Læsetid: 2 min.

Længere ventetid på østarbejdere

Mindre firmaer må vente længere tid på godkendelse af udenlandske arbejdere.Regeringen kritiseres for at være fodslæbende
26. januar 2007

Mindre firmaer må vente længere tid på godkendelse af udenlandske arbejdere. Regeringen kritiseres for at være fodslæbende

I september lovede regeringen, at nu skulle virksomhederne have al mulig støtte til at hente arbejdskraft i udlandet. Fire måneder senere er sagsbehandlingstiden i Udlændingeservice vokset for mindre virksomheder. Og en hjemmeside med alskens oplysninger om import af arbejdskraft skulle have været oppe at køre i november, men er det fortsat ikke.

Udlændingeservice har udarbejdet et ikke-offentliggjort notat om sit tidsforbrug, når det gælder tilladelser til udenlandsk arbejdskraft. Af notatet fremgår, at styrelsen ikke kan leve op til egne mål, når det gælder behandlingstiden for nogle sagstyper. For de danske, primært mindre virksomheder, der ikke har tegnet overenskomster, er sagsbehandlingstiden for godkendelse af arbejdere fra de østeuropæiske EU-lande vokset fra 58 dage til 63 dage i løbet af 2006.

I notatet forklares den stigende ventetid for arbejdsgivere med bl.a. langt flere ansøgninger til styrelsen end forventet, it-problemer og manglende oplysninger fra arbejdsgiverne. Styrelsen lover i notatet at gøre noget ved problemet.

Arbejdsmarkedsordfører for de radikale, Elisabeth Geday, siger:

"Sagsbehandlingstiden for østarbejdskraft bør allerhøjst være 60 dage. Jeg tror, at de mangler ressourcer i Udlændingeservice til at håndtere den stigende efterspørgsel," siger Geday.

Forsinket plan

For fire måneder siden i september 2006 lancerede beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) 13 nye initiativer, der skulle gøre det lettere at få udenlandsk arbejdskraft hertil. 10 af de 13 initiativer er nu ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen nogenlunde på skinner. Men nogle af de vigtige mangler endnu.

Eksempelvis lovede ministeren, at en samlet indgang på nettet for dansk erhvervsliv om import af arbejdskraft skulle være i gang i november 2006. Men hjemmesiden workimport.dk er fortsat ikke kommet op at køre. Ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsen ventes den dog inden for meget kort tid at være i gang.

Et af de 13 initiativer var, at der skulle laves en certificeringsordning for det store antal private rekrutteringsfirmaer, der hjælper danske virksomheder med at skaffe udenlandsk arbejdskraft.

Nogle af firmaerne har et blakket omdømme. I september lovede ministeren, at der skulle lægge et forslag til ordningen på bordet i november. Men der er ikke sket noget - angiveligt på grund af bl.a. uenighed i branchen samt omkostningerne ved sådan en ordning.

Utilstrækkelig indsats

Den voksende sagsbehandlingstid og de 13 initiativers skæbne får Elisabeth Geday til at betegne regeringens indsats for at hjælpe arbejdsgiverne med at skaffe flere hænder i udlandet som "mildest talt fodslæbende og utilstrækkelig".

Arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Industri, Mette Rose Skaksen, er nogenlunde tilfreds med myndighedernes indsats, men understreger dog, at "det gerne må gå lidt hurtigere med at få sat alle initiativer i værk".

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Jens Vibjerg, mener, at regeringen virkelig har lagt sig i selen for at hjælpe arbejdsgiverne, men "nogle gange tager tingene længere tid, end man har regnet med".

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her