Læsetid: 3 min.

Lænken om EU’s fod

10. januar 2002

»I gennemsnit ydes der et tilskud på ca. 240.000 kr. til hver eneste arbejdsplads i sukkerindustrien. Det er en forbløffende høj pris at betale for EU’s borgere.«
Paul Goodinson, leder af konsulentfirmaetEuropean Research Office i Bruxelles

Efter Anden Verdenskrig var der rationering på blandt andet sukker og smør. Det dannede grobund for et kraftigt folkeligt ønske om at sikre selvforsyningen i Europa. Samtidig var der hos landmændene en stor indtjenings- og eksportlyst. Den historiske bagage har i høj grad været rationalet for, at EU har oprettet et gigantisk og Kafkask-kompliceret støttesystem for landbruget og bibeholdt det trods overskudsproduktion. I dag hører systemet hjemme i det forrige århundrede Eksemplerne på absurditeten hober sig op. I går skrev Politiken om EU’s støtte til tobaksavlerne i f.eks. Italien og Grækenland. Kommissionen lægger op til en forlængelse af EU’s støtteordning, så ca. 135.000 tobaksdyrkere over de næste tre får 21 mia. kr. i støtte.

Ikke alene er det forageligt at støtte en industri, som sælger et produkt, der hvert år koster ca. en halv million mennesker alene i EU livet. Det er også vanvid i globaliseringens tidsalder at holde liv i en industri, som ikke er konkurrencedygtig på verdensplan. Den europæiske tobak er i stort omfang af så elendig kvalitet, at man kun kan eksportere den til lavpris til fattige lande. At tobaksdyrkning i det europæiske middelhavslande hører fortiden til dokumenteres blandt andet af, at EU-støtten udgør 60-70 procent af de italienske tobaksproducenters indtægter. Ligesom tobak er produktionen af sukker i hvert fald i det nordlige EU herunder Danmark en industri, der ville falde sammen i fri konkurrence på verdensmarkedet. Beskæftigelsen i disse to industrier er for lille til, at europæiske politikere selv med vælgerpleje in mente kan tillade sig at holde hånden over dem.

Landbrugspolitikkens dinosaur-agtige indhold kom til at stå endnu klarere frem tidligere på ugen. Da holdt Spaniens landbrugsminister, Miguel Arias Canete, en tale i Europa-Parlamentet, hvori han gjorde det klart, at bønderne i Polen, Ungarn og de øvrige kandidatlande ikke skal regne med at kunne modtage landbrugsstøtte i samme omfang som de nuværende EU-lande, når de formodentlig i år 2004 optages i unionen. De polske bønder må kigge ud over markerne efter det ’guld’ fra EU, som f.eks. i dag regner ned over sukkerroeavlerne på Lolland. Argumenterne fra den spanske landbrugsminister og fra vores egen Europaminister Bertel Haarder er, at for rundhåndede tilskud til landmændene i Øst vil tilskynde dem for lidt til nødvendige strukturreformer. Samtidig ville en bibeholdelse af den nuværende landbrugspolitik være en bombe under EU’s budgetter. Østudvidelsen vil med den nuværende landbrugspolitik føre til en stigning i EU’s udgifter på 34 procent, hvilket rundt regnet svarer til 100 mia. kr. årligt.

I kandidatlandene vil man ikke acceptere opdelingen af EU i et A- og B-hold. Det lod en talskvinde for den polske regering tydeligt forstå efter den spanske landbrugsministers tale. I slutningen af januar ventes EU-Kommissionen at offentliggøre sit udspil til en strategi for forhandlinger med kandidatlandene om EU’s landbrugspolitik og regionale støtteordninger. Over de næste par måneder vil det spanske formandskab forsøge at presse kandidatlandene til at acceptere en skrabe-model for støtteordninger. Der kan være meget fornuft i at benytte østudvidelsen til et angreb på landbrugsregimet. Men set med polske øjne er timingen dårlig for at gøre noget, som EU burde have gjort for længst.

NÅr EU’s landbrugsordninger ikke er blevet drastisk ændret, hænger det i høj grad sammen med realpolitik. Mens man i Danmark og andre nordeuropæiske lande med forholdsvis effektiv landbrugsdrift er parat til at begå sig på et friere verdensmarked, så kniber det gevaldigt i middelhavslandene. Her lader politikerne sig presse af stærke landbrugslobbyer til at fastholde EU’s ordninger. Især i Frankrig er der frygt for de ofte demonstrende landmænds reaktioner på liberaliseringer. Med præsident Chirac som tidligere landbrugsminister i spidsen har Frankrig gang på gang sat en kæp i hjulet for en mere progressiv landbrugspolitik. Det kom tydeligt frem under WTO-topmødet i Doha i november. Her lykkedes det Frankrig at presse EU til at insistere på at bremse arbejdet i en ny handelsrunde for nedskæringer af landbrugsstøtte. Landbrugspolitikken og dens udgiftstyngde er en barriere for EU’s videre udvikling. Hovedparten af EU’s borgere er trods alt ikke bønder længere, og i disse IT-tider er det næppe landbrug, der skal sikre den økonomiske vækst. Det er på høje tid, at Danmark og andre lande hjælper EU med at krænge spændetrøjen af.

hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her