Læsetid: 3 min.

Lækager i Polishuset

29. september 2003

»Medierne bærer naturligvis også et ansvar. Men samtidig ved vi, at de er ådselsædere, som uden eftertanke æder det, der bliver serveret. Og i det her tilfælde er det politiet, som har været den store hovmester, som på et sølvfad serverede min krop for de udsultede dyr.«
Den 35-årige, som først var mistænkt siden løsladt for Anna Lindh-mordet, i detbatindlæg i Expressen

I FØLGE DEN 35-årige mand, som trods sin uskyld i en uge sad fængslet på ’begrundet mistanke’ for knivdrabet på udenrigsminister Anna Lindh, bærer politiet det tungeste ansvar for de begivenheder, som har vendt op og ned på hans liv. For uden lækagerne i politiets rækker ville pressen ikke have haft noget at gå efter i deres søgen efter oplysninger på den mand, som de – efter arrestationen under et stort politiopbud ved en restaurant i Stockholm-forstaden Solna – automatisk antog var Anna Lindhs morder. Der er ting at tilføje til den 35-åriges ræsonnement. Mere om det senere.
Først og fremmest er det nemlig de mange lækager hos politiet under efterforskningen af Lindh-mordet, som i øjeblik er genstand for kraftig kritik i den svenske offentlighed.
Ikke mindst efter, at en ny mistænkt er blevet anholdt og varetægtsfængslet på grundlag af ’bestyrket mistanke’. Den 24-årige er ifølge sin forsvarer, Peter Althin, allerede offentligt dømt af udtalelser fra anonyme betjente, som siger til aviserne, at »vi har fat i den rette mand«.
Lækagerne går for det første ud over den anholdtes retssikkerhed. Og for det andet: Selv om politiet ikke officielt siger noget om, hvilke beviser der peger på den 24-årige, så udhuler de anonyme politifolks udtalelser den tavshedspligt, som både anklager og – ikke mindst – forsvarer er pålagt. Althin sammenlignede fredag sin position med at være bagud 0-40 på forhånd i et parti i en tenniskamp.

LÆKNING AF oplysninger er ikke blot et problem, når en mistænkt er blevet anholdt. Det kan selvsagt give problemer for efterforskningen, hvis detaljerede oplysninger om politiets spor og arbejdshypoteser dukker op i medierne. Samtidig kan lækning af oplysninger være i politiets interesse i opklaringsøjemed. Det kan give tips fra offentligheden, som kan hjælpe politiet videre. At pressen på den måde kan være et redskab for politiet, er alment kendt.
Pressen kan i denne sammenhæng – det rent bevismæssige og opklaringsmæssige – ikke klandres for at leve op til sit ansvar for at informere en interesseret offentlighed i, hvordan det går med efterforskningen af et mord på en udenrigsminister.
Til gengæld deler pressen ansvaret med politiet for at hemmeligholde en mistænkts – men ikke dømt persons identitet. Der er ingen tvivl om, at politiet kan gøre mere for at hemmeligholde navn og billede på mistænkte personer. Men det kan pressen også. I hvert fald kan man som minimum forvente, at man venter til en dommer har besluttet, om der skal nedlægges navneforbud i sagen. At offentliggørelse alligevel er sket flere steder – også på nærværende dagblad – i sagen om den 35-årige, er der således ingen undskyldning for.

I SAGEN om den nye mistænkte, den 24-årige, er navn og billede blevet offentliggjort langt flere steder end i tilfældet med den 35-årige. Dommeren i grundlovsforhøret, hvor den 24-årige blev varetægtsfængslet, nævnte navnet på tiltalte flere gange under journalisternes påhør. På Sveriges største dagblad
Dagens Nyheter begrunder chefredaktør Jan Wifstrand sin efterfølgende beslutning om at bringe både navn og billede af den 24-årige som en kombination af den ’bestyrkede mistanke’ og forbrydelsens omfang og de reaktioner og følelser, som den vækker i Sverige og i udlandet.
At publicere navn og billede er dog ifølge pressejuristen Hans-Gunnar Axberger ikke det mest problematiske. For ham er det alle detaljerne om personen og dennes omgangskreds, mange af dem helt irrelevante. Kombinationen af de to, kan stemple en person allerede inden en eventuel retssag er begyndt.
Der er med andre ord også ganske meget at diskutere for journalister og redaktører. Det gælder de historier, som baserer sig på anonyme politikilder – både hvad angår beviserne og personoplysninger på en mistænkt, skyldig eller uskyldig. Og det gælder de efterfølgende historier, som baserer sig på journalisternes selvstændige research omkring den mistænkte.
Lækagerne i Polishuset udgør sin del af forklaringen på, hvordan den uskyldige 35-åriges liv er vendt på hovedet. Beslutninger og fejl på redaktioner udgør deres del.
Også med den 24-årige er der mange dilemmaer, der skal diskuteres, og balancegange, som skal foretages. Mordet på en udenrigsminister tester disse ting til – og ofte over – grænsen.

brun

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu