Læsetid: 2 min.

Længe leve provokationen

26. oktober 2005

Det er dog bemærkelsesværdigt at opleve, hvordan gamle, hæderkronede kulturradikale på det seneste er blevet meget optaget af, at man ikke må 'provokere for provokationens skyld'. Så bliver det sølle, siger de, og henviser til, hvordan muslimer bliver såret på deres følelser, hvis man eksempelvis tegner et billede, der skal forestille profeten Muhammed.

At tegne et billede af Muhammed er for så vidt i orden, siger de kulturadikale - såfremt altså at der er en dybere årsag til, at man vil tegne det billede; hvis det for eksempel er en del af en seriøs sammenhæng.

Hold da op, for en gang øregas! At sådan nogle kulturradikale overhovedet kan holde ud til at være i stue med sig selv!

Hvordan var det lige med Ebbe Reich og Klaus Rifbjerg, der plantede sig på Kulturministeriets store trappe for at sidde og ryge hash? Var det en provokation?

Ja, det da ved Gud det var. Hvis det havde været en 'seriøs sammenhæng.' havde de jo bare fyret den fede derhjemme i kollektivet, som de i øvrigt gjorde hver aften efter spisetid. Men i selveste Kulturministeriet skulle det foregå - for her skulle provokeres.

Følelser og fornuft

Det var lige præcis her, man ville ruske op i samfundet, det var lige præcis her, man ville ruske op i samfundsdebatten. Selvfølgelig. Og tak for det.

Og hvor ville salig Poul Henningsen snurre rundt i sin grav, hvis han oplevede, hvordan hans nutids-lærlinge teede sig i et forvredet forsøg på at fedte for en flok middelalder-muslimer. Poul Henningsen sagde det så stærkt engang:

"Alle taler om, at man ikke må såre folks følelser. Men hvor ville verden dog se anderledes ud, hvis det var fornuften, man ikke måtte såre."

Pointen for Poul Henningsen var - og her er jeg for en gang skyld helt enig med ham - at selvfølgelig skulle der provokeres, og selvfølgelig skal der provokeres - også meget gerne for provokationens egen skyld. Det bestemmer provoen da selv. Det er netop ved provokationen, at omverdenen får øjnene op for det forvrængede og groteske, som truer med at blive normalt og dagligdags.

Vi skal provokere - og vi skal provokeres. Og hvis en flok forstokkede muslimer får sårede følelser ved at se en tegning af profeten Muhammed, så er det da bare glimrende, og mere af det! Selv elsker jeg at provokere. Jeg har provokeret alle mine dage, og jeg håber, at jeg aldrig bliver træt af den vidunderlige kunst.

Den omvendte verden

Det har været en fryd at opleve, at den tidligere så gamle sure, reaktionære tante, Jyllands-Posten, er begyndt at gå i Poul Henningsens, Ebbe Reichs og Klaus Rifbjergs provo-fodspor. Og endnu mere fryd har det været at konstatere, at mine gamle fjender - de støvede kulturradikale på Politiken og Information - er blevet forargede. Ha-ha-ha! Det er da virkelig den omvendte verden, man bliver vidne til i disse dage.

Jeg overvejer i øvrigt at bruge et større pengebeløb på at udskrive en konkurrence for den flotteste tegnede plakat af profeten Muhammed.

Er der nogen af Informations læsere, der har lyst til at spytte i kassen?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu