylde, der løber langs væggen i hendes lejlighed om. De fleste af bøgerne har lange hvide linjer af slid i ryggen. I vindueskarmen ligger Sylvia Plaths Glasklokken. Falmet og laset. Og Louise Rosengreen tilhører stadig årgang 1983. Der ligger dog også Douglas Adams' The Hitchhikers Guide to the Galaxy. En ungdomsklassiker. Hendes sprog er også ungt. Og er skrevet i et tempo, som man kan følge med i, selv hvis man ikke er vant til at læse digte.

"Jeg får faktisk ofte at vide, at mine digte ikke er digte, men fortællinger. Det er en lang og dum diskussion. Jeg synes ikke, der er noget galt i, at et digt fortæller en historie. Der er slet ikke noget galt i, at det er en historie, man kan forstå."

Det er faktisk lidt af en kæphest for hende, indrømmer den ellers meget forsigtige Louise Rosengreen.

"Jeg synes ærlig talt, at det er noget pjat, at digte skal være uforståelige for at være gode. Under dadaismen havde man nærmest den opfattelse, at man bare kunne klippe linjer ud fra avisen. Putte dem i en pose og ryste den og lægge ordene ud i tilfældig rækkefølge, og så havde man et digt. Det kan godt være interessant de første to gange, men derefter synes jeg ikke rigtig, det er spændende længere."

Savner bredere appel

I dansk lyrik synes Louise Rosengreen også, at opfattelsen af, at det uforståelige er smukkest, dominerer. Hun kunne godt savne noget med lidt bredere appel.

"Nogle gange kan man godt have kritikerne mistænkt for, at så snart en digter virkelig begynder at sælge, så mister de lidt respekt for digtene. Men jeg synes nu, der er nogle rigtige gode kritikere. De er vel også bare grebet af den her dyrkelse af det uforståelige."

Men ofte oplever Louise Rosengreen, at folk i almindelighed gerne vil høre og læse digte, og så synes hun, det er forkert, at ambitionen ofte handler om "at vinde respekt i en snæver lyrikerkreds, hvor man ikke fatter en bjælde, medmindre man har læst litteraturhistorie i ti år. Jeg tror måske, det er det, der mangler i dansk lyrik: At vi tør lade folket være kritikere".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu