Læsetid: 6 min.

Længe leve den livslange pubertet

7. januar 2006

Det moderne samfund giver alle plads til at realisere sig selv. Men hvad hvis man ikke har lyst? Selvrealisering og udvikling er det moderne menneskes skæbne. Og tilfredshed er ikke en mulighed. Vi er allesammen i puberteten, og hvis vi ikke snart indser det, bliver vi aldrig voksne

Livslang læring, terapi, teambuilding, selvhjælpsbøger, den enkelte elev i centrum og job med plads til personlig udvikling. Selvrealisering er blevet en naturlig del af vores ordforråd. Hvem vil ikke gerne finde sig selv, udvikle sig og anvende alle sine menneskelige kompetencer? Så man kan være et helt menneske derhjemme og på arbejdspladsen. Tør du sige nej tak?

En række bidragydere til den nye antologi Selvrealisering - kritiske diskussioner af en grænseløs udviklingskultur (Klim) ønsker at sætte spørgsmål ved den selvfølgelighed, der er opstået omkring selvrealisering. Forlagsredaktør og cand.mag. i filosofi Cecilie Eriksen har taget initiativ til bogen:

"Selvrealisering gennemsyrer hele tilværelsen. Den indgår endda i de værdisæt, vi former institutioner efter. Som for eksempel Folkeskoleloven," siger hun.

Og det er ved at løbe af sporet efter hendes mening:

"Faren ved selvrealiseringstankegangen er, at den er hyperindividualistisk og psykologiserende. Det sidste fører til en forsimpling af, hvordan vi forstår problemer. Vi bliver blinde for de politiske, kulturelle og økonomiske aspekter. Man er ikke udsat for for hårde krav fra arbejdsgiveren, man har bare ikke 'erkendt', at man ikke er god til deadlines," siger Cecilie Eriksen.

Men hun påpeger, at det er svært at formulere en egentlig kritik af selvrealiseringskulten. Retorikken er indiskutabelt positiv. Kirsten Marie Bovbjerg er etnolog og adjunkt ved Danmarks Pædagogiske Universitet og har i mange år interesseret sig for, hvordan selvrealisering næsten er blevet en religion især i arbejdslivet.

"Det startede som en modkultur - et oprør mod autoriteter - i 60'erne, men i 80'erne og 90'erne begyndte det at udvikle sig til en folkelig bevægelse, og nu står retorikken nærmest uimodsagt. Et fænomen, der ikke udsættes for kritisk gennemgang, men bare accepteres som norm kan være farligt. Men der er nogle, der nu er begyndt at have forbehold, og det er denne bog et symptom på," siger Kirsten Marie Bovbjerg.

På arbejdspladsen er der for eksempel fare for, at fokuseringen på selvrealisering og personlig udvikling fører til ansvarsforflygtigelse og dårligt arbejdsmiljø, mener hun.

"Man bør for det første altid spørge sig selv, hvad dagsordenen bag tilbuddet om selvudviklingskurser er. De falder ofte sammen med rationaliseringer. Formålet med disse og andre kurser er ofte en øget loyalitetsfølelse over for virksomheden: 'Jeg vinder personligt noget af at arbejde her. Jeg kan godt give lidt ekstra af mig selv.' Og så glemmer man måske at være opmærksom på nogle rettigheder som lønforhandling og ligestilling," siger Kirsten Marie Bovbjerg.

Man skal ikke undervurdere betydningen af gruppepres i denne sammenhæng, tilføjer hun:

"Man skal ville udvikling og selvrealisering. Det er omgivet af så positive ord, at hvis man ikke ønsker at være en del af det, så må man jo være en taber og mangle selverkendelse. Man må betragte sig selv som ufærdig. At være terapi-nomade er også den moderne medarbejders skæbne."

Derfor siger man heller ikke nej til at deltage i en af selvrealiseringens spinoffs: teambuilding.

"Alene betegnelsen teams stammer fra konkurrence- og sportsverdenen. I et team, skal du udnytte dine specifikke kompetencer optimalt og være 'på' konstant. Og ofte er man på et eller andet plan i konkurrence med et andet team på arbejdspladsen eller med andre kolleger, der gerne vil i det bedste team. Man bliver hinandens ledere. Og der er altså ikke plads til, at man kan have en dårlig dag. Så melder man sig hellere syg, og det er jo en ekstrem individorienteret måde at håndtere arbejdspres på," siger hun.

