Læsetid: 3 min.

Lækker lyd af jazz og electronika

Godt og småt og til tider lidt ligegyldigt, da Lennart Ginman og Bugge Wesseltoft sprang fra jazz til electronica og tilbage
9. juli 2005

Det er noget umiddelbart modsætningsfyldt mellem elektronisk musik jazz. Hvor den elektroniske musik er programmeret og dermed til en vis grad er forudbestemt, så ligger hele jazzens væsen netop i det uforudsigelige, i improvisationen.

At det alligevel kan føre spændende ting med sig, så man torsdag aften og nat, da Jazzfestivalens officielle program for den form for fusionsjazz, Future Sound of Jazz, åbnede med den første af to koncerter i Øksnehallen.

Første indslag i dobbeltkoncerten var med en af dansk musiks dygtigste altmuligmænd, bassisten Lennart Ginman, der igen og igen søger nye musikalske udtryk. Tidligere sammen med Sort Sol-forsanger Steen Jørgensen, ved sidste års festival, da han satte musik til streetbasket (arrangementer han har gentaget i år), og i år med Ginman de Luxe. Et band der afslører Ginmans store forkærlighed for electronicaen og ligger i logisk forlængelse af hans tidligere projekter. Nysgerrigt, afsøgende nye udtryk, ikke altid jazz (ikke for puritanerne i hvert fald), men med vellyden i fokus.

Og netop vellyd var der masser af torsdag aften. Lidt for meget af den til tider. Musikken var overvejende let og fluidiserende, hvilket i sig selv ikke er nogen kriminel handling, men i det luftige og flydende udtryk ligger også en fare for, at det bliver en anelse for substansløst. At det bliver minimalistisk lounge-lækkert på den fede måde - et storby-soundtrack til en sommeraften i byen, hvor pigerne er smukke, og vi alle drikker mojitos iført snehvidt jakkesæt, som Lennart Ginman. Et blødt, konstant beat i bunden leveret af DJ'en Tue Track og Kristoffer Sjelberg på trommer og Anders Larsons behagelige trombone svævende oppe under Øksnehallens tag. Claus Hemplers blandede sig på et par numre, men selv ikke hans dystre stemme kunne drive tordenskyer ind over vores sommer-chill, og give os den byge, man ind imellem stod og sukkede efter.

Bund af electronica

Bedst var det, når Ginman et par få gange trådte frem og bragte jazzen - og dermed improvisationen og det uforudsigelige - i forgrunden. Samt ikke mindst når vietnamesiske Ho Hoai Anh på dan bau, et særegent én-strenget instrument, fik plads og lov til at udfolde sig. Så var der rigtig noget ved det. Dan bau'ens særlige klang - der i starten let kunne forveksles med Nikolaj Torps keyboard - flugtede godt med resten af instrumenteringen, men var samtidig også så anderledes, at den netop stak ud og af fra vellyden. Den del, en vellykket sammensmeltning af nyt og gammelt.

Norske Bugge Wesseltoft, aftenens andet navn, og tydeligvis ham hovedparten af publikum var kommet for at høre. Igen en musiker der med udgangspunkt i jazz afsøger nyt musikalsk land. Indledningsvist med et meget elegant nummer, hvor han over den bund af electronica, der lå under hvert af koncertens numre, improviserede på flyglet, og hvor den aldeles fremragende trommeslager Andreas Bye først med køller og dernæst med stikker tilførte musikken det improviserende element, der var savnet ved den første koncert. Det mest jazzede nummer, for resten af koncerten vendte musikken sig mere og mere væk fra jazzen og mod det elektroniske for til sidst at ende i noget, der mindede om regulær house. Hele tiden blev den statiske electronica dog suppleret op med ekspressivt og innovativt spil fra særligt Bye og Rikard Gensollen på percussion, hvilket netop sikrede, at det ikke blev uforudsigeligt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu