Læsetid: 5 min.

En længsel efter det, som er lige så purpurfarvet som skumringen

I São Paolo erstattes elegancen fra svundne tiders tro på tøjstil og filosofier fra Paris af stålhærdet Alphaville-arkitektur, som befolkes med kontorfolksandroider fra 'Blade Runner'. Forfatteren Ulf Peter Hallberg er rejst til modsætningernes land, Brasilien, for at reportere fra metropolerne
At flyve ind over São Paulo er et uforglemmeligt syn af uendelige, massive rækker af højhuse. Her ses den brasiliansske arkitekt Oscar Niemeyers berømte slyngende Copan-bygning lige midt i byens forretningscentrum med Hilton hotellets svømmepøl til højre i billedet.

At flyve ind over São Paulo er et uforglemmeligt syn af uendelige, massive rækker af højhuse. Her ses den brasiliansske arkitekt Oscar Niemeyers berømte slyngende Copan-bygning lige midt i byens forretningscentrum med Hilton hotellets svømmepøl til højre i billedet.

3. juli 2007

Flyvemaskinen har allerede i de sidste to timer befundet sig over Atlanten, da kaptajnen meddeler, at radaren ikke fungerer.

Han fortsætter: "Og det er ikke så smart, når man krydser Atlanterhavet".

Så med ophidsede passagerer vender maskinen atter tilbage til Lissabon.

Flyvning er atter som i eventyrene fra postflyvernes glansdage - på Antoine de Saint-Exupérys tid - da man troede, at man tjente menneskeheden, når man navigerede gennem luftlag på luftlag uden særlige instrumenter.

Mens radaren bliver repareret i Lissabon, ser jeg, at den fattige portugisiske digter Fernando Pessoa i digtsamlingen Mensagem fra 1934 sammenligner Den Iberiske Halvø med et hoved, hvor Portugal er ansigtet. Blikket er - det konstaterer jeg på mit verdenskort - rettet imod Brasilien.

Under Atlanterhavsoverflyvningen - med ny radar - funderer jeg over Brasiliens rolle i verden. Landet blev opdaget i år 1500 af portugiseren Cabral og nærmest ved et slumpetræf.

Måske grundlagdes der på denne vis en ganske særlig kombination af noget ubekymret og legende. Cabral var på vej til Indien, men fik pludselig øje på et vældigt eventyrligt land, som i overfladeareal beherskede et halvt kontinent. Og dette kom til at gentage sig igennem århundredernes løb: Europæere tryllebindes til stadighed af den brasilianske naturs kraft og brasilianernes livsglæde.

Brasilien er modsætningernes paradoks: Et land, som igennem hele sin historie har forstået at forene umådelig uretfærdighed med umådelig generøsitet.

Hvor mange rejsende er ikke i bogstaveligste forstand blevet overvældet og er faldet på knæ: Alt fra eventyrere (søfarere, guldgravere osv.) til antropologer (Lévi-Strauss), arkitekter (Le Corbusier) og forfattere (Stefan Zweig).

Endnu flere har dog også stået der med pisken i hånden, rede til at tilrane sig rigdomme og privilegier. Fra 1822 til 1889 var Brasilien et selvstændigt monarki, men slaveriet ophørte først i 1888.

I intet land i verden i dag findes en større forskel mellem fattige og rige: I 2001 kontrollerede 10 pct. af befolkningen 50 pct. af Brasiliens rigdomme, samtidig med at 50 pct. af befolkningen på 180 mio. blot tjente 12 pct. af al udbetalt løn.

I republikken Brasilien vælges præsidenten ved direkte valg, men gennem hele 1900-tallet forløb demokratiseringsprocessen i bølgetoppe og bølgedale. Fra 1964 til 1985 herskede et militærdiktatur, men militærregimets fald blev også fremskyndet af urbaniseringsprocessen.

Det var fattige mennesker fra slumkvarterer, som til sammen med lavere tjenestemænd og lønarbejdere protesterede stærkest imod militærdiktaturet.

En strejke startede meget

Samtidig skabte Jimmy Carters udenrigspolitik i slutningen af 1970'erne bedre muligheder for at gøre krav på demokratiske rettigheder.

Millionbyen São Paolo spillede en udslagsgivende rolle i landets politiske udvikling. En afgørende hændelse, som bidrog til, at militærdiktaturet ophørte, var strejken blandt bilfabriksarbejderne i São Paolo i 1976 og den opposition, som blev organiseret i byen. Strejkelederen var arbejderen og fagforeningslederen Luiz Inácio da Silva, bedre kendt som 'Lula' - Brasiliens nuværende præsident.

Hvor store problemer Lulas arbejderparti end er oppe imod i Brasilien i dag (frem for alt: manglen på skolede politikere og højt uddannede medlemmer) kan man ikke undervurdere, hvor stort et historisk gennembrud det repræsenterer, at Brasiliens demokrati er blevet konsolideret yderligere, og at en vaskeægte socialistisk arbejder er valgt og genvalgt til præsident i verdens mest ulige land. São Paolo blev i 1970'erne centrum for oppositionen: Her stiftedes organisationer for menneskerettigheder og imod politisk forfølgelse og tortur. Den katolske ærkebiskop i São Paolo var en betydningsfuld skikkelse i kampen for en demokratisk regering.

Folkets samling efter militærdiktaturet opstod i sandhed ud fra byens folkemasser. São Paolo er i dag verdens anden- eller tredjestørste by målt i antal af indbyggere (18-20 mio.) og en metropol rig på folkeslag og kulturelle impulser, herunder tyske, libanesiske, italienske og japanske indvandrere.

En futuristisk megaby

Byen har officielt 11 millioner indbyggere, men i virkeligheden er det over 20 millioner, hvis man medregner forstæderne. Alene delstaten São Paolo, der er på størelse med Rumænien, har over 40 mio. indbyggere).

Det særlige ved de brasilianske storbyer har igennem de seneste to årtier været den ukontrollerede fremvækst af kaotiske, interimistiske slumbyzoner, i begyndelsen uden vand og elektricitet.

Jeg flyver ind over disse favelas, kilometerlange sammensurier af skure og barakker iblandet enkelte forvildede huse med teglstenstag. Her lever de fleste uden for skattemyndighederne og lovens domæne, tyvagtigt opkoblet til den statslige elektricitet og med vagter fra narkotika-karteller til at beskytte dem imod angreb fra rivaliserende bander.

Det første, som slår mig i møde, da jeg træder ud af flyet, er den fugtige varme: 38 grader kl. 22 om aftenen. Jeg havde forestillet mig den anderledes ubehageligt og trykkende. I stedet er den livgivende, som et påbud om at holde sig kvik eller bare et signal til fællesskab.

I São Paolos downtown støder man på en ejendommelig stilblanding af 1920'ernes moderniseringsprojekt og det postmoderne samfunds iskolde kalkyler.

Det er, som elegancen fra svundne tiders tro på tøjstil og filosofier fra Paris er ved at blive erstattet af stålhærdet Alphaville-arkitektur, som befolkes med kontorfolks-androider fra filmen Blade Runner.

Crack og kreativ iumpuls

Man behøver dog blot at slå ind på en eller anden sidegade - så stråler den magnifikke glans fra Parque Anhangbáu og Teatro Municipal imødekommende. Og på Viaduto do Chá flyder Baudelaires folkemasse i en evig strøm. Kvarteret omkring stationen kaldes for Cracklandia - her ligger børn i 13-årsalderen i crack-dvale med glasagtigt stirrende øjne. Og bag hvert hjørne, i hver en smøge, lurer en dealer. Alle vogter på hinanden.

Man myrder for det første påskud. Dette kulturchok giver indsigt i, at indskriften på Brasiliens flag - Ordem e Progresso, udvikling og fremskridt - endnu kun er en usikker forhåbning for mange.

Byparken er som en jungle, hvis plantevækst er så tæt, at byen omkring en helt forsvinder. Tilværelsens dyriske sider fremhæves af klimaets og væksternes frodighed.

Livet bliver til noget bedøvende, som udspiller sig i ét absolut nu. Fra hotelbalkonen højest oppe på Poeta Drummond kigger jeg ved nattetide ned på højhuse og gadestrøg.

Da opfører byen sig koldt og grumt. Det er, som om den varsler kommende modsætninger og nederlag overalt.

Men så møder jeg menneskene, og al skepsis for fremtiden forsvinder.

Præcis som digterne i modernismens São Paolo, under den berygtede 'Moderne kunstuge' i 1922 besluttede sig for at opgive 1800-tallets døde litterære sprog og søge de kreative impulser fra talesproget, ser byens borgere ud til at forholde sig mest til deres egen samtid.

Imod alt det døde og udartede, imod den rekordhøje kriminalitet og den stilløse kommers sætter de humor og generøsitet, jeitinho brasiliero - den heldige improvisation eller brasilianske udvej.

Ganske som Pessoa i Lissabon føler jeg, at hvert menneske er flere og får lyst til at navngive mine egne heteronymer. Her kan jeg desuden hedde hvad som helst - Hitler-Mussolini hedder f.eks. politichefen i Goiâna, og der findes også forældre, som har døbt deres børn Xerox-Cópia. Men spørgsmålet er, om jeg i min nye brasilianske identitet ikke foretrækker Pedro da Corredor-Montanha.

São Paolo er mit nye hjem. Byen udtrykker - med poeten Cassiano Ricardos ord - en længsel efter alt det, som er lige så purpurfarvet som skumringen.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Den svenske forfatter Ulf Peter Hallberg skriver hen over sommeren fra en række storbymetropoler i Europa og Brasilien. Næste stop er Rio de Janeiro

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her