Læsetid: 2 min.

Læger afventer minister-svar

Der er bred politisk opbakning til lægesammenslutning, der foreslår dansk miljøprojekt på stedet, hvor tre danske skrotfærger afventer deres skæbne. Men der mangler svar fra udviklingsministeren
9. maj 2005

Stærkt kritisable miljø- og arbejdsforhold på de berygtede indiske skrotstrande, hvor formentlig nu tre danske færger afventer deres skæbne, har fået en række danske læger til at foreslå, at omdanne skrotstranden i Alang til et danske miljøprojekt.

Forslaget fra lægesammenslutningen ICOEPH, der laver frivilligt internationalt udviklingsarbejde, fik lørdag mange pæne ord med på vejen fra de politiske partiers miljøordførere.

Det skete, efter at det kom frem, at de to tidligere Scandlines-færger Dronning Margrethe II og Rügen skal være kommet til Alang-stranden, hvor også den gamle storebæltsfærge Kong Frederik IX afventer sin skæbne.

Informationschef i Scandlines Gert Jakobsen bekræfter forlydendet om, at de to skibe skulle være ankommet til Alang. Men han understreger, at Scandlines stadig gør alt, hvad rederiet kan for at forhindre, at skibene bliver skrottet - eventuelt ved at købe skibene tilbage.

Indien gav tirsdag grønt lys for skrotningen af Kong Frederik IX, og da afviste Connie Hedegaard, at Danmark kan bruge Baselkonventionen til at kræve skibet retur.

Det er på den baggrund, at næstformand i ICOPEH, Natalie Nielsen, nu foreslår, at Danmark går aktivt ind for at løse problemet.

"Det handler simpelthen om at tage ned og se på, hvad der mangler. Deres sikkerhedsudstyr er for eksempel ikke eksisterende, og samtidig har de ingen viden om arbejdsmiljø. Vi skal give dem nogle værktøjer, så de selv kan håndtere problemet," siger Natalie Nielsen.

Venstres miljøordfører Eyvind Vesselbo støtter ideen: "Det er et godt initiativ, som jeg vil gå videre med. Jeg vil forsøge at få det realiseret enten gennem miljøministeren eller udenrigsministeren. Lægerne er meget realistiske, når de siger, at hvis dette skib ikke bliver ophugget, så bliver det bare nogle andre. Derfor har deres forslag nogle perspektiver, som jeg vil arbejde for kan blive realiseret," siger Eyvind Vesselbo.

Også Enhedslistens miljøordfører Per Clausen synes godt om initiativet, og den konservative miljøordfører Christian Wedell-Neergaard opfordrer sin partifælle Connie Hedegaard til at drøfte forslaget med hendes indiske miljøministerkollega.

Socialdemokraternes miljøordfører Pernille Blach Hansen kalder det for "en umiddelbart sympatisk idé", men hun advarer mod, at Danmark på den måde kan komme til at blåstemple ulovlig eksport af farligt affald.

På et hasteindkaldt møde i går formiddag besluttede lægeorganisationens bestyrelse at fortsætte forberedelserne til projektet. Nu venter de bare på grønt lys fra politisk hold. Sagen har indtil videre ligget hos både miljøminister Connie Hedegaard (K) og udenrigsminister Per Stig Møller (K). Nu er den dog endt hos udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), der indtil videre ikke ønsker at kommentere lægernes forslag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu