Læsetid: 2 min.

Lad de små børn komme til mig

Debutanten Lotte Arnsbjerg er ikke alene om at fascineres-frastødes af englemageren Dagmar Overby, men manuskriptets to spor har svært ved at finde hinanden
28. november 2006

Ordet englemager er én af de grummeste eufemismer i vokabulariet. Og samtidigt uhyre sigende for dets samtid, hvor menigmand kun alt for godt vidste, hvilken skæbne, der ellers ventede uægteskabelige spædbørn. I private eller organiserede plejeaftaler var ægte omsorg en sjælden gevinst og ligegyldighed eller vanrøgt langt det hyppigste.

Dansk kriminalhistories mest systematiske englemager Dagmar Overby (1887-1929) har altid været et sort fascinationspunkt, netop på grund af systematikkens afstumpethed. 'Menneskedyret fra Enghavevej' - pressens overskrift - blev i 1921 dømt for mord på ni spædbørn, alle modtaget som 'plejebørn' med penge i svøbet af ulykkeligt stillede, enlige mødre. Politiundersøgelserne vurderede, at der snarere var tale om 25 kvalte, brændte, nedgravede eller bortgemte småbørn. Dagmar følte ikke blodets bånd snære, mindst et par af hendes egne var imellem.

Kom indenfor

Madam Overbys på-sin-egen-morbide-vis søsterlige virksomhed fylder knapt halvdelen af Arnsbjergs paralleldrama, men ender som den mest selvstændigt vellykkede - ikke kun i kraft af scenernes elementære, dog underspillede greul, Overby var selv i stand til at levere genbrugelige replikker.

Aristokratiske Beatrice Seedorff bliver nok en noget væsensforskellig figur fra virkelighedens grovere Dagmar, men gruen så meget desto større, når drabsrealismen slår til - så let er det heller ikke at tage livet af et spædbarn. Andre gange er det omvendt så let, at det kreperer - undskyld! - den humørsvingende barnemorderske. Tidens rusmidler, nafta og æter, havde deres faste plads i Dagmars medicinskab, mere samvittighedsløs var kvindemennesket ikke, og scenisk har englemageren sin ombragte søn på slæb som grausamt spøgelse, virkningsfuldt håndteret af spilleren Jens Christian Olsen og instruktør.

Desværre halter parallelhistorien gevaltigt, selvom noget personligt brænder igennem for forfatteren. På spil over for uønskede børn som Overbys ofre sættes nutidige uønskede børn som den (af Arnsbjerg glimrende tegnede) unge overspændte, påfaldende blanke forsker med et forkvaklet mor-forhold (Seedorff igen) og en familiær snert tilbage til englemageren. Arnsbjergs ubeskrevne blad vil skrive en bog (!) om ondskab og opsøger anstalten, hvor madammen døde af en fængselspsykose. Uskylden på vej med åbne øjne ind i ondskabens centrum- Uhha, hvor det ikke fungerer - men trækker længe ud.

Det er svært at komme efter Amalie Skram og Tove Ditlevsen med maskulin psykiatrisk modstand; når den oven i købet præsenteres i klichéformen 'penetrationsfikseret' - gammel gris, såvel som ung direktør for anstalten, (enigmatisk kostumieret som Strindbergs drømmespilsløjtnant) - sætter gabe- og afværgereflekserne ind. Snehvide vil ind i arkivet, grisebasserne vil ind i- nej, man holder det ikke ud !

Der er en dramaturg krediteret, det kan man så tænke over, inklusivt de mærkelige farceudfald fra kolbøttefabrikken, som instruktøren forsøger at slippe af sted med.

nida@information

Historien om en mo(r)der af Lotte Arnsbjerg. Instr.: Carsten Bang. Komp. og lyddesign: Johnny Stage. Lys: Mickey Pfeiffer. Dramaturg: Louise W. Hassing. Teatret ved Sorte Hest. Til 16.dec.

* Se også kronikken den 17. november: 'Ondskabens fristelse' af Lotte Arnsbjerg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu