Det er et af de mest eksklusive fora, der i dag slår døren op - eller lukker dem i om man vil. Selv om det ikke er et politisk arrangement, dukker 24 statsledere op på skisportsstedet Davos i Schweiz. Og selv om anliggendet ikke er fredsmægling, vil den tyske kansler og formand for G8, Angela Merkel, bruge chancen til en snak med den palæstinensiske leder, Mahmoud Abbas.
Der er ikke mindre end 30 handelsministre til stede - og nu nærmer vi os det egentlige klientel: Microsoft' Bill Gates, Googles Sergei Brin, cheferne for firmaer som Coca-Cola og Volkswagen. Der er mere end 1.000 store virksomheder, som betaler gildet for at kunne møde kollegaer og konkurrenter, for at kunne udveksle ideer og tanker i et privilegeret selskab. Det har de nu gjort siden 1970.
Kendisserne amgler i år
Men kendisserne er væk i år. Det var ellers dem, der prægede billederne fra Davos sidste år. Angelina Jolie var der og gav sig som Angelina Jolie. Sharon Stone udstillede sit sociale engagement. Og Michael Douglas viste sig frem ved at tale magthaverne imod. I år må selskabet nøjes med Claudia Schiffer - og Bono... man kan vel næppe forestille sig, at Bono ikke ville være til stede for at promovere sit eget engagement?
Sidste år var netop Jolie, Stone og Douglas heltene. Emnet for seancen var Det kreative imperium, og den kreative klasses førstemand, Richard Florida, var naturligvis at finde blandt talerne. I år er emnet endnu en tand mere flydende: The Shifting Power Equation - formuleringen dækker over forandringer i den globale magtbalance udløst af så forskellige kræfter som klimaspørgsmål, terrorisme, uro i Mellemøsten og vækst i Fjernøsten. Og teknologiske gennembrud og det sematiske web - bedre kendt som Web 2.0.
Prominent blogger
På Youtube kan man derfor møde en af årets helte. Han er ikke skuespiller, men webentreprenør:
"Her er en invitation til Davos," siger den ofte begejstrede Jeff Jarvis.
"Uden sneen og uden fonduen."
Jarvis er en af internettets nok mest prominente bloggere. Han beskæftiger sig med de nye former for journalistik, der opstår ud af de etablerede mediers krise: borgerjournalitisk etc. Bloggen hedder BuzzMachine.
Jarvis er en af initiativtagerne til 'The Davos conversation'. En række bloggere er gået sammen med en række medier - blandt andet BBC og The Guardians blogportal Comment is free (det ideologiske forbillede for Informations Luftskibet) og vil på hjemmesiden www.davosconversation.org gøre The World Economic Forum til en helt anden - og langt mindre eksklusiv - form for samtale.
Jarvis forsætter på YouTube:
"Jeg vil gerne have at I videooptager spørgsmål til deltagerne her på The World Economic Forum i Davos." Og Jarvis instruerer seerne (unskyld: brugerne) i at uploade deres spørgsmål til YouTube og tagge dem med davos07.
"Jeg vil gerne se tonsvis af video online, der kan demonstrere for deltagerne i Davos, hvordan det er at leve i vores åbne, samarbejdende, transparente nye verden. Vi ses på YouTube."
I går tirsdag var der otte videoer med tagget davos07. Ikke just en revolution.
Men det har været en uge, hvor samtale er blevet buzz som aldrig før. For ikke blot er eksklusiviteten ved et selskab (Davos) nu defineret ved sin åbenhed ('the revolution will be YouTubed', som Jeff Jarvis optimistisk formulerer det). Men det var også ugen, hvor hele tre amerikanske præsidentkandidater offentliggjorde deres mulige kandidatur med video online.
Hillary Clinton lancerede sig selv med en samtale: Let the conversation begin, lyder overskriften for kampagnen, som indtil videre kun har taget form som en videosamtale.
To gange har senatoren fra New York talt (undskyld: chattet) med sine vælgere online - og igen i aften. Formen er fantastisk. Ligesom der er noget fantastisk ved at se en række bloggere give den som utilpassede inde fra Davos. Men det er endnu et åbent spørgsmål om det fører til en bedre samtale og større indsigt. Eller bare mere støj.
Læs mere på luftskibet.information.dk/radar