Læsetid: 3 min.

Lægestuderende tvangsflyttes til Aalborg

Med få måneders varsel skal hver fjerde studerende på kandidatuddannelsen i medicin ved Aarhus Universitet flytte til Aalborg. De studerende er blevet gidsler i en regionalpolitisk strid, lyder kritikken fra studenterorganisationer
7. marts 2007

Hver fjerde medicinstuderende ved Aarhus Universitet er efter sommerferien tvunget til at flytte eller pendle til Aalborg, hvis de vil færdiggøre den uddannelse, de er indskrevet på i Århus.

Den besked gav studieleder Bjarne Møller-Madsen de studerende på et informationsmøde sidste onsdag. Mødet var indkaldt med få dages varsel, og studielederen var ikke ligefrem lydhør over for de studerendes indvendinger om, at en tvangsflytning vil få store sociale og økonomiske konsekvenser for den enkelte studerende.

"Hør nu. Det er patetisk noget af det, I har sagt," lød Bjarne Møller-Madsens kommentar til de studerende, der under buh-råb fortsatte protesterne.

"Stadigvæk patetisk," gentog studielederen og fortsatte: "Jeg synes, IQ'en falder drastisk for øjeblikket."

Flytningen af studerende beror på, at Aalborg Sygehus hører under Århus Universitetshospital.

Universitetsledelsen har besluttet, at en fjerdedel af de studerende på 9., 11. og 12. semester fremover skal modtage undervisning på Aalborg Sygehus. Hvis ikke tilstrækkeligt mange studerende frivilligt pakker flyttebilen, vil de blive udvalgt ved lodtrækning.

"Som det ser ud nu, skal jeg trække lod hvert halve år, om jeg skal bo i Århus eller Aalborg. Det gør, at jeg ikke kan planlægge mit liv. Jeg bor sammen med min kæreste i Århus, og vi får svært ved at få et ordentligt parforhold, hvis jeg skal læse i Aalborg," siger Mikkel Saksø Mortensen, der som 8. semester-studerende er en af dem, der risikerer at skulle flytte efter sommerferien.

Han vurderer, at det også vil belaste hans privatøkonomi, hvis han tvinges til at flytte til Aalborg. Han får ekstra udgifter til husleje og transport, og han kan ikke beholde sit studiejob i Århus.

De studerende fik på informationsmødet den begrundelse, at der ikke længere er plads nok på universitetshospitalet i Århus til at huse samtlige kandidatstuderende. Men den forklaring giver Mikkel Fode, uddannelsesordfører for Foreningen af Danske Lægestuderende, FADL, ikke meget for.

"Jeg kan ikke forstå, at der ikke skulle være plads, for på det nuværende 9. semester er der 173 studerende, mens der på det nuværende 8. semester kun er 140 studerende," fortæller han.

Intet demokrati

FADL kritiserer universitetsledelsen for ikke at have inddraget de studerende i beslutningsprocessen og tager afstand fra det element af tvang, der ligger i ordningen.

"Studenterdemokratiet har været ikke-eksisterende i den her sammenhæng, og det, at nogle studerende - mod en berettiget forventning - pludselig står over for at skulle til Aalborg i op til toethalvt år under tvang, vender vi os kraftigt imod," siger Mikkel Fode.

FADL har sammen med de studenterpolitiske organisationer Liberale Studerende, Frit Forum og Konservative Studenter etableret en aktions-gruppe, der forsøger at lægge pres på universitetsledelsen.

Med i aktionsgruppen er Niels Christian Selchau-Mark, medlem af Konservative Studenter og næstformand for HUM-rådet på Aarhus Universitet. Han mener, de medicinstuderende er blevet taget som gidsler i et regionalpolitisk slagsmål.

Aarhus Universitet har monopol på uddannelsen af læger i Jylland, og det monopol ønsker universitetet at beholde, mener Niels Christian Selchau-Mark. Men da der i Region Nordjylland er mangel på læger, har nordjyske politikere længe haft et ønske om at få en lægeuddannelse i Aalborg.

"Med den her ordning har de nordjyske politikere får noget af det, de har efterspurgt," vurderer Niels Christian Selchau-Mark, der også er folketingskandidat for de Konservative.

Hans parti har på linje med lokalpolitikere fra både Venstre og Socialdemokraterne appelleret til universitetsledelsen om at finde en anden løsning.

'Proces har været rodet'

De studenterpolitiske organisationer understreger, at de i princippet ikke har noget imod, at en del af undervisningen flyttes til Aalborg. Så længe det sker ad frivillighedens vej og indføres over en årrække, så de studerende, der er begyndt på Aarhus Universitet i den tro, at det var i Århus, de skulle studere, ikke tvinges til at læse i Aalborg.

Rektor for Aarhus Universitet, Lauritz B. Holm-Nielsen, afviser, at de studerende er blevet brikker i et regionalpolitisk slagsmål, og han mener, sagen er blevet til "en storm i et glas vand", som han siger.

Men han erkender, at informationsmødet var "dårligt", og at "det er indlysende, at processen har været rodet."

Lauritz B. Holm-Nielsen vil hverken be- eller afkræfte, at beslutningen om at flytte studerende til Aalborg skyldes pladsproblemer på universitetshospitalet i Århus. Og han regner med, at de studerende og dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet vil finde en løsning.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra hverken dekan Søren Mogensen, prodekan Else Tønnesen eller studieleder Bjarne Møller-Madsen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.

Se videodokumentation af informationsmødet for de lægestuderende på internet-adressen: www.ttias.dk/aalborg/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her