Jan Tønnesvang er lektor ved psykologisk institut på Århus Universitet og mener ikke, han er så kritisk over for selvrealisering som de andre bidragydere:

"Jeg er helt enig i, at der er en tendens til at det, man typisk forstår som selvrealisering i dag, skaber en meget stærk individualisering. Mange er overdrevent optagede af deres egen selviscenesættelse. Men dette kan højst være udtryk for en halv selvrealisering, hvor vi glemmer vores forbundethed. Virkelig selvrealisering er bipolar. Vi eksisterer som individualiteter i et fællesskab. Det er konstitutivt - et grundforhold ved vores eksistens. Men de fleste selvhjælpsbøger siger, at vi skal finde ind til vores inderste kerne for at finde os selv. Det er en illusion, der er ikke noget selv, der ikke er forbundet med et fællesskab," siger han.

Samme pointe har ph.d-studerende i filosofi Simon Laumann Jørgensen, der har bidraget til bogen med kapitlet: "Selvrealisering og værdsættelse".

"Selvrealisering handler i høj grad om, at man vil anerkendes, og det er der jo kun andre til at gøre. Man ønsker at have et personligt særpræg. Som Hegel siger om filosoffen Diogenes, der boede i en tønde og ønskede at være noget helt særligt og fri af samfundet. Han realiserede og definerede jo stadig sig selv i forhold til samfundet. Derfor går det ofte hen og bliver latterligt, når man forsøger at finde og redefinere sig selv, hvis man forestiller sig, at man kan gøre det uafhængigt af et fællesskab. Det er selvbedrag," siger Simon Laumann Jørgensen.

Men han påpeger, at mennesket naturligt stræber efter værdsættelse og anerkendelse, så derfor er det vigtigt, at der er mulighed for det:

"Og her har der været en positiv historisk udvikling. Før i tiden var det meget få mennesker forundt at blive værdsat som individer. Kun overklassen opnåede anerkendelse og ofte blot i kraft af deres status. I dag er det noget alle i princippet har adgang til," siger han.

Til gengæld er der andre omstændigheder, der gør det svært at realisere sig selv i dag, mener Jan Tønnesvang.

"Vi befinder os i en art dobbeltpubertærtilstand. Selvrealisering ligner på mange måder puberteten. Man søger efter sin identitet. I puberteten gør man det ved at gøre oprør mod forældrene og definere sig i nye fællesskaber, men i det moderne samfund er der ikke længere en forældreautoritet at gøre op med. De gamle traditioner er nedbrudt, og tingene bevæger sig langt mere i åbne rum. En øget globalisering gør, at der ingen erfaring og ingen fortilfælde er, som man kan reagere imod. Den mur, der før var at spille identitetsbolden op mod, er væk, og derfor vender man sig mod sig selv og forsøger at finde identiteten med ensidigt udgangspunkt i egne behov og lyster. Problemet er bare, at man ikke kan finde sig selv på denne måde," siger han. Men Jan Tønnesvang er opmærksom på, at den misforståelse er blevet en indgroet del af vores måde at agere på i fællesskaber for eksempel i folkeskolen:

"Forældres fokusering på, at skolen for enhver pris skal give lille Henrik plads til at udvikle sine kompetencer burde ændres til, at de prøver at lære ham om det fællesskab, han er en individuel del af. For det er i høj grad, det fællesskab, der gør ham til den, han er. Vi skal findes et fælles tredje, så vi kan balancere individualitet og socialitet. Her har vi brug for dannelsestænkningen. Som normativt rammebegreb, vil jeg lige bemærke, ikke med det ettikette indhold man fejlagtigt ofte har lagt i det," siger han.

Jan Tønnesvang mener, at hvis vi ikke finder den mellemvej eller dette tredje ståsted, så er risikoen, at vi søger identiten i for eksempel en ideologi.

"Den misforståede selvrealiserings modsætning er fundamentalisme. En total dedikation til et ideal, der ikke har noget med individet at gøre. Det er der jo også nogle, der gør. Oprør mod én tilværelsesløsning eller autoritet og lige over i en dedikation til en anden," siger han.

Cecilie Eriksen påpeger også det paradoksale i, at selvrealiseringen ses som et et oprør i mod autoriteter:

"Det, der engang var en kamp mod autoriteter og båret af frihedsbevægelsens sprog, er selv blevet autoritativt. Vi har institutionaliseret friheden, og resultatet kan være tvang," siger hun.

Dog ser hun tendenser til at den individualistiske tankegang er ved at vende, som Kirsten Marie Bovbjerg peger hun på det faktum, at det overhovedet er muligt at lave en kritisk bog om selvrealisering, som et tegn på det.

"Efterhånden kan vi jo godt høre det latterligt selvcentrerede i selvhjælpsbøgernes retorik, som for eksempel sætningen: 'Heal Your Self. Heal The World'."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu