Læsetid: 6 min.

Længe leve galskaben

I Danmark har vi haft så travlt med at fejre H.C. Andersen, at vi har overset et andet væsentligt jubilæum, 400-årsdagen for Cervantes, der sendte sin ridder ud i verden med en hjelm af pap og derved afslørede falskheden ved de herskende ideologier
2. juni 2005

Vi lever i de litterære jubilæers tidsalder: Sidste år var det 100-års-dagen for Bloomsday-dagen, hvor handlingen i James Joyces modernistiske klassiker Ulysses udspillede sig og bogormene strømmede til Dublin i hobetal. Og som det næppe er forbigået nogen, har indeværende år været én lang højtideligholdelse af 200-året for H.C. Andersens fødsel. Men årets største og væsentligste litterære jubilæum har vi endnu ikke rigtigt hørt noget til herhjemme: I år er det 400 år siden, at den spanske forfatter Miguel de Cervantes Saavedra (1547-1616) udsendte første bind om den sindrige ridder Don Quixote - en af verdenslitteraturens helt store figurer.

Festligholdelsen af ridderen fra la Mancha er imidlertid ikke alene et spansk anliggende, men snarere en global begivenhed. I London markeres jubilæet bl.a. på British Library med kunstudstillingen "Tilting at Windmills: From Fool to Hero", og i New York blev don Quixote for nylig hædret ved PEN's World voices Festival, der havde deltagelse af så prominente navne som Salman Rushdie, Margarat Atwood og Paul Auster.

I juni opføres George Balanchines ballet om don Quixote på Kennedy Centre i Washington. Selv om jubilæet altså er en begivenhed af international karakter, er det selvfølgelig alligevel Spanien, der er hjemstedet for den mest omfattende hyldest. Den spanske regering har allokeret 30 millioner euro til formålet, der er arrangeret en Don Quixote-pilgrimsfærd - en 60-dages tur på omkring 2.500 kilometer i la Mancha-regionen - og den 23. april, dødsdagen for Cervantes, afløste kendte som ukendte i en lind strøm hinanden i en maratonoplæsning, der strakte sig over mere end 45 timer i El Circulo de Bellas Artes (stor kulturinstitution i Madrid).

Don Quixote er allestedsnærværende i Spanien, og den socialistiske statsminister, Jose Zapatero, refererer f.eks. ofte til den skøre ridder som selve arketypen i den spanske kultur.

Galskab og indsigt

Don Quixote er et af litteraturhistoriens mest læste værker, og Cervantes' navn er i dag uløseligt forbundet med romanen. Romanen begynder med en præsentation af helten, og vi hører, at passionen for ridderromaner har bragt ham i økonomisk uføre og ført ham i favnen på galskaben. Efter denne korte introduktion sættes det store episke maskineri i gang: Don Quixote begynder at forvandle den fantasiverden, som han har læst om i ridderromanerne, til virkelighed. Han finder nogle gamle våben, laver en hjelm af pap og drager derefter på ryggen af sit gamle øg, Rosinante, ud på sit første togt. Inden det næste togt lykkedes det don Quixote at ansætte sin tykke nabo, Sancho Panza, som væbner. Det går hurtigt op for læseren, at don Quixote er en sammensat figur, hvor galskab og indsigt trives side om side.

Don Quixote er fortalt på en mere end almindelig spidsfindig måde: Det meste af manuskriptet er i fiktionens verden nedskrevet af maureren Cide Hamete Benengeli, oversat af en anden maurer med spanskkundskaber og endelig videreformidlet af en spansksproget fortæller. Situationen bliver endnu mere barok i andet bind, hvor der er indlejret et mere eksplicit metaplan. I bind II kender alle bipersonerne don Quixote og Sancho Panza fra bind I, der i mellemtiden - både i fiktionen og virkeligheden - var blevet en bestseller. Satiren, ironien og parodien er faste komponenter i fortællingen, hvilket i forening med den komplicerede fortællestruktur gør romanen til en sand symfoni af flertydighed. Derfor er det heller ikke overraskende, at romanen er blevet udlagt på et utal af forskellige måder. Hver tidsalder har faktisk tolket romanen på hver sin måde. Den nyere forskning har i udpræget grad fokuseret på den historiske Cervantes og på romanens samtidige historie, hvorved en bidende ironisk og parodisk samfundskritik er kommet til overfladen i tolkningerne.

Spanien var på Cervantes tid præget af et forsøg på at skabe såvel en etnisk som religiøs homogen stat. Året 1492 indtager i denne sammenhæng en hel særlig placering: Det var ikke alene året for Columbus' opdagelse af Amerika, men også året, hvor den sidste mauriske enklave, Grenada, blev erobret, og hvor de spanske jøder blev stillet over for valget mellem omvendelse til kristendommen eller udvisning. Spanien havde op gennem middelalderen været et sandt multikulturelt samfund, hvor kristne, jøder og maurer levede side om side, men i løbet af 1500-tallet blev landet i et stigende omfang præget af en ensretning, hvor inkvisitionen kontrollerede alt og alle.

