Læsetid: 3 min.

Lær af fortiden

7. april 1999

STATSMINISTER POUL Nyrup Rasmussen gjorde på sin ugentlige briefing for Christiansborgs pressekorps tirsdag formiddag meget ud af, at regeringen og andre med magt og myndighed skal lære af fortiden, når krigen i Jugoslavien og dens følger skal håndteres.
Alligevel er regeringen ved at forberede en lov om midlertidig opholdstilladelse til Kosovo-flygtninge - uden tilsyneladende at have taget ved lære af historien om de bosniske flygtninge, der fra 1992 til 1995 havde midlertidig opholdstilladelse i Danmark.
Et stort flertal i Folketinget vedtog i november 1992 Lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og suspenderede i op til to år bosniernes ret til at få deres asylansøgninger behandlet.
De blev anbragt på Dansk Røde Kors' asylcentre, hvor de var afskåret fra det danske arbejdsmarked og i starten også fra en ordentlig skolegang og alt, hvad der nærmede sig en meningsfyldt beskæftigelse på selve asylcentrene.
Den almindelige opfattelse i Danmark var i 1992, at krigen i Eks-Jugoslavien nok ikke varede så længe - og at man ikke ville hjælpe serbernes etniske udrensning på vej ved at give bosnierne asyl.
Bosnierne svævede i et juridisk og socialt vakuum på flugt fra en nær fortid med drab, tortur og koncentrationslejre. Deres nutid bestod af overfyldte mangesengsstuer, hvor de - frataget retten til arbejde - kunne sidde og se på, at deres børn gradvis glemte, hvad de havde lært i skolen. Eller følge bombningen af deres hjem på asylcentrets tv-skærm.
Og fremtiden? Ja, den var uvis.
Først efter mere end to år - i januar 1995 - vedtog et snævert flertal, at de 18.000 bosniere skulle have deres asylsager behandlet. Langt de fleste af dem viste sig at være berettiget til asyl.

SAMME ARGUMENTATION som i 1992 bliver taget i anvendelse, når regeringen nu igen lægger op til en lov om midlertidige opholdstilladelser til flygtninge fra Eks-Jugoslavien:
"Der er enighed om, at de flygtninge, der måtte komme til Danmark, modtages tidsmæssigt afgrænset, således at de kan vende tilbage, så snart forholdene tillader det, så vi undgår at spille Milosevics udrensningsspil," forklarede statsministeren tirsdag og forsikrede, at "Asylreglerne i øvrigt er der ikke ændret ved. De er universelle, og de regler har vi ingen planer om at ændre på."
Indenrigsminister Thorkild Simonsen talte mandag om "en ny lov, som midlertidigt ophæver flygtningenes visumpligt". Men regeringen vil næppe give afkald på visumpligten som et vigtigt redskab i begrænsningen af antallet af asylansøgere fra Kosovo.
Hvis man ophævede visumpligten for Kosovo-albanere, ville Danmark ud over det begrænsede antal på 1.500 eller 2.000, som transporteres hertil af regeringen efter aftale med FN, i løbet af få uger stå med tusindvis af andre asylansøgere fra Kosovo, som selv finder vej hertil, og som - hvis visumpligten faktisk ophæves midlertidigt - ikke kan holdes ude af Danmark. Og disse Kosovo-albanere ville ikke alene søge, men også få asyl, hvis man skal vurdere ud fra den linje, Flygtningenævnet har lagt for Kosovo-albaneres asylsager.
Sådan bliver det naturligvis ikke. Folketinget kan - "universelle" asylregler eller ej - som i 1992 lave en lov, der suspenderer behandlingen af asylansøgningerne i nogle år eller måneder.

SOM I 1992 regner man med en kort krig. Som dengang sender man nogle tusinde mennesker ud i en uvished, der kan vare år. Som dengang legitimerer man sin lovgivning med, at man ikke vil hjælpe serbernes etniske udrensning på vej. Danmarks tilbud til Kosovo-albanerne i 1999 ligner i deprimerende grad tilbuddet til bosnierne i 1992.
Det er kynisk at tage Kosovo-albanerne som gidsler i kampen mod Beograd-regeringens drab og forfølgelse. Let nok at sidde i København, Bonn eller Bruxelles og bestemme, at flygtningene skal leve med midlertidigheden - hvis ikke med teltlejre i Albanien og Makedonien - i mange måneder "så vi undgår at spille Milosevics udrensningsspil".
Hvis Kosovo-flygtningene fik asyl i Vesteuropa i stort tal, ville de ved deres blotte tilstedeværelse lægge et massivt pres på regeringerne for at skabe en varig fred i et Kosovo, som flygtningene ville finde det attraktivt og logisk at vende tilbage til.
At den øvelse er mislykkedes i tilfældet Bosnien, dokumenteres af, at langt hovedparten af de "midlertidige" krigsflygtninge, der kom til Danmark i 1992-95, er her endnu.
Måske er det det massive pres, regeringerne i Vesteuropa ikke ønsker på sig. ni.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her