Læsetid: 4 min.

Lad skabets skeletter hele fortidens sår

Kolonitiden rippede flere oprindelige folk for den kulturarv, der i dag findes i alverdens etnografiske samlinger. Skal tingene tilbage, eller bør samlingerne bevares som universelle fortællinger om den kulturelle diversitet? Det var spørgsmålet på en konference i Nuuk i sidste uge
23. februar 2007

NUUK - Med tomme øjenhuler kigger babyen på den besøgende gennem montrens glas. Ved sin mors hofte ligger den lille pige, klædt i sælskind, sådan som hun blev lagt ved sin død engang i 1400-tallet. Og sådan som hun blev fundet for godt 30 år siden af en fanger i en klippesprække nær den grønlandske bygt Qilakitsoq.

Fedtpletter på glasset i børnehøjde afslører, at flere små næser har søgt at komme nærmere artsfællen fra fortiden. Men for en håndfuld af deltagerne ved konferencen 'Repatriation of Cultural Heritage' i hovedstaden Nuuk er mødet med mumierne på Grønlands Nationalmuseum en provokerende oplevelse.

"Jeg kan huske første gang, jeg så en afskåret hånd på et museum, og jeg mindes rædslen, da jeg opdagede, at den tilhørte en af mine forfædre," fortæller inderen Amareswar Galla fra Cross Cultural Task Force.

"Manglende respekt for forfædrene var en hjørnesten i kolonimagtens følelsesmæssige undertrykkelse af de oprindelige folk. Retten til at lægge sine egne til ro er et vigtigt element i helingen af fortidens sår," siger han.

Balancegangen

Men spørgsmålet om de mange menneskerester, der samler støv på alverdens museer, er kun en del af konferencens tema. De godt 80 museumsfolk, politikere og akademikere er fløjet til Nuuk fra alle verdenshjørner med hver deres erfaring om den svære balancegang mellem museernes forpligtelse til at formidle verdens kulturelle mangfoldighed og kravet fra de oprindelige folk om at få deres kulturgenstande tilbage.

Her er repræsentanter for New Zealands maoribefolkning, fra USA's indianere og fra Canadas inuit-samfund. Alle er de enige om, at de genstande, der blev taget fra deres forfædre, i dag kunne spille en vigtig rolle i arbejdet for at holde deres kulturer i live.

"For de indfødte folk er kulturarven meget mere end dokumentation af fortiden. De genstande, der i dag befinder sig på museerne, kan være helt afgørende for at hjælpe nye generationer med at komme overens med deres ofte splittede kulturelle identitet," siger Moira G. Simpson, professor ved det australske Flinders University.

Magt over historien

Ifølge Moira G. Simpson blev de etnografiske samlinger skabt som en del af det imperialistiske projekt.

"Kolonialismens fortrop slæbte alverdens genstande med hjem for - økonomisk og politisk - at retfærdiggøre deres projekt. De første etnografiske udstillinger var derfor reelt handelsmesser, hvor man fremviste hvilke skatte, der fandtes derude, og demonstrerede, at man havde magten til at tage dem," fortæller Moira G. Simpson, der mener, at de store museer i Europa stadig bærer præg af denne arv.

"Det handler om magt. Ikke bare til at besidde genstande, der oprindeligt tilhørte andre, men også magten til at fortælle andre folks historie. Tilbageførsel af genstande er derfor også tilbageførsel af magten over fortællingen om sig selv," siger hun.

Overfor argumentet om, at kulturgenstandene på de store museer skal tilbage til de oprindelige ejere, står det såkaldte universalitets-princip, fortæller Martin Skydstrup, ph.d. kandidat ved Columbia University.

"De store museer, som British Museum i London, er bygget på et oplysningsideal om, at hele verden kan og skal samles under et tag. Det er ideen om, at den kulturelle diversitet er en universel arv, der bedst varetages og formidles af centrale institutioner, som flest mulig mennesker har adgang til," fortæller han.

I den forstand oplever museerne sig selv som forsvarere af mangfoldighed og som modvægt til nationalismen.

"Museerne bygger på forestillingen om, at der ligger en stor værdi i at løsrive genstanden fra tid og rum og dermed være i stand til at sammenligne kulturer på tværs, finde ligheder og derved også pege på det, der binder os sammen," siger Martin Skydstrup.

Et smadret spejl

Og der var da også på konferencen enkelte, der satte spørgsmålstegn ved det selvfølgelige i, at de indianske totempæle og maoriernes udskårne hoveder skal leveres tilbage til efterkommerne. Thorkild Kjærdgaard, leder af afdeling for kulturhistorie ved Nuuk universitet, indvendte, at Danmark jo heller ikke stillede krav om tilbageførelse af alt, hvad svenskerne har erobret gennem de mange territoriale konflikter.

"Ethvert lands historie er som et smadret spejl. Vi har alle krydset historier, så hvorfor ikke acceptere, at alverdens museumssamlinger afspejler det forhold," spurgte Thorkild Kjærdgaard.

Bjarne Grønnow fra det danske Nationalmuseum mente imidlertid ikke, at sammenligningen holdt vand.

"Forholdet mellem Danmark og Sverige har altid været en relation mellem to ligeværdige parter med et fælles kulturelt udgangspunkt. For de oprindelige folk i USA, Canada og Australien var der derimod tale om et stærkt ulige forhold mellem koloniherrerne og kolonialiserede," indvendte han.

Det er ikke tilfældigt, at eksperterne mødes netop i Nuuk. Grønlands koloniherre, Danmarks, tilbageførsel af de grønlandske kulturskatte kaldt Utimut-projektet - anses nemlig internationalt som et foregangstilfælde. Siden etableringen af det grønlandske hjemmestyre i 1979 er omkring 35.000 genstande leveret tilbage, og flere venter på det tidspunkt, hvor det unge museumsvæsen får faciliteter til at rumme dem.

- Konferencen Repatriation of Cultural Heritage var arrangeret af Grønlands Nationalmuseum og blev afholdt 12.-15. februar i Nuuk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her