Cervantes skrev altså sin roman i en brydningstid, hvor der overalt var spor fra Spaniens multikulturelle fortid.

Besk samfundskritik

Don Quixote er sammenstødets roman par se. Her mødes og interagerer forskellige sociale lag, forskellige etniske kulturer og forskellige litterære genrer. Hele romanens komiske element er funderet på sådanne sammenstød, hvor forskellige perspektiver på virkeligheden mødes og brydes: Don Quixote ser kæmper, der hvor Sancho ser vejrmøller; og enhver almindelig hverdagsbegivenhed tolker don Quixote som et fantastisk eventyr. Det er netop i kraft af de ofte komiske sammenstød mellem forskellige virkelighedsopfattelser, at romanen på subtil vis fremviser en besk samfundskritik.

Som Rigmor Kappel Schmidt skriver i efterordet til sin mesterlige oversættelse af Don Quixote fra 1998-99, viste "don Quixotes galskab (-) sig at være det perfekte skalkeskjul for kritik af urimeligheder i datidens samfund". Kritikken retter sig imidlertid ikke alene mod datidens fattigdom og svære kår, men også mod selve fundamentet for den nye spanske selvforståelse, da romanen parodierer den inkvisitoriske praksis og blotlægger spor, der peger på den multikulturelle fortid. Allerede tidligt i romanens første bind er der en passage, hvor don Quixotes venner, præsten og barberen, på inkvisitorisk vis udrenser hans bogsamling og efterfølgende afbrænder de 'skadelige' bøger.

I andet bind optræder der endnu en parodi på inkvisitionen. En stor del af de eventyrlige oplevelser opstår i andet bind netop fordi don Quixote og Sancho i fiktionens verden er blevet berømte efter den succesrige udgivelse af første bind. Et hertugpar spiller her en afgørende rolle, idet de for morskabens skyld vælger at spille med på don Quixotes galskab. De driver gæk med ridderen og væbneren ved at iscenesætte det ene mere fantastiske eventyr efter det andet. De foregiver bl.a., at adelsdamen Altisidora er død af forsmået kærlighed til don Quixote.

For at vække hende til live iføres Sancho en bodsbeklædning og udsættes for både pinsler og ydmygelser. Bodsbeklædningen blev ligesom pinslerne anvendt af inkvisitionen, hvorved scenen bliver en parallel til den inkvisitoriske praksis. Parodien er ikke uden kritiske elementer, hvilket ses dels i kraft af, at Sancho er uskyldig, og dels i kraft af, at 'forbrydelsen' er opdigtet. Passagen antyder dermed, at inkvisitionen ikke var bleg for at dømme uskyldige og for at opstille fiktive forbrydelser.

I andre passager kommer det kritiske element til syne på en endnu mere subtil facon. Et eksempel er at finde i en scene, hvor don Quixote og Sancho Panza antager en landbetjent for at være en fortryllet maurer. Landbetjenten er medlem af det hellige broderskab og dermed inkvisitionens forlængede arm. Sancho Panza og don Quixote opfatter ham derimod som en hedensk maurer, og dermed i realiteten også som inkvisitionens egentlige fjende. Inkvisitionen bliver pludselig via denne omvending sin egen fjende. Passagen antyder på denne måde, at det er inkvisitionen og ikke maurerne, der er samfundets fjende. Cervantes leverede således ved hjælp af sin galning et yderst kontroversielt billede af tidens mest magtfulde institution, inkvisitionen. Don Quixotes galskab fremstiller et alternativt syn på verden, der netop i kraft af sin radikalitet er i stand til at afsløre falskheden ved de herskende ideologier.

Romanen peger desuden på Spaniens flerkulturelle fundament i kraft af en omfattende interesse for det mauriske. Don Quixote påpeger f.eks. ved flere lejligheder, at mange spanske ord har en arabisk oprindelse, hvorved romanen indikerer, at det mauriske var en del af grundlaget for det spanske sprog; præcis som det forholdt sig for landet Spanien.

Romanen underminerer med de parodiske og satiriske sekvenser hele forestillingen om Spanien som en etnisk og religiøs homogen stat, og den antyder endvidere, at inkvisitionen er en korrumperet og unyttig institution.

Don Quixote er en af verdenslitteraturens udødelige klassikere, hvis betydning for eftertidens litteratur næppe kan overvurderes. Romanen har siden sin udgivelse udgjort et sandt litterært skatkammer, som de efterfølgende forfattergenerationer har trukket store veksler på. Don Quixote er en udødelig klassiker, der befinder sig i kernen af den evige kanon, vi kalder verdenslitteraturen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her