Læsetid: 4 min.

Læren fra formandsopgøret i S: Det kan komme når man føler sig mest sikker

Skal Helle Thorning-Schmidt have en chance for at slå Anders Fogh Rasmussen ved næste valg - i god tid før panikken melder sig - må hun supplere sin ledelse med nogle af dem, der har mere folketingspolitisk erfaring
6. december 2005

Det er jul. Og bogsæsonen er traditionen tro ved at toppe. For alle med interesse for politisk historie, er der nok at gå i krig med. Dramaet omkring det socialdemokratiske formandsopgør i 1992 er en bestseller. Og tilsyneladende en evergreen. Denne gang er det ikke Bo Lidegaard, men journalist Hans Mortensen, der gør sig klog på de fire store socialdemokrater, Ritt Bjerregaard, Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft og Svend Auken. Jakob Buksti skriver sin egen version af formandsopgøret - tæt inspireret af Betina Heltbergs ditto. Og Poul Nyrup Rasmussen beærer os med sin udgave af formandsopgøret i andet bind af sin biografi.

De er ikke særligt ens disse udgaver. Men er der en ting man som politisk leder kan lære af dem, er det, at de politiske kræfter, der kan udløses, når tingene går op i en spids, er enorme.

Den nuværende socialdemokratiske formand Helle Thorning-Schmidt sidder tilsyneladende sikkert i sadlen - langt sikrere end Svend Auken gjorde, på trods af at han havde vundet adskillige valg, været med i politik i uendelige tider og levede i en tid uden fortilfælde for at vælte formænd for Socialdemokraterne.

Jakob Bukstis bog er den mest interessante. Hvis man altså i forvejen er nogenlunde velbevandret i de enkelte aktørers udgaver af forløbet. Men den er ikke nødvendigvis den mest sandfærdige. Bukstis afgrundsdybe tilbedelse af Auken skinner igennem i hans analyse af Auken og dennes velkendte offerrolle - hvor han stort set fremstilles uden ansvar for, at en række urimelige personager fik afløb for deres hang til kongemord - alene for at opnår regeringsmagten. Men det er ikke det vigtige. Eller det mest interessante.

Stormen tager til

Det interessante er den tætte beskrivelse af forløbet op til kongressen og valget af en ny formand, hvor man følger, hvordan stormen tager til minut for minut. Og hvor man nervepirrende og tå-krummende sidder med til de centrale møder, hvor Aukens person påstås at være i vejen for partiets avancering mod regeringsmagten.

Det er skrap kost, hvis man ikke kender lidt til politik på superliga-niveau. For kendere en politisk anatomi-time af de bedre. Tre ting synes at være helt afgørende "lessons learned" i en nutidig kontekst.

Ingen grænser

For det første er der absolut ingen grænser for, hvor destruktive folketingsmedlemmer kan blive, hvis den fundamentale opbakning til ledelsen af partiet pludselig skrider.

Med en dødsforagt, der næppe findes andre steder uden for Folketinget, kan de kaste sig ud i de mest ondskabsfulde intriger, alene drevet af manglende udsigt til egen succes. Auken kom ud af en valgsejr på 37,4 procent af stemmerne ved valget i 1990. To år senere sad han på bænken for dem, som ingen gider danse med.

Helle Thorning-Schmidt er ikke på nogen måde truet i dag. Hun har lang snor af mindst to grunde: Dels er hun helt ny, og man får - og skal have - noget tid til at sætte sig i stolen. Dels er der ikke andre kvalificerede kandidater til hendes job pt.

Men hun vil som enhver partiformand altid risikere, at nogen går sammen og konkluderer - at det her går ikke. Og læren fra formandsopgøret er den enkle, at det kan ske når man føler sig mest sikker. Og det nye er naturligvis, at der nu er et historisk fortilfælde for at vælte kongresvalgte formænd. Det var der ikke dengang.

Selvsving

For det andet går Socialdemokratiet i selvsving, når regeringsmagten ikke kommer inden for 10 år. Ingen tvivl om, at panikken bredte sig hos centrale aktører som Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen i 1991. Panik over at hvis Schlüter fik held til at sætte Dyremose ind i Statsministeriet, så ville den socialdemokratiske ørkenvandring vare yderligere 10 år.

Selve tanken om at fortsætte livet uden for regeringskontorerne var nok hoveddrivkraften bag oprøret i 1992.

I dag har vi nu haft en borgerlig regering i fire år. Der er fortsat nogle år tilbage, før den helt store panik breder sig. Men disse år går hurtigt.

Læren synes at være, at Helle Thorning-Schmidt og støtter skal holde øje med uret. Hvis næste valg tabes, så begynder den historiske byrde, som enhver socialdemokrat mærker ved at være holdt uden for i lang tid, for alvor at trænge sig på.

Det interessante er, at det var det, der skete i 1992 - og kan ske igen - helt uden skelen til den konkrete situation og realiteter. Manøvren med at vippe Auken gik godt i 1992. Partiet vendte tilbage til magten. Men forudsætningerne for hele øvelsens succes var skrappe. Poul Schlüter skulle som bekendt gå af, før det kunne ske. Og kun Tamilrapporten kunne sikre dette. Ingen vidste jo reelt, hvad dommer Hornslet havde i ærmet. Så skiftet kom på baggrund af en vurdering og frygt for yderligere ørkenvandring - hvis Schlüter i øvrigt ville gå.

Ingen venner

For det tredje bekræfter fortællingen til fulde den tidligere LO formands Finn Thorgrimsons ord om, at "hvis man vil ha en ven i politik, så skal man købe en hund".

Man skal være i stand til at samarbejde med dem man ikke føler sig "på hold med", også selv om man har udkæmpet mange krige med hinanden.

For Helle Thorning-Schmidt er denne lære nok den aktuelt vigtigste. Skal hun have en chance for at slå Anders Fogh Rasmussen ved næste valg - i god tid før panikken melder sig - må hun supplere sin ledelse med nogle af dem, der har mere folketingspolitisk erfaring. Thorning-Schmidt sidder i dag ganske tungt på posten. Hun kan tåle at lukke nogle ind. Også nogen hun ikke kan lide. Og som ikke kan lide hende. Og i egen interesse vise storsind.

Peter Mogensen er økonom og tidligere sekretariatschef i Statsministeriet